Motivationen kom fra kedsomhed

Den pensionerede videnskabshistoriker Helge Kragh er aktuel med en historisk fagbog, der viser naturvidenskabens udvikling og store indvirkning på vores kultur

Foto: Søren Lagoni
Foto: Søren Lagoni.

Hvornår og hvordan fik du idéen til at skrive bogen?

Idéen til bogen kom for godt halvandet år siden. Derfra gik det hurtigt med at få bogen færdig. Jeg havde første kapitel klar i november 2018 og kunne aflevere det færdige manuskript i juli 2019. Det er efterhånden en del bøger, jeg har skrevet om emnet, så det var relativt nemt for mig at skrive denne bog. Jeg havde i forvejen alt materialet til bogen klar fra mine studier, så jeg skulle ikke ud og lave ny forskning. Selve motivationen til at skrive bogen kom, fordi jeg kedede mig, og jeg kunne ikke rigtigt finde på noget andet at lave. Samtidig var det også oplagt for mig at gå i gang med bogen, fordi jeg forskningsmæssigt har beskæftiget mig med så mange ting gennem årene og publiceret en del forskningsartikler i mere akademiske omgivelser. Så når jeg nu havde alt materialet klar, så kunne jeg vælge at strukturere det, så det blev appellerende for et bredere publikum. Størstedelen af mine videnskabelige bøger og artikler er udkommet på engelsk, så mange af de ting, jeg kommer omkring i bogen, vil være ukendt stof for langt de fleste danske læsere. Derfor er bogens titel også valgt med omhu. Den indeholder fortællinger og ikke afhandlinger. Historie er jo, når det kommer til stykket, fortællinger.

På hvilken måde er bogen blevet anderledes fra den, som du forestillede dig at skrive?

Den er ikke blevet meget anderledes end den bog, jeg havde i tankerne fra starten af. På et meget tidligt tidspunkt i skriveprocessen havde jeg skabt mig et overblik over, hvad bogen skulle indeholde, ved at lave en fortegnelse over, hvilke casestudies og temaer der skulle indgå i bogens fjorten kapitler. Det ændrede sig groft sagt ikke undervejs. Udgangspunktet for bogen har været at komme med nogle overraskende historier og vinkler på videnskabshistorien. Jeg har villet vise, hvordan videnskaben udvikler sig. Et gennemgående motiv i alle bogens kapitler har været at påpege den vekselvirkning, der er mellem den naturvidenskabelige udvikling inden for fysik, kemi og astronomi og så den bredere kulturverden som filosofi, litteratur og den slags.

Hvilken bog har inspireret dig mest i arbejdet med denne bog?

Der er ikke en bog, der specielt har inspireret mig. Den bog, jeg har skrevet, er den første af sin slags på dansk, så jeg er ikke blevet inspireret af andet end det, jeg i forvejen selv har skrevet.

I ”Bag om bogen” stiller vi en aktuel forfatter tre faste spørgsmål om vedkommendes nye bog.