Kasper Holtens mormon-musical føles som at være i selskab med en grænsesøgende præ-teenager

I ”The Book of Mormon” er intet helligt. Den amerikanske musical gør grin med alt for at være politisk ukorrekt, men showet ender mere plat end provokerende

”The Book of Mormon” er en scenografisk flot, pseudo-fræk forestilling, der virker lige så tandløs og glat, som dén musicalgenre, den parodierer. – Foto fra forestillingen.
”The Book of Mormon” er en scenografisk flot, pseudo-fræk forestilling, der virker lige så tandløs og glat, som dén musicalgenre, den parodierer. – Foto fra forestillingen. Foto: www.miklosszabo.com.

”Fuck Gud...” synger en stamme af afrikanere med en ivrigt flagrende midterfinger mod himlen. Jo, tak. Men er det sjovt? Ikke rigtigt. Dristigt? Heller ikke.

Kasper Holtens danske opsætning af den amerikanske mormon-musical ”The Book of Mormon” føles lidt som at være i selskab med en grænsesøgende præ-teenager, der fægter i blinde for at ramme et ømt punkt. Det sker dog alt for sjældent, hvorfor den gedigne parade af platheder og profaniteter virker ubehjælpeligt umorsomme.

Den kendte komikerduo Trey Parker og Matt Stone, som står bag den succesfulde satireserie ”South Park”, er gået til scenen med en ikke overraskende vulgær, grovkornet og gennemmusikalsk parodi på mormon-Amerika. Og det er da heller ikke mange tabuer, der står uberørte hen, da vi forlader salen efter godt og vel to timer i selskab med amerikansk amokløb mod alle etablerede normer. Racisme, sex med spædbørn, aids-epidemi, blasfemi, fortrængt homoseksualitet, omskæring og – nå ja – testikelkløe er blot enkelte af de intrikate emner, vi når omkring. Men vil musicalen egentlig andet end provokere? Det vender vi tilbage til.

Handlingen er simpel. To mormonmissionærer, den renskurede mønsterelev ældste Price (Silas Holst) og hans godmodigt naive kumpan ældste Cunningham (Carsten Svendsen) udstationeres i Uganda, hvor de skal omvende en hel landsby af vantro afrikanere til Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige.

Afrikanerne, lærer vi, er imidlertid sådan nogle, der bor i blikskure, boller babyer og klipper klitoris af hinanden, mens mormonerne er en flok skabsbøssede ignoranter. Det viser sig derfor langtfra så lige til at overbevise en landsby, der er lammet af armod og aids, om Guds godhed, hvorfor Cunningham da også må ty til vidtløftige løgne for at fange de gudløse lokale ind og sikre en ”happy ending”.

Begge hovedrolleindehavere gør det flot. Den øvede Silas Holst er overbevisende i sin fysiske formåen og fine sangstemme, men mangler måske lidt af den naturlighed i mimikken, som hans makker på scenen Carsten Svendsen har i overmål. Svendsen er et komisk naturtalent, og han stjæler hurtigt showet som den charmerende nørd med den lemfældige omgang med sandheden.

I det hele taget er det et stærkt ensemble, der er samlet på Det Ny Teaters scene. Fra de velsyngende ”afrikanere” til de vandkæmmede missionærer som spjættende ”danserinder”. Det fungerer upåklageligt, og der er ikke en finger at sætte på den smidige koreografi og den medrivende musik. Scenografisk er vi ude i noget af et imponade-show. Den får ikke for lidt med laserlys, røgmaskiner – og en svævende, ja, dansende i luften, Silas Holst. Flot er det.

Humormæssigt er vi ovre i Ørkenens Sønner-afdelingen. Jo mere udpenslende plat, jo bedre. Men det er svært helt at greje, hvad forestillingen egentlig vil ud over det platte. Ikke mindst, hvad den vil os i dag i Danmark. Det er tydeligt, at man fra de amerikanske skaberes side i sin tid har tænkt i provokation, politisk ukorrekthed og tabunedbrydning. Det er musicalens raison d’etre.

Men effekten udebliver i et frisindet Danmark, hvor kristendomssatire kan få de færreste op af stolen. ”The Book of Mormon” er derfor en scenografisk flot, pseudo-fræk forestilling, der virker lige så tandløs og glat, som dén musicalgenre, den parodierer.