Holberg ville opdrage, belære og fornøje – og det kan han faktisk stadigvæk

Holberg er et nationalt klenodie, som på godt og ondt bliver holdt i live. De bedste af hans komedier er stadigvæk lige sjove og tankevækkende

Det Kongelige Teater har i vinter spillet ”Maskerade” både i København og i provinsen. Det var en forestilling med en særpræget scenografi og skuespillere udklædt, så de lignede porcelænsdukker. Der var noget for øjet og masser af slapstick-humor, men mindre for øret, skriver Lars Handesten.
Det Kongelige Teater har i vinter spillet ”Maskerade” både i København og i provinsen. Det var en forestilling med en særpræget scenografi og skuespillere udklædt, så de lignede porcelænsdukker. Der var noget for øjet og masser af slapstick-humor, men mindre for øret, skriver Lars Handesten. Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix.

Der er ved at gå mug og svamp i den danske kulturarv.

De hengemte ting står og forfalder på fugtige og kolde depoter. Sådan er det også med de gamle ord og den ældre litteratur. Hvis ikke de bliver luftet en gang imellem, forvitrer de og bliver uforståelige.

Holbergs komedier hører til den del af den ældre litteratur, som man jævnligt har haft fremme fra arkiverne, og som man har prøvet at holde kontakten til og at få med ind i vores egen tid. Det Danske Sprog- og Litteraturselskab har sørget for, at Holbergs skrifter er fuldt tilgængelige med forklaringer og noter. De står gratis til rådighed på holbergsskrifter.dk. Men ikke nok med at man kan læse værkerne, man kan også se dem opført igen og igen og i stadig nye iscenesættelser.

Det Kongelige Teater har i vinter spillet ”Maskerade” både i København og i provinsen. Det var en forestilling med en særpræget scenografi og skuespillere udklædt, så de lignede porcelænsdukker. Der var noget for øjet og masser af slapstick-humor, men mindre for øret. Det var faktisk svært at forstå alt, hvad der blev sagt, fordi det druknede i bevægelse og skuespillere, der talte ind i scenen. Halvdelen af teaterpublikummet morede sig storartet, mens vi andre sad lettere forundrede og så til uden rigtig at blive en del af løjerne. Det var som at se ind i et maskereret