Mr. Sprognævn er gået bort

Arne Hamburger var i kraft af sin kolossale viden og hukommelse i flere årtier Dansk Sprognævns ansigt udadtil. Han blev 92 år

Når man var i tvivl om et ords eksistens, gik man til Arne Hamburger, der på stedet leverede svaret. –
Når man var i tvivl om et ords eksistens, gik man til Arne Hamburger, der på stedet leverede svaret. –. Foto: Dansk Sprognævn.

Arne Hamburger blev ansat i Dansk Sprognævn i 1962, til trods for at han ikke var uddannet i sprog, men som jurist. I mange år var det ham, der mere end nogen af de andre ansatte tegnede nævnet for offentligheden. Så synlig var han, at han blev kaldt mr. Sprognævn. Han døde den 15. marts, 92 år gammel.

I løbet af de 37 år han arbejdede for nævnet, besvarede han omtrent halvdelen af de spørgsmål, der blev stillet til telefontjenesten, og han indsamlede over halvdelen af de ord og vendinger, der udgør Sprognævnets kæmpestore eksempelsamling. Når man var i tvivl om et ords eksistens, gik man til Hamburger, der med sin kolossale viden og hukommelse på stedet leverede svaret. Hyppigst lød det ordet forekommer.

Jeg blev medlem af Sprognævnet, samme år som Hamburger gik af, i 1991. Alligevel lærte vi hinanden godt at kende, for i årene der fulgte, kom han regelmæssigt i nævnet, hvor han fortsatte med at notere nye ord. Til det formål fik han mellem køkkenet og biblioteket et skrivebord, en telefon og en skrivemaskine stillet til rådighed.

Hamburger, der blev født den 11. juli 1921, og jeg havde derfor i lang tid daglig kontakt, for først for en lille halv snes år siden holdt han op med at gå på arbejde. Den kontakt havde jeg stort fagligt udbytte af, og efterhånden lærte jeg ham også personligt at kende. Han var et sjældent dannet, kultiveret og hjælpsomt menneske.

Da Hamburger interesserede sig for skønlitteratur og var optaget af Oscar Wilde, anbefalede jeg ham en dag at gå i Det Kongelige Teater og se Bunbury (med Birthe Neumann som en meget morsom lady Bracknell).

Det havde han nu ikke lyst til. Grunden var at han mange år tidligere havde set den efter hans mening suverænt bedste opsætning af dette stykke på samme teater (med Ebbe Rode og Mogens Wieth som Earnest og Algernon og Clara Pontoppidan som lady Bracknell).

Denne perle skulle have lov til fortsat at funkle i hans erindring, uforstyrret af senere indtryk.

Næste dag havde Hamburger taget det gamle program med, og mens jeg studerede det og hans sirlige tilføjelser i marginen, slog en tanke ned i mig. Jeg gik derfor straks ud til ham og stillede ham dette spørgsmål: Hamburger. Hvad lavede du i København i 1944?!. Han forklarede mig så, at hans familie og han i stedet for at søge tilflugt i Sverige havde valgt at blive boende i Danmark under Besættelsen. Det havde dog vist sig ikke at være problemløst.

En tidlig morgen var familien nemlig blevet hentet af tyskerne og kørt til afhøring på Dagmarhus, hvor den rigsbefuldmægtigede, dr. Werner Best, holdt til med sin stab. Hamburgers far forklarede, at familien var schweiziske statsborgere (med pas!), og at Tyskland som bekendt havde indgået en aftale med Schweiz om ikke at genere jøder fra alpelandet. Det havde han bare ikke meget held med. Men så kom en officer forbi, forlangte at blive sat ind i sagen og begyndte derefter at skælde personalet ud. Derefter beklagede han misforståelsen og sørgede for, at familien Hamburger blev kørt hjem igen. Gad vidst hvor mange andre der som jøder havde turdet blive i Danmark, selv med skuffen fuld af schweiziske pas!

Som uddannet jurist var det naturligt, at Arne Hamburger på Sprognævnets vegne var med til at skrive Justitsministeriets vejledning nr. 224 af 15.10.1969: Om sproget i love og andre retsforskrifter.

Han var ikke nogen tilhænger af cand.jur.-prosa, og selv udtrykte han sig forbilledligt klart og enkelt. I vejledningen den første af sin art læser man, at enhver, som en tekst henvender sig til, skal kunne forstå den, at formen skal være enkel og præcis, og at sætningerne skal være korte og klare.

Om Hamburgers faglige profil er at tilføje, at det skandinaviske sprogsamarbejde lå ham på sinde, og at han gik ind for retskrivningsmæssige forenklinger, for eksempel ved at komme en del stumme bogstaver til livs.

Når jeg tænker på Hamburger, melder udråbsordet netop! sig. Under vores mange drøftelser af mulige løsninger på et givet problem var det nemlig det ord udtalt emfatisk på smukt gammelkøbenhavnsk han brugte, når han var enig i, at det skulle løses sådan og sådan.

Ordet netop har jeg taget til mig, så når min hustru siger: Du har jo glemt at vaske gryderne af, svarer jeg straks og med Hamburgersk udtale: Netop! Mit ældste barnebarn, der har en fin sans for humor, har nu også taget det til sig. Så også på den måde lever Hamburgers minde.