”Mozart, Mozart, Mozart” havde Det Kongelige Bibliotek kaldt den rene Mozart-koncert i Den Sorte Diamant i København tirsdag. Denne tredobbelte overskrift var der en subtil pointe med. For der blev nemlig spillet fire Mozart-værker, men det ene af dem - Sinfonia Concertante, KV 297b - anses for tvivlsomt i den forstand, at det højst sandsynligt ikke stammer fra Mozart, i hvert fald ikke i sin helhed.
Men den slags får man ikke sande Mozart-entusiaster til at skrive under på. Og ligesom den grimme ælling i H.C. Andersens eventyr forpuppede sig som den smukkeste svane, blev Sinfonia Concertante den skønneste oplevelse på en aften, hvor Mozart-værkerne kom som perler på en snor.
Det begyndte med det korte, tresatsede Divertimento i D-dur, KV 136, som Mozart i en alder af 16 år komponerede hjemme i Salzburg. Stamgæsterne fik sig en overraskelse, allerede da musikerne indtog scenen.
Husorkestret DiamantEnsemblet havde nemlig fået vokseværk ved at supplere sig med musikere fra blandt andre Nightingale-kvartetten, således at den aldeles eminente Erik Heide forvandlede sig fra førsteviolinist til koncertmester.
Han fik dermed sin store del af æren for en uforglemmelig Mozart-aften, hvor de fire blæsere i den efterfølgende Sinfonia Concertante præsterede sammen- og solospil, så de havde salen i deres hule hånd. Ensemblets leder, oboisten Max Artved, er i sit es i sådan et værk. Som musiker er han det, svenskerne kalder en ”fräckis”, årvågen og fræk i sit spil - ganske i pagt med Mozarts karakter.
Og de øvrige fulgte i den grad trop: Søren Elbo i en pragtpræstation på klarinetten, Audun Halvorsen med herligt fagotspil, fulgt fint til dørs af hornisten Henning Hansen, der måtte vente længe på at få lov til at spille førstesatsens syngende sidetema, men til gengæld fik det til at lyde som akkurat det, Mozart (”Hvem skulle det ellers have været?”, lød et relevant spørgsmål i pausen) må have tænkt det som: en forløsning.
Efter pausen var fru Halvorsen - fløjtenisten Brit, gift med ovennævnte Audun - solist i KV 313, den fløjtekoncert i G-dur, som Mozart i begyndelsen af 1778 komponerede i Mannheim, hvor han mødte søstrene Weber: Aloysia blev han hovedkulds forelsket i, Constanze blev han fire år senere gift med. Brit Halvorsen spillede det indtagende værk med naturlige fraseringer og et behageligt, behersket vibrato.
Aftenen blev rundet af med Mozarts 9. klaverkoncert, KV 271, med tilnavnet ”Jeunehomme”. Den regnes af mange for hans første egentlige mesterværk i genren, og den østrigske pianist Alfred Brendel skal angiveligt have kaldt den ”et af verdens største vidundere”.
Her blev den spillet af Diamantens Artist in Residence Marianna Shirinyan, der - i det omfang hendes indsats ved flygelets tangenter tillod det - dirigerede ensemblet fra sin klaverbænk.
Det blev en noget robust, sine steder ligefrem beethovensk fortolkning af Mozarts værk fra Salzburg, januar 1777, og derfor føltes det ganske passende, at Shirinyan som ekstranummer gav os Beethovens evergreen ”Für Elise”.
kultur@k.dk