Prøv avisen

Birthe Rønn Hornbechs erindringer bekræfter billedet af hende som en kæk og gesjæftig kvinde

3 stjerner
Tidligere folketingsmedlem for Venstre Birthe Rønn har også været 37 år i politiet. Det er de år, der danner afsæt for bogen ”Politierindringer”. – Foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix

Anekdoten er det bærende element hos Birthe Rønn Hornbech, der i sine politierindringer dog vanen tro slår med krabasken, blandt andet mod landets lovgivere og mod kvinder, der søger beskyttelse i krænkelseskulturen

Birthe Rønn Hornbech er cand.jur., tidligere medlem af Folketinget for Venstre, og var fra 2007 til 2011 desuden integrations- og kirkeminister.

Men hun har også været 37 år i politiet. Først som fuldmægtig i Roskilde, senere som anklager i Landsretten for Statsadvokaten for Fyn og endelig som vicepolitimester hos rigspolitichefen sideløbende med sin politiske karriere.

Det er de første to perioder, der danner rammen om hendes nye bog ”Politierindringer”. Den skildrer en række af de sager, der har gjort størst indtryk på hende – og de sager, der i særlig grad illustrerer de udfordringer, som politi- og retsvæsen både dengang og i dag står over for.

Det giver en bog, hvor anekdoten og erindringen er de bærende elementer. Der er blevet plads til såvel stort som småt (samt til en række gentagelser om blandt andet udfordringerne ved datidens manglende mobiltelefoner og ditto DNA-registre), og vi hører således om alskens forbrydere fra mælkeproducenten, der begår bedrageri, fordi han hælder vand i mælken, og manden, der kører med defekte bremser, til skrækkelige eksempler på rovmord og hustruvold. Det er ikke alt sammen lige interessant.

Men sine steder er det dog munter læsning, der bekræfter det billede, man gennem årene har fået af Birthe Rønn Hornbech som en ukuelig, kæk og gesjæftig kvinde. Hende skal ingen løbe om hjørner med.

For eksempel melder hun sig til et mekanikerkursus på aftenskole, så hun bedre kan gennemskue de lovovertrædere, der kører rundt i elendige biler, og hun syr selv sin politiuniform, da den slags i 70’erne ikke findes til kvinder.

Og så er hun som bekendt aldrig bange for at slå med krabasken eller gå stik mod strømmen, som hun for eksempel gør i kapitlet om voldtægtssager, hvor hun skriver: ”Jo mere kvinderne selv udfordrer til skæg og ballade, jo friere de hævder deres stilling, jo mere bevidste bør de også være om, at de ved en meget udfordrende opførsel risikerer, at en hyggelig aften ender på en anden måde, end kvinden havde forestillet sig. Hvis man leger med ilden, opstår der let en ildebrand. Og så er det for sent at søge beskyttelse i krænkelseskulturen.”

Slagene falder med løs hånd til både højre og venstre mellem de mange anekdoter, og der synes at være lidt mudder i fordelingen mellem de næsten dagsbogsregistrerende erindringer og den løst doserede debat, præcis som der ifølge Birthe Rønn Hornbech er mudder i magtfordelingen i vores samfund.

Hun mener nemlig, at folketingsmedlemmer blander sig for meget. De skal holde fingrene væk fra de enkelte straffesager og have mere forståelse og respekt for magtdelingen mellem lovgiver og domstole. Som hun skriver:

”For hver gang Folketinget blander sig i politiets arbejde, tager det ressourcer fra andre og vigtigere opgaver. For hver eneste gang Folketinget indfører nye straffebestemmelser, får politiet tilsvarende flere opgaver. Flere borgere bliver lovovertrædere.”

Og det gør de blandt andet, hævder hun, fordi de love, man under trussel om straf forlanger, at borgerne skal overholde, ikke er klare og forståelige. Hvilket hun i sin tid på tinge forgæves forsøgte at gøre Justitsministeriet begribeligt. Det være hermed gjort igen.