Prøv avisen
Interview

Morten Pape: Jeg begik den største synd af dem alle ved at fortælle om min fortid

”Der var ikke noget hævnmotiv bag romanen, men et ønske om for en gangs skyld at være ærlig over for mig selv, og for første gang i mit liv var jeg fuldkommen ligeglad med, hvad andre tænkte om mig,” fortæller Morten Pape om at skrive sin roman ”Planen”. – Foto: Jens Welding Øllgaard

Under hele sin opvækst gjorde forfatter Morten Pape alt for at passe ind og være vellidt i Urbanplanens anarkistiske ghettomiljø. Med romanen ”Planen” greb han pludselig megafonen og tog litterært til genmæle

Termometeret viser minus otte grader, himlen stråler, og solen står skarpt over Urbanplanen på Amager. Iført store sorte handsker peger den 30-årige forfatter Morten Pape ind på en fodboldbane og fortæller om den scene i hans roman ”Planen”, hvor hans alt andet end nærværende far vælter og slår baghovedet i ren boldiver.

”Tvillingebanen” kaldte de fodboldbanen. Det var her, Morten Pape tilbragte meget af sin barn- og ungdom. For i modsætning til skolen var ”tvillingebanen” det eneste sted, hvor man gerne måtte dyrke talentet.

”Som barn var jeg god til at tegne og male, men jo ældre jeg blev, jo mere handlede det om at passe ind i skolens problematiske hierarkier og hårdkogte miljøer. Det var irriterende, hvis nogen var gode i skolen eller til det kreative,” fortæller Morten Pape, da vi inden turen rundt i Urbanplanen har sat os indenfor i områdets kirke, Solvang Kirke, for at få varmen. Og for at høre om hans vej ind i litteraturens verden og om konsekvenserne ved at lukke hele verden ind i sin egen og andres sårbarhed.

Mens vi sidder i kirken med en kop kaffe, fortæller Morten Pape først om sit forhold til religion. I ”Planen” skildrer han blandt andet den periode, hvor han beslutter sig for at blive døbt og konfirmeret i selvsamme kirke. Alle de andre hvide drenge i boligblokkene blev konfirmeret, så i forsøget på at følge kvarterets uskrevne regler besluttede han sig for at følge efter de andre. Kirken blev under konfirmationsforberedelserne et frirum, hvor folk var søde og venlige, og der var nogle svar i religionen, som han blev draget af.

Generelt spillede religion også en stor rolle i Urbanplanen, hvor befolkningssammensætningen var broget. Derfor forstår og påskønner han den dag i dag, at religionen tilbyder en mening med tilværelsen for mange mennesker. Men selv er han for retningsløs og tvivlende til at kunne tro på en bestemt ting.

”Jeg trives meget godt i usikkerheden om, hvad der er op og ned, og jeg tror også, det er derfor, jeg er forfatter. Hvis jeg var helt sikker på, hvad jeg var for en, og hvordan verden hang sammen, ville jeg ikke have noget at skrive om. Så jeg er nødt til at færdes i det rodløse, tvivlende univers, hvis jeg vil være den kunstner, jeg er.”

Men vejen til kunstens verden var lang. I barndomshjemmet var der ikke meget andet end et par Stephen King-romaner og serien ”Jordens børn” af Jean M. Auel. Derfor var det eneste sted, han blev eksponeret for litteraturen som barn, på skolebiblioteket. Det var dansklæreren på Dyvekeskolen, der stod for de ugentlige biblioteksbesøg, og det var også hende, der i alle folkeskoleårene fortalte Morten Pape mellem linjerne, at han havde evnerne til at blive andet end en rod. Også selvom han fra 4. klasse gjorde mere og mere for at assimilere sig med områdets rå miljø.

Efter Dyvekeskolen gik Morten Pape på handelsgymnasiet. Her læste de mange af de gamle klassikere, og en af dem var Henrik Ibsens ”En folkefjende”. En historie om, at den, der står alene, står stærkest, fordi der ikke er nogen gruppe, der tvinger ham eller hende til at tænke på en bestemt måde.

”Det gjorde vanvittig meget indtryk på mig. Men det var ikke noget, jeg kunne dele, diskutere eller snakke om, for alle var ligeglade. Skolelektier og dansklæsning var noget, der skulle overstås og allerhelst undgås,” husker han.

Efter handelsgymnasiet tog Morten Pape en bachelor i film- og medievidenskab på Københavns Universitet, og efterfølgende blev han uddannet manuskriptforfatter på den alternative filmskole Super16. Her mødte han mennesker, der var langt foran ham, hvad angik kendskabet til litteratur. En af dem var hans bofælle i kollektivet, der gav ham Jens Blendstrups ”Gud taler ud”. En bog, hvor en søn med humor og alvor beskriver sit komplicerede forhold til den far, han gerne vil se op til, men som han på mange måder også synes er et skvat.

Faderopgøret vakte en genkendelse i Morten Pape, og samtidig var han fascineret over måden, bogen var skrevet på. Men han var også frustreret over, at hans litterære lixtal var meget lavere end mange andres. I dag ser han det både som en styrke og en svaghed, at han selv har skullet opdage kunsten. På den ene side har han ikke nogen stor værktøjskasse at læne sig op ad. Men på den anden side står spørgsmålet også, om han havde været i stand til at skrive ”Planen” så hudløst, hvis han først havde været nødt til at tage stilling til, hvad der var god litteratur.

”Jeg aner jo ikke, hvilken slags forfatter jeg ville have været, hvis jeg havde læst alt fra Dostojevskij til Kafka, men der er noget meget smukt i den naive, blåøjede og intuitive tilgang til kunst. Det er mere uspoleret, føler jeg, og jeg værner meget om min egen fornemmelse og intuition, for qua min baggrund ved jeg, hvor eksponeret jeg er for gruppepres,” fortæller Morten Pape.

Andres meninger eller ej. I august 2014 skrev han en kort tekst om at gå ned i kiosken for at hente smøger til sin depressive mor og på hjemvejen se sin far i blokken overfor med hans nye familie. Dagbladet Politiken bragte teksten som en kronik, og derefter gik det stærkt. Politikens Forlag så et talent og lidt over et år senere, i november 2015, stod Morten Pape til sin egen bogreception i Politikens Boghal. I dag er ”Planen” fortsat en bestseller og udkommer i syvende oplag.

Video: Forfatter Morten Pape fortæller om sit forhold til litteratur

”Da jeg begyndte på bogen, indgik jeg en kontrakt med mig selv: Jeg ville pakke det hele ud i stedet for at pakke noget ind. Der var ikke noget hævnmotiv bag romanen, men et ønske om for en gangs skyld at være ærlig over for mig selv, og for første gang i mit liv var jeg fuldkommen ligeglad med, hvad andre tænkte om mig,” fortæller Morten Pape.

Og dog. Blot fem minutter inden han tog imod alle gæsterne i Boghallen, gik det op for ham, hvad han havde gjort. For selvom han på 568 sider havde frigjort sig fra sin barndom, havde han også fortalt hele verden om sin egen, sin families og omgangskredsens mest sårbare og intime detaljer. Med en stor megafon tog han litterært til genmæle over for fortiden og det miljø, han hele tiden havde forsøgt at passe ind i. Det var der nogen, der hilste velkomment, og andre, som slet ikke brød sig om. For han havde begået den største ghettosynd af dem alle: Han havde stukket folk og fortalt om alt det, de havde gjort.

”Det er en subjektiv fremstilling af mit liv, og det er ærlighed, mere end det er sandhed. Men hvis jeg giver det, at nogle folk er sure på mig, lov til at berøre mig for meget, vil det fylde mig. Jeg er nødt til at trække på skuldrene og fremkalde en mere kølig side af mig selv.”

Reaktionerne var mange og overvældende. Og en af dem, der gav ham den største kompliment, var hans mor. For selvom det var barsk læsning, og hun ikke brød sig om at blive udstillet, ville hun aldrig forhindre sin søn i at skrive. For han havde et talent, og derfor bakkede hun ham op. ”Planen” åbnede for samtaler om fortiden mellem moderen, søsteren, lillebroderen og ham selv, men i det store og hele ændrede den ikke så meget. For Morten Pape er det et udtryk for den stærke kærlighed, der er imellem dem på trods af de mange skænderier og kontroverser, der altid opstod, dengang de alle boede under samme tag.

Men hvad så nu, hvor han i knap to år næsten ikke har lavet andet end at fortælle om sig selv og sin barske opvækst i ghettomiljøet? I februar begynder han på den såkaldte svære to’er, der er ren fiktion baseret på et omdiskuteret drab af et avisbud på Amager tilbage i 2008.

”Jeg siger til mig selv, at jeg ikke skal være bange, men selvfølgelig er jeg da enormt nervøs for, om det her var en heldig engangsforestilling, og om jeg kan finde ind til den samme nerve og relevans i mine kommende bøger. Men samtidig føler jeg ikke, jeg har skrevet mig selv tom. Jeg føler mere, jeg har skrevet mig selv ren, hvor jeg startede med det allermest nødvendige indefra, og nu kan jeg bevæge mig længere væk fra mig selv.”

Tilbage i Solvang Kirke er vi ved at have fået varmen og går udenfor igen. Efter besøget på ”tvillingebanen” bevæger vi os væk fra Urbanplanen hen til Zittans Boghandel på Amagerbrogade. Et litterært sted, som barnet Morten Pape aldrig havde forestillet sig, skulle blive et fristed. Og slet ikke et sted, hvor han i fremtiden ville blive bedt om at signere sin egen roman, som han blev den dag, vi kom forbi.

199687465
Foto: Jens Welding Øllgaard
Foto: Jens Welding Øllgaard
Foto: Jens Welding Øllgaard
Foto: Jens Welding Øllgaard