Det føles, som om højskolernes traditionsrige morgensamlinger har været der altid, men de første 100 år af højskolehistorien var det typisk morgenbøn og salmesang, der indledte dagen. Men kimen til morgensamlingen, som vi kender den i dag, blev lagt allerede seks år før, at den første folkehøjskole åbnede i Rødding i 1844. Og det skete i København. Om aftenen.
Den 20. juni 1838 indledte digterpræsten N.F.S. Grundtvig en serie foredrag på Borchs Kollegium med titlen ”Mands minde”, hvor han blandt andet fortalte om den franske revolution, Englandskrigene og andre begivenheder fra det, der dengang var den nære fortid. Da det første af foredragene var slut, gav forsamlingen sig ifølge legenden spontant til at synge Grundtvigs sang om søhelten Peter Willemoes, ”Kommer hid, I piger små”.
En ny genre var født. I stedet for en tung akademisk forelæsning fik forsamlingen en kombination af en fortælling med personligt præg og en fællessang. Inddragende og følelsesvækkende.
Traditionelt siger man, at dette var den folkelige danske fællessangs fødselsøjeblik. Men samtidig var hovedingredienserne til en højskole-morgensamling på plads.
Man kan derfor sige, at det er en 181 år gammel tradition, som videreføres og fornys i den nye lydserie, som Kristeligt Dagblad i samarbejde med Folkehøjskolernes Forening har produceret, og som akkurat hedder ”Morgensamling”. Hvert afsnit rummer en lille, personlig fortælling – med en langt større historie gemt i sig – og en sang fra Højskolesangbogen.
Ifølge Lars Thorkild Bjørn, højskolehistoriker og pensioneret højskolelærer, tog højskole-morgensamlingen gradvis form. Allerede på Rødding Højskole – og endnu tydeligere hos Christen Kold på Ryslinge Højskole fra 1851 – var der morgenbøn, salmesang og fortælletime, men først fra 1950’erne blev morgensamlingen til den præcise model, vi kender i dag: en kort fortælling og en sang. Et ”ord for dagen”, som man ifølge Lars Thorkild Bjørn kaldte det i Norge.
”Morgenritualet skiftede fra at være Fadervor til at være nogle ord fra forstanderen eller lærerne på skift, som kunne bidrage til elevernes livsindhold. De jeg var lærer på Grundtvigs Højskole i 1960’erne, varede samlingen et kvarter, i dag er det typisk en halv time,” fortæller han.
Ifølge Rasmus Kolby Rahbek, pædagogisk udviklingskonsulent i Højskolernes Hus, er det karakteristiske ved en morgensamling, at den ikke kun er vidensformidling.
”Det hører til genren, at der er en fortælling med en personlig vinkel, og at samlingen er fælles for alle, som dermed går videre i skoledagen med en fælles oplevelse i bagagen,” forklarer Rasmus Kolby Rahbek, der har skrevet ph.d.-afhandlingen ”Stedets pædagogik”.
Afhandlingen argumenterer for, at selve indholdet og emnet for undervisning og aktiviteter på en højskole kan variere betydeligt og har ændret sig over tid. Derfor mener han, at selve iscenesættelsen af stedet, rammen og fællesskabet er afgørende for, at det, der foregår, kan identificeres som højskole.
Og netop morgensamlingen med en lille personlig fortælling og en fællessang er måske højskoleritualet over dem alle. Et koncentrat af alt det, en højskole skal være, og et præludium til alt det, der skal ske på højskolen i dagens løb.
”Selve fortællingen kan handle om alt fra store verdensbegivenheder til den bilferie, man selv var på som barn. Det klassiske er, at man på en personlig måde fortæller en stor historie ved hjælp af en lille historie,” forklarer Rasmus Kolby Rahbek.
Han tilføjer, at fortællingen nogle gange er højskole-fortællingen ”halvt røverhistorie”. Han nævner Ernst Trier, den vestsjællandske Vallekilde Højskoles berømte grundlægger og forstander fra 1865 og et kvart århundrede frem, som dagen efter branden på Christiansborg Slot den 3. oktober 1884 holdt en morgensamling, hvor han fortalte personligt og stemningsfuldt om alle de fantastiske malerier, som var gået tabt. Det viste sig bare siden hen, at de faktisk var blevet reddet fra flammerne. Men fortællingen om malerierne havde været personlig, medrivende og et godt afsæt til dagen.
Lyt med på