Morten Sabroe er aktuel med sin anden bog i 2018 efter den mislykkede ”32 cm” om en mediemands uklare overgreb mod flere af sine kvindelige ansatte. I ”Mit halve hjerte, mit hele liv” er Sabroe tættere på en frugtbar anvendelse af de discipliner, der har skabt hans navn, men det tydeliggør for så vidt, at han ikke er nogen stor forfatter.
Den nye bog er en dialog, en dagbog og novelleerindringer og gør dermed brug af både den lange reportage og de familiære selvopgør – de genrer, der har skabt Sabroes navn. Det er på sin vis også kunstnerisk ambitiøst, at bogen har tre dele med hver sin genre.
Det begynder med en slags selvdialog, der også kunne være en dialog med Djævelen: ”Er livet ikke større, så skal jeg sateme skrive det større! Og det gør forfatteren så. Hvis ikke han vender sig indad mod skuffelsen og gør det mindre. ’Skrev du ’han’?’ Hvad fanden er det for en chauvinisme? Kvinder skriver også. ’Jeg ved det. ’Så nævn en kvindelig forfatter du har læst med beundring’.”
Og i samme meningsudveksling: ”Gud har intet køn. ’Hun er en kvinde!’ Gud er en fiktion, et svindelnummer. Forbandet god tryllekunst. ’Er det nu med blasfemikeren på?’”.
Denne første del kredser om at slå sin mor ihjel på skrift, om forfatterlivet og om kunsten som forskrivelse til Djævelen. Det er ikke elendigt, og de fiktive samtaler, hvor både Djævelen og ”den lille dreng” inde i os alle kan være samtalepartneren, har potentiale. Men det lægger også op til en djævlepagt, vi kun kender alt for godt på dansk jord: Martin A. Hansen, Karen Blixen, Thorkild Hansen.
Den første del glider over i en dagbog fra Thailand, fordi forfatteren altid må væk. Han har to notesbøger med sig, og hele opbygningen antyder, at den sorte af dem skal lægge papir til pagten, der jo som regel skrives med blod. Eftersom sidste del netop hedder ”Den sorte notesbog”, giver det også mening.
Det skal altså være resultatet af kunstneren, der forskriver sig selv, men det er ikke prisen værd: Den består af 20 kapitler, der kredser om romanens Mortens datter, der har en ”kokaindepression”, frygten for, at hun også vil komme til at slå ham ihjel en dag, og den handler om eksen ”Miss Borderline”, som Sabroe førte krig mod på Gammel Kongevej. Og så handler den – selvfølgelig – om Jørgen Leth.
Det er spredte memoirer i novelleform, ikke et dyrekøbt kunstværk, og det lykkes ikke at adskille ”Den sorte notesbog” fra resten af værket, ligesom det ikke lykkes at demonstrere dens relevans.
I en digression om Jørgen Leths hjem hedder det eksempelvis, at ”jeg ved det er et sidespring, men det er nødvendigt at sige de ting man ellers står i fare for ikke at få sagt”.
Det handler med andre ord om tilfældige indfald, hvorved man også tvivler på djævlepagten. Den onde ville aldrig tillade ligegyldighed.
Bogens hovedtema er frygten for kroppens forfald og dermed døden. Sabroes hjerte virker ikke ordentligt, og hans Thailand-tur besværliggøres af to hævede ben. Denne fysiske død inspirerer også trangen til en form for eftertanke. Var det prisen værd at slå sin mor ihjel i romanform? Kan man tillade sig at gentage mordet i dag, nu blot på en kvinde, man har børn med? (Den såkaldte Miss Borderline). Og hvad nu, hvis ens egne børn gør det samme en dag? Problemet er bare, at disse tanker er sat ind i en sammenhæng, der ikke kan bære det – jævnfør usammenhængen og den manglende radikalitet i ”Den sorte notesbog”.
Samtidig evner Sabroe ikke at skrive et sprog, der kvalificerer de aldrende emner.
Når en sjælden billeddannelse lykkes, misbruger han det, som om han ikke er i stand til at skjule sin stolthed.
En blond kvinde henvender sig til Morten på en bar i Thailand, men til sin skuffelse ser han, at hun har en mand med sig:
”To stole fra mig sad en T-bonesteak med arme og ben.”
Det udtryk kunne man godt høre for sig i en gonzo-reportage. Men som et barn stolt vil blive ved med at gentage en gestus, de voksne ved et middagsselskab første gang leende har anerkendt, kan Sabroe ikke styre sig og misbruger det et utal af gange. En nærmest pueril gentagelsesglæde, der ikke klæder romanens ambition og emne.
Det ender skizofrent, fordi det parres med bedagede gonzo-banderier som ”Jesus fucking Christ”, ”Gosh” og dybsindigheder som ”mennesket er en fucking horror story”.
Skizofrenien består i dette præg af sproglig senilitet i det desperate ønske efter at være en af de hårde drenge. Men sprog er som regel hårdere, når man ikke prøver for hårdt. Og hvis man magter det kunstnerisk, må man vælge, hvad både form og indhold angår: Vil man være den evigt amerikaniserede hårde hund, eller vil man gennem det voksne selvopgør?
Der skal ofres mere, til Gud eller til Fanden.