Mozart leverer soundtracket til dette interview. For mens teaterinstruktøren Nikolaj Cederholm lader sig interviewe i en lille spejlsal i form af et sminkerum på Betty Nansen Teatret, sidder et par strygere et andet sted i huset og udsender genkendelige toner mod os. Det er en række af Mozarts mest kendte værker, de øver sig på.
Det kommer dog ikke til at lyde helt sådan, når teaterkoncerten Mozart får premiere i morgen.
LÆS OGSÅ: Kostumebrag overdøver musikken
For ikke alene kommer teaterkoncerten til at skille sig ud ved at bruge masser af vand på scenen, mens de medvirkende har ler i ansigtet, som de selv kan omforme. Men holdet bag forestillingen har mildest talt også nyfortolket Mozarts musik, der er blevet forvandlet til 30 rocksange, mens der er blevet sat moderne tekster til den gamle mesters instrumentale musik. Og også her er der tale om nye toner. For mens den originale tekst til for eksempel Mozarts Requiem er én lang lovsang til Gud, handler de nyskrevne sange både om krig og ateisme.
En af sangene har endda undertitlen Symphony for the devil (symfoni til djævelen), mens en anden hedder The atheist (ateisten).
Det er den amerikanske lyriker Neill Furio, der har skrevet teksterne i tæt samarbejde med Nikolaj Cederholm, der tidligere har haft stor succes med sine teaterkoncerter med musik af Gasolin, The Beatles, Beach Boys og Bob Dylan. Og sammen med Jens og Peter Hellemann har han nu kastet sig ud i sit hidtil mest ambitiøse musikprojekt, fortæller han.
Vi ville gerne lave flere teaterkoncerter. For vi var glade for den form, vi havde fundet. Det greb, vi bruger, er meget lig, hvad en moderne teaterinstruktør gør med et gammelt stykke af for eksempel Shakespeare. Vi bruger blot teatrets metode på noget musik i stedet for. Det handler altså ikke om den biografiske ophavsmand, men udelukkende om det værk, han har efterladt. Men efter Bob Dylan tænkte vi Hvad nu?. For nu havde vi taget toppen af poppen, siger Nikolaj Cederholm.
Løsningen blev at tage fat i musikhistoriens største popkonge Wolfgang Amadeus Mozart (1756-1791), fortæller Nikolaj Cederholm.
Mozart er jo stadig et af musikhistoriens største ikoner, der dukker op som en slags urgeni, hver gang nogen taler om børnestjerner. Selv moderne popmusik er ofte gennemsyret af Mozart-mønstre. For hans musik er blevet en slags dna for eftertidens musik. Og noget af det, en teaterkoncert kan, er at indkapsle den tid, der er gået. Jo længere væk fra originalerne vi tager et musikstykke, jo mere peger de på originalerne. For når man har hørt Mozarts stykker så mange gange før, kan man blive næsten døv for dem. Og derfor kan en helt ny fortolkning af dem gøre, at man ikke kun genoplever et stykke, men også genopdager det. Det er i hvert fald mit håb, uden at jeg vil sige, at man skal spille Mozart, som vi gør. For vores teaterkoncert er og bliver kun en fortolkning. Men gennem det arbejde med hans musik er det til gengæld blevet stadig mere klart for mig, hvor meget Mozarts musik peger frem mod os, siger Nikolaj Cederholm, der mener, at Mozart kom til at skrive en del af soundtracket til oplysningstiden:
Mozart levede i en meget dramatisk tid. Der var dels en masse krige i Europa, men der skete noget ganske afgørende, da Thomas Jefferson og co. fik lavet den amerikanske uafhængighedserklæring. Det, de fik skrevet ned om én mand, én stemme og så videre, blev grundlaget for vores moderne verden og vores demokrati. For det er jo sådan, vi stadigvæk gør. Og Mozart var selv involveret i oplysningstiden i den forstand, at han var frimurer. Han var også katolik. Men sådan som jeg forstår det, var frimurerne dengang ikke, hvad de er i dag. De fungerede som en slags samfundskritikere, der kritiserede samfundet og kirken for overtro.
Mozart tilhørte de mindre kirkekritiske frimurere. Men op mod hans død i slutningen af 1700-tallet foregik en række af de forandringer, der førte til den moderne verden. Og den frihedstrang, der gennemsyrer Mozarts musik, er i grunden typisk for det moderne menneske. Når man hører Mozarts store værker, bliver man stadig ført væk fra alle de timelige krav og rudekuverter. Man er fri, når man er i hans musik. Det, tror jeg, er en meget central længsel for det moderne menneske. Og det er måske også en del af forklaringen på, at hans stykker siden er steget i betydning. Det er klart, at Mozarts musik ikke er hits på samme måde som Beatles eller Gasolins hits, men det er urhits, vi bedømmer alt andet ud fra.
Teaterkoncerten Mozart har derfor også musikken i hovedrollen, forklarer Nikolaj Cederholm.
Det bliver en slags visuelt teatermaleri, der understøtter musikken. For når man ellers bruger musik i teaterforestillinger, er det jo tit i forbindelse med opera eller musical, hvor jeg tit synes, at handlingen forstyrrer musikken. Her er det musikken, der binder det hele sammen. Og vi har netop forsøgt at lave hæklingen så tilpas løs, at der bliver plads til publikums egen fantasi.
Teaterinstruktøren tier et øjeblik.
Det er svært at sige, hvad musik handler om, men man kan fornemme, at det har noget med følelser at gøre. Og musikken kommer også til at afspejle det publikum, den finder, hvadenten man sidder og er glad og nyforelsket eller er på vej gennem en skilsmisse.
LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas skal slå på bliktromme
Men teksterne handler jo om noget?
Det er klart, at musikkens betydningsfuldhed har gjort, at vi har prøvet at lave nogle tekster, der ikke bare handler om dig og mig og vi to. Det har været en ganske overvældende opgave at skrive tekster til Mozarts musik, men jeg synes faktisk, at nogle af Neills tekster lever op til Mozarts musik. De handler om store ting som, hvorfor vi er i krig, eller hvad meningen er med religion. Men de skulle også gerne være fri for færdige budskaber, så publikum også kan spejle sig i de spørgsmål, vi rejser. På den måde angreber de svære spørgsmål i teksterne også den gnidningsfrie følelse, man kan opleve, når man lytter til Mozarts musik.