Morten A. Korch: Mor tilgav far alt

Verdens ældste forlægger, Morten A. Korch, fejrer sin 100-års-fødselsdag med udgivelsen af en ny, ikke ukritisk bog om sin far, forfatteren Morten Korch

– Da jeg skulle overtage udgivelsen af fars bøger, ville han hverken låne mig penge eller kautionere. Det mente han, jeg selv måtte klare, siger forlægger Morten A. Korch. –
– Da jeg skulle overtage udgivelsen af fars bøger, ville han hverken låne mig penge eller kautionere. Det mente han, jeg selv måtte klare, siger forlægger Morten A. Korch. –. Foto: Mette Frandsen.

Jeg satte mig paa Sengen ved hendes Side og holdt hendes Hænder i mine, og naar Veerne kom, trykkede hun mig og klemte med sin lille, fine Haand, saa det næsten gjorde ondt(...) Jeg var hjælpeløs, jeg kunde kun en Gang imellem samle mig til en Bøn til Gud om snarlig og lykkelig Forløsning, og medens timerne gik, følte jeg rigtig, hvor usigeligt jeg holder af hende (...)

Sådan skriver Morten Korch i sin dagbog i Odense den 26. marts 1909, dagen efter sønnen Morten Andreas fødsel på Maria Bebudelsesdag. Og tilføjer:

Bliv Du nu ogsaa et lille Englebudskab, Du lille Dreng, Gud velsigne Din Indgang i Verden og Han hjælpe til, at Du med dine smaa Hænder maa knytte det Baand endnu fastere, der knytter Sophie og mig til hinanden. Gid du maa blive det store, der kan hjælpe til at gøre Sophies Liv rigt og lykkeligt(...)og blive et Fredensbaand blandt Søstre og Brødre.

På onsdag fylder den lille dreng 100 år.

Cand.phil. Morten A. Korch er ikke bare søn af en af Danmarks mest læste, danske forfattere. Han er verdens ældste forlægger og benytter fødselsdagen til at udgive endnu en bog om sin far.

Vi sidder i hans stue i Hørsholm nord for København. Han holder sig godt. Mørkeblå fløjlsbukser, lyseblå sweater med v-hals, højhalset sort bluse, mokkasinsko og masser af charme. Når han skal hente en bog i reolen eller et papir på skrivebordet, rejser han sig næsten ubesværet, går rask gennem stuen og tilbage igen.

Da jeg blev født, var min far i dyb krise. Hans første hustru, Elna, var død af tuberkulose og strabadserende børnefødsler. Økonomien var elendig og nu havde han indgået nyt ægteskab med min mor, Sophie, der foruden sin førstefødte, skulle tage sig af hans fire mindre børn af første ægteskab. I årevis havde han knoklet for at blive succesrig købmand og grosserer, men stod nu på fallittens rand. Bedre blev det ikke af, at hans kompagnon havde jongleret med regnskaberne, så familiens penge gik tabt. Faktisk følte han sig så medtaget af modgang og forsørgerbekymringer, at han frygtede, det ville slide ham op. Derfor appellerer han til mig om at tage mig af min mor og sørge for sammenholdet i familien, i tilfælde af at han dør fra os, fortæller Morten A. Korch.

Faderen klarede krisen med livet i behold. Året efter flyttede han fra Fyn til Sjælland med kone og fem børn for at blive direktør for Hakkemose Teglværk ved Tåstrup.

Her forelskede han sig i forvalterens kone, Valborg. Hun og manden var barnløse, og Morten Korch foreslog sin hustru, at han trådte hjælpende til. Sophie samtykkede, og efterfølgende flyttede forvalterparret fra teglværket. Valborg fødte en datter.

Mor var kysk præstedatter, da hun kom i huset hos min far kort efter Elnas død i 1907. I begyndelsen afviste hun hans tilnærmelser, men faldt så fuldstændig for ham og elskede ham hengivent hele livet. Også selvom dét med forvalterens kone ikke var eneste gang, han fandt andre græsgange.

Hun mente, det var forståeligt, hvis en stor forfatter måtte søge inspiration uden for hjemmet. Men det var ikke altid let. I sin dagbog skriver far blandt andet: Sophie lider noget under den Omstændighed, at jeg interesserer mig en hel del for Valborg Nordby, og jeg ved godt, det er Synd, hun burde ikke lide ondt, hun er saa god, men jeg kan paa den anden Side ikke lade være med at holde af Valborg (...) Og selvom Kærligheden ikke bringer Lykke, saa gør den dog et Menneskes Hjærte rigt, saa rigt, at intet kan lyves derved.

