Prøv avisen
Bog

Morten Sabroe afliver både manden og det danske sprog i ny ”MeToo-roman”

2 stjerner
Noget tyder på, at Morten Sabroe bruger for meget tid på at lade sig inspirere af ligegyldig popkultur fra både USA og Danmark til at blive en god forfatter. – Foto: Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Morten Sabroes nye ”MeToo-roman” om en mands angivelige seksuelle magtmisbrug er grim og uprovokerende på samme tid

I et interview med dagbladet BT har forfatteren og levemandsjournalisten Morten Sabroe (født i 1947) forklaret, at han håber, at ”en horde af feminister” vil brænde hans nye bog på bålet. Det kan selvfølgelig ikke afvises, at det også vil ske, men i så fald vil det skyldes råbefeministers vanlige inkompetence, ikke en berettiget afsky ved bogens indhold. Den er nemlig ikke særlig provokerende. Til gengæld er den branddårligt skrevet.

Sabroe tillader sig at nære håbet om en god gammeldags, totalitær bogbrænding, fordi romanen kan blive læst som et angreb på de mange hidsige tilfælde af såkaldt MeToo, hvor kendisser uden at være kendt juridisk skyldige bliver smidt på bålet.

Og som hverken Sabroe eller forlaget er kede af at gøre opmærksomme på, skrev han romanen, før bålet for alvor begyndte at brænde.

Alfred ”Al” Andersen er en af Danmarks mest kendte tv-personligheder og er ikke ulig Gud i egne øjne. På vej mod sin 50-årsfødselsdag, der skal markeres med et stort tv-show fra Operaen, planlægger han omhyggeligt, hvem han kan invitere, og forkaster Paul Simon til fordel for Johnny Depp.

I en stærkt karikeret medievirkelighed, der tyder på, at Morten Sabroe bruger for meget tid på at lade sig inspirere af ligegyldig popkultur fra både USA og Danmark til at blive en god forfatter, skildres en række dialog-bårne optrin, hvor Al begår overgreb mod fire af sine kvindelige ansatte.

Tanken er uden tvivl, at scenerne skal skildres sløret, sådan at det er uklart, hvorvidt kvinderne selv har opildnet til dem. For tre af de fire kvinder vil tilsyneladende gerne have sex med ham, men i sin uligevægt ender han eksempelvis med at tage dem så hårdt i skuldrene, at de efterfølgende kan dokumentere mærkerne.

De spiller op til ham, men Alfred misbruger også sin magt. En tvetydighed i magtrelationen, som unægtelig er mere nuanceret, end mange af bål-inkvisitionens forkæmpere sikkert vil medgive. Det bliver ikke bedre af, at det er den lesbiske af de fire kvinder, der overtaler de andre til at melde ham til tv-kanalens ledelse.

Man kan godt sige, at tvetydigheden i disse scener er nogenlunde velfungerende, og den eskalerende vold, der præger den deliriumsagtige periode, efter Al er blevet fyret, er det mest inciterende og skildres med en ærligt følt aggression. Man synes at kunne ane ligheden med Michel Houellebecqs ”Underkastelse”, hvor den meningsløse vold også bliver en funktion af et samfunds dystopiske misvækst. For Houellebecq hedder dystopien Frankrigs forudsigelige underkasten sig islam, hos Sabroe aflivningen af Manden med stort M.

Men både plottet og sproget er miserabelt i tilfældet Sabroe.

Bogens emne er eksempelvis tydeligt fortænkt i ønsket om at vække opsigt. Romanens titel henviser til en kunstsamler og hans mandlige kønsorgan.

Over et middagsselskabs brisler betager han alle kvinderne og giver Al mindreværdskomplekser nok til, at han ikke kan få rejst sine egne 22 centimeter, da et reklamebureaus kvindelige chef har 20 minutter til ham i en pause. Alligevel forsvinder denne kunstsamler mere eller mindre ud af handlingens relevans lige efter, hvorfor selv titlen bliver irrelevant opsigtsvækkende.

Når Sabroe så kombinerer det med sprogligt sjusk – eller manglende evner – er der til sidst meget lidt at blive opildnet over, medmindre man er en af de nuancefornægtende feminister. Hele vejen igennem skal læseren ristes over en sagte ild af platte sammenligninger og metafordannelser. En mand, der falder ”som et træ i skoven”, en rejsning, der bliver stående ”som en livgarder foran skilderhuset” (!), en person, der ler ”som en kloak, der er gået over sine bredder” (?!) – og sådan fortsætter det.

Samtidig præges stilen af en træt uopfindsomhed. Hele tre gange beskrives nogen som ”myndeslank”, mens man med 25 siders mellemrum skal have at vide, at både en acceleration i en bil og en overhaling (i betydningen: en irettesættelse) begge er ”fra Helvede”. Den eneste variation er, at forfatter og forlag ikke har orket at beslutte sig for, om Helvede er et egennavn eller et navneord. De fleste vil under læsningen komme til at hælde mest til, at Helvede med sikkerhed er et meget konkret sted – og dermed et egennavn.

Det amerikaniserede talkshowmiljø smitter også af på stilen. Nyd ikke følgende dialog mellem mand og kone:

”Jeg kommer sent hjem. Der er meget i dag.”

”Du gør, hvad du gør.”

Det er ikke dansk. Morten Sabroes forståelse af, hvad litterært sprog er, virker udsigeligt banal, idet eksemplerne turde tale for sig selv.

Hvis bare bogen så i det mindste kunne provokere andre end dem, der lever af at blive det.