Prøv avisen
Bog

Morsom og rørende roman om en sart sjæl

En stor del af tiden er romanen befriende morsom og meget rørende, her er samfundssatire, der rammer, og som romanfigur er Britt-Marie et fund, skriver anmelderen om Fredrik Bachmans roman "Britt-Marie var her."

Borg ligger i Udkantssverige, og alt andet end pizzeriaet er for længst nedlagt. Hertil ankommer Britt-Marie efter at have forladt sin utro ægtemand og forsørger gennem 40 år. Hun er anvist af arbejdsformidlingen og usikker på, hvad hun skal, men overbevist om, at med natron og rengøringsmidlet Faxin kan alle eventuelle problemer holdes nede.

Med historien om Britt-Marie og hendes kamp mod urenheder og ensomhed følger Fredrik Backman op på debutromanen ”En mand der hedder Ove”, der fik stor succes. Som i debuten bruges her situationskomik og verbale finurligheder i lange baner i et portræt af et menneske, der er kommet på afveje i sit liv. Man kommer til at forstå Britt-Marie, endda holde af hende, men historien om hende havde været tjent med en opstramning.

Britt-Marie bærer på en livslang krise, som hun har kapslet ind i rengøringsmani for at overleve. Da hun var barn, overlevede hun en bilulykke, mens hendes elskede søster omkom. Forældrene lagde ikke skjul på, at det var den forkerte søster, der blev ramt, og for Britt-Marie blev natron og Faxin de bedste midler i kampen for at få tilværelsen til at virke så ordentlig og ufarlig, at hun kunne leve i den. I ægteskabet med Kent blev rutine og faste kønsroller hurtigt etableret med ham og hans behov som omdrejningspunkt. Hun levede hans drømme og passede hans børn fra et tidligere ægteskab og fik ingen selv. Til gengæld var han og deres ægteskabs faste rammer hendes bolværk mod barndomstraumet. Selv Britt-Maries veludviklede evne til at benægte problemerne, måtte imidlertid smuldre, da hun opdagede Kents utroskab, og hun forlod ham i tavshed - ligesom tavshed havde hvilet over tab og krise i barndommen.

I Borg kommer hun til et lille samfund, der som hun præges af krise. Intet arbejde, udbredt kriminalitet og alkoholmisbrug og en kraftig afvandring ind mod storbyerne.

De tilbageblevne har imidlertid, hvad Britt-Maries liv har manglet, en fælles lidenskab: fodbold. Den lokale fodboldklub spiller på en pløjemark og består af en gruppe højtråbende børn og unge, der spiller fodbold, for så mærker de ikke smerten, som en af pigerne siger. Rundt om klubben er der den alkoholiserede pizzeriaejer, der også fungerer som stedets mekaniker, den tidligere fodboldtræner, blind og ligeledes med et stort alkohol-misbrug, og den lokale politimand, som er byens eneste offentlige myndighed, og som forsøger at passe godt på ungerne.

Fodboldklubben har brug for en ny træner, og det bliver Britt-Marie. Børnene opdager, at der bag hendes forskrækkede ordensmani gemmer sig et menneske, der er sårbart som de selv, men også med en styrke, der kan hentes frem. Det bliver nødvendigt i fodboldklubbens opgør med andre - socialt mere velstillede - fodboldklubber, og for Britt-Marie bliver oplevelsen af at være del af et fællesskab en frigørelse af følelser, handlekraft og også ansvarsbevidsthed over for de børn, hun er kommet til at holde af. Der sker et skred i hendes forskansede liv, og hvor det fører hende hen efter Borg, lader romanen stå åbent.

I mødet mellem den socialt handicappede Britt-Marie og de bramfri, utilpassede og sårbare fodboldbørn er der rige muligheder for at spille på de tragikomiske tangenter, som er blevet Backmans særkende. Han er usædvanlig lydhør over for groteske situationer og arbejder med små forskydninger i hverdagssproget, så det karakteristiske for mennesker og grupper sættes på spidsen. Karikeret og morsomt.

Desværre indtræder der en vis træthed i de sproglige løjer, især hen mod slutningen, der efter en dramatisk vending trækkes i langdrag. Det betyder også noget for den anden side af Backmans talent: hans indfølingsevne i personerne, der er lige ved at tangere det sentimentale, når fremstillingens økonomi bliver for løs.

Alligevel slutter vi læsningen med en god fornemmelse: En stor del af tiden er romanen befriende morsom og meget rørende, her er samfundssatire, der rammer, og som romanfigur er Britt-Marie et fund.

kultur@k.dk