Morten Burian brillerer i lidt for syret Ibsen-abstraktion

Morten Burian brillerer i lidt for syret Ibsen-abstraktion på Husets Teater i København

Morten Burian brillerer i lidt for syret Ibsen-abstraktion
Foto: Catrine Zorn.

I Henrik Ibsens "Vildanden" lyder Doktor Rellings velkendte replik til selvbedrageren Hjalmar Ekdal: ”Tager man livsløgnen fra et gennemsnitsmenneske, så tager man lykken fra ham med det samme”. Verden er fuld af krudtrøg og illusioner, og Henrik Ibsen (1828-1906) vidste om nogen, hvor nødvendig sidstnævnte er som et dulmende slør over tilværelsens barske realiteter. Men løgnen kan selvsagt også være det modsatte; fej virkelighedsflugt og ondsindet manipulation.

På Husets Teater undersøger man nu ikke alene livsløgnens anatomi, man tager også Ibsen på ordet med en kulørt lystløgn over hans romantiske versdrama "Peer Gynt" fra 1867. At historien om fantasten Peer Gynt i grove træk er modelleret over forfatterens eget liv, er en velkendt sag, men her digtes der lystigt videre på sammenhængen – også uden hold i virkeligheden.

Denne Peer-figur er således et skønsomt kogsammen af Henrik Ibsens biografi, "Peer Gynt"s handlingsunivers og skuespilleren Morten Burians privatperson. Hvor den ene begynder, og den anden hører op, er ikke til at sige. Sådan leger forestillingen hele tiden kispus med skellet mellem sandhed og fiktion som reference til tidens omsiggribende konspirationsiver og fake news. Og scenografien bidrager til det svimlende med Ida Grarups syretrip af et norsk fjeldlandskab i psykedelisk farvesætning.

Morten Burian brillerer i "Peer Gynt?" på Husets Teater, hvor scenografien bidrager til det svimlende med Ida Grarups syretrip af et norsk fjeldlandskab i psykedelisk farvesætning. Desværre er det svært at sige, hvad forestillingen egentlig skal få publikum til at tænke.
Morten Burian brillerer i "Peer Gynt?" på Husets Teater, hvor scenografien bidrager til det svimlende med Ida Grarups syretrip af et norsk fjeldlandskab i psykedelisk farvesætning. Desværre er det svært at sige, hvad forestillingen egentlig skal få publikum til at tænke. Foto: Catrine Zorn.

Idéen er egentlig ikke dårlig. Kunstnerkollektivet The Other Eye of the Tiger (TOETT) har ladet skrønemageren Peer Gynts selvforlibte retnings- og kerneløshed forplante sig til forestillingens diffuse form. Handlingen flikkes lidt hjemmegjort sammen af metalag på metalag. Derfor er det også kun brudstykker, der er tilbage af det oprindelige narrativ om Peers brydsomme vej fra ansvarsløs dagdrømmer og virksom verdensborger over fortabelse til frelse gennem kærlighedens mirakel.

Væk er også knittelvers og den godmodige folkeviserytme i instruktør Henrik Grimbäcks frit fabulerende tekst med indlejrede referencer til nutidige tematikker. Det oprindelige troldfolk er selvfølgelig blevet til internettets trolls, ligesom der også affyres en bredside eller to mod tidens clickbait-hungrende avisredaktører, alt imens lystløgnen sidestilles med selviscenesættelsen på sociale medier.

Som yderligere stilmæssigt fiksfakseri er man gået all in på publikumsinddragelse. Udvalgte tilskuere udstyres med høretelefoner, som udstikker anvisninger og replikker undervejs. Grebet er underholdende på en "Gæt & Grimasser"-agtig måde, fjollet, men også overraskende velfungerende. At få 12-14 uprøvede – og mere eller mindre ufrivillige – statister til at synkrondanse bag Ibsen-masker, agere forelsket Solveig i pink paryk og fremsige en hel slutmonolog, kræver sin afvikler – og sin skuespiller.

Ene på scenen med de sagesløse udvalgte er da også en imponerende Morten Burian. Hans Peer Gynt/Henrik Ibsen har fantastens uimodståelige charme og virker på en gang tillidsvækkende og ikke til at stole på. I fluorescerende norsk folkedragt og med lurendrejersmil fornemmer man, at han hele tiden er i færd med at binde os noget på ærmet. Og man er okay med det. Gennem tiden har mange "Peer Gynt"-fortolkere brændt sig på den livlige Peer-karakter, der ikke kun er en klovn. Denne dobbelthed forstår Burian imidlertid at give rollen med al det nærvær, som forestillingen ellers savner.

Trods fermt skuespil, et teknisk velsmurt maskineri og et velgørende skud vanvid, så kommer denne Gynt-modernisering aldrig rigtig til at fungere. Dertil går der for meget selskabsleg i den. Det er, som fortaber forestillingen sig i sit eget koncept hen ad vejen og glemmer helt, hvad det er for en historie, man vil fortælle. En masse referencer hvirvles op i luften for aldrig siden at blive grebet, og selvom sanseforvirringen velsagtens er en del af konceptet, så ville det nu alligevel gavne med en klarere retning og en strammere form.

For hvad er det, "Peer Gynt?" i grunden vil have os til at tænke? Hvad skal vi lære af denne norske springfyr med den blakkede moral? Vistnok ikke så meget andet, end at det er sjovt med publikum på glatis, så længe det ikke er en selv.

Morten Burian brillerer i "Peer Gynt?" på Husets Teater, hvor scenografien bidrager til det svimlende med Ida Grarups syretrip af et norsk fjeldlandskab i psykedelisk farvesætning. Desværre er det svært at sige, hvad forestillingen egentlig skal få publikum til at tænke.
Morten Burian brillerer i "Peer Gynt?" på Husets Teater, hvor scenografien bidrager til det svimlende med Ida Grarups syretrip af et norsk fjeldlandskab i psykedelisk farvesætning. Desværre er det svært at sige, hvad forestillingen egentlig skal få publikum til at tænke. Foto: Catrine Zorn.

Peer Gynt?. Koncept: The Other Eye of the Tiger. Iscenesættelse og tekst: Henrik Grimbäck med fragmenter og tekstudvikling af Morten Burian. Kostume og scenografi: Ida Grarup. Co-produktion: The Other Eye of the Tiger, Toaster og Husets Teater. Husets Teater i København. Til den 20. maj.