Det kan forekomme næsten uforståeligt, også for mig, at man kan udholde den slags uden at gå til af jalousi. Jeg blev mildest talt forbløffet, da jeg læste fars dagbøger og fik nærmere indblik i deres privatliv. Men som sidste hjemmeboende barn kan jeg kun sige, at i mange år boede jeg tæt op ad dem, og de virkede lykkelige sammen. Hvis far bare kom et kvarter for sent hjem fra lhombre-kortspil om aftenen, var hun ude af sig selv af bekymring for, at der var sket ham noget. Så kom hun op på mit værelse, bad mig stå op og cykle ud og kigge efter ham. Far var som regel lige på trapperne, så jeg klædte jeg mig langsomt på og håbede, jeg slap for at skulle ud i kulden, siger Morten A. Korch.

På spørgsmålet om, hvordan dagbøgerne har påvirket hans syn på sin far siger han:

Hvad min mor kunne tilgive, kan jeg også tilgive.

Ingen af hans forældre lagde skjul på, at erotikken fyldte meget i deres ægteskab. Efter hustruens død i julen 1953 hun blev 79 år skriver Morten Korch:

I November sidste Efteraar elskede jeg Sophie, og hun sagde bagefter, at hun nød det, som da vi var unge.

Han døde i oktober 1954, også 79 år gammel.

Min mor var efternøler og vant til at ofre sig for andre. For mig at se blev hendes gode sind udnyttet i præstegården. Det var hende, der opvartede de andre. Min morfar, pastor Anders Larsen Bruun fra Jyllinge og Gundsømagle Sogne, havde været gift tre gange, og huset var allerede fyldt af børn, da mor blev født. Mor følte sig hverken holdt af eller forstået af sin far. Alligevel var det hende, der tog sig af ham lige til hans død som emeritus på Frederiksberg. Tre år efter begyndte hun som husbestyrerinde hos min far og hans fire moderløse børn.

Med far oplevede hun megen af den kærlighed, hun havde savnet i sin barndom. Jeg tror aldrig, hun kom sig over, at nogen kunne elske hende så højt, siger Morten A. Korch.

Bogen Du må ikke græde, far, der er i trykken lige nu på Morten A. Korchs Forlag, handler om forfatteren som familiefar og er skrevet af historiker og Morten Korch-kender Maria Rytter. Den er bygget op omkring et hæfte på 16 sider med barndomsminder skrevet af Morten Korchs ældste og forlængst afdøde datter, Inger.

Hun lægger ikke skjul på, at forholdene i hjemmet var vanskelige under hendes opvækst. Hæftet dukkede op for et par år siden, og Morten A. Korch var straks inter-esseret. Han tror, det er godt for faderens eftermæle som forfatter, at læsere og forskere får indblik i flere facetter ved hans tilværelse.

Én af mine opgaver er at dokumentere, hvor ægte fars forfatterskab var. Han havde selv været igennem hele følelsesregistret. Ikke sådan, at alle begivenheder fra hans eget liv går igen i bøgerne. Men når romanerne er fyldt med mennesker, der trods modgang kæmper sig frem til deres mål i tilværelsen, er det, fordi han selv var sådan. Han ønskede at give sit livsmod videre til læsere, tilføjer forfatterens søn.

Beregnende bankdirektører, legitim og illegitim kærlighed, børnefødsler, livstruende sygdom og familiefejder var altsammen noget, Morten Korch hørte beretninger om i skænkestuen på købmandsgården i Nyborg, hvor han stod i lære. Eller siden, når han sled sig gennem landet i hestevogn med prøver på isenkramvarer fra Løngreens Fabrikker i Odense. Skæbnefortællingerne blev hentet frem, da han fra 1911 førte ungdommens forfatter-drøm ud i livet.

Selvom min barndom var god og tryg, må jeg bøje mig for, at mine søskende kan have andre erindringer. Inger voksede op med en syg mor og en presset far. Jeg ved, at far holdt lige meget af alle sine børn. Men han var for eksempel åbenlyst irriteret over, at hans tre døtre ikke ville fortsætte deres skolegang og tage en uddannelse sådan som mine brødre og mig. Derfor var pigerne ikke så tilfredse med far som vi drenge, siger han.

fortsættes næste side

To år efter Morten Andreas fødsel nedkom Sophie med endnu en søn.

Min lillebror døde af tuberkulose, da han var 17 år og gik i 2.G. Han havde været indlagt på sygehuset et år. Det var forfærdeligt. Han var mors yndlingssøn. Alle prøvede at skjule for hinanden, at han skulle dø. Far og mor talte hverken med ham eller os andre om det. Jeg besøgte ham hver dag og hen mod slutningen sagde han: Du må ikke fortælle mor det!

Fem år senere døde min storebror fra fars første ægteskab også, og pludselig var jeg eneste søn i familien.

På den ene side havde far store forventninger til mig om at træde i karakter som voksent menneske. Da jeg skulle overtage udgivelsen af hans bøger, ville han hverken låne mig penge eller kautionere. Det mente han, jeg selv måtte klare.

På den anden side betragtede han mig livet igennem som en dreng, der skulle rette sig efter sin far. Jeg kan huske, da min kone ventede barn, og vi boede de sidste otte dage hos mine forældre i Charlottenlund, for at hun ikke skulle være alene om dagen. En aften kom jeg hjem og foreslog min kone, at vi gik i biografen. Det kan I da ikke! I bor jo her!, lød det fra min far. Jo, det kan vi, sagde jeg, og så gik vi, siger Morten A. Korch og smiler ved tanken.

Noget af det, jeg husker bedst ved far, var hans ukuelighed og glæde ved sit arbejde og naturen. Når vi var på udflugt, stoppede han tit bilen ved en landsbykirke.

Så gik han og jeg op til altret, hvor han bad Fadervor højt. Bagefter forlod vi kirken igen. Han brød sig ikke om præster. Men han troede på Gud. Fra lærerhjemmet i Fraugde på Fyn fik han barnetro og Fadervor med sig ud i livet. Den blinde tillid til Gud udviklede sig efterhånden til et mere reflekteret og undertiden tvivlende Gudsforhold. Var det nok at lægge sit liv i Guds hånd? Omfattende Guds tilgivelse virkelig også hans svigt, tvivl og skyld? Får vi lov at gense vore kære i evigheden?

Min mor var anderledes sikker i sin tro. Og en anelse skuffet over, at far ikke ville med i kirke. Hun gjorde, hvad hun kunne for at påvirke ham. På sine gamle dage begyndte han at lytte til radiogudstjeneste. Det fortalte hun mig med triumf i stemmen, siger Morten A. Korch.

Forfatteren Morten Korchs livslange optagethed af tro og tvivl smittede ikke direkte af på hans romaner. Her er præster, gudstro og kirkegang stort set fraværende.

I sønnens stuer i Hørsholm står der smukke buketter overalt. Ikke i anledning af den kommende fødselsdag, men fordi det er en selvfølge for ham med friske blomster i hjemmet. Han er alene igen efter at have mistet sin ægtefælle, Lisbeth Korch. De nåede kun at være gift to et halvt år. Hans første ægteskab - med Vita Korch - varede i 70 år. Parrets børn og børnebørn er blandt gæsterne i næste uge. Det samme er efterkommere af den kritiske storesøster, Inger.

Fars dagbogsoptegnelser ved min fødsel gjorde dybt indtryk på mig, da jeg så dem første gang efter hans død. Siden har jeg sat en ære i at være et samlingspunkt for familien, siger Morten A. Korch.

Han forudser, at Danmark står over for en ny Morten Korch-bølge.

Vores tid trænger i dén grad til fars budskab. Unge mennesker i dag savner troen på livet og kærligheden, siger han.

boas@kristeligt-dagblad.dk

Morten Korch danser med Sophie under Fruens Bøge i Odense omkring 1908 (Fotografiet bringes med tilladelse af Morten A. Korch)
Morten Korch danser med Sophie under Fruens Bøge i Odense omkring 1908 (Fotografiet bringes med tilladelse af Morten A. Korch) Foto: Mette Frandsen.
Det midaldrende ægtepar Sophie og Morten Korch fotograferet i hjemmet i Charlottenlund. – Arkivfoto.
Det midaldrende ægtepar Sophie og Morten Korch fotograferet i hjemmet i Charlottenlund. – Arkivfoto. Foto: Mette Frandsen.
Morten Korchs roman ”De røde heste” blev filmatiseret i 1950 og lokkede 2,5 millioner danskere i biografen.
Morten Korchs roman ”De røde heste” blev filmatiseret i 1950 og lokkede 2,5 millioner danskere i biografen. Foto: Mette Frandsen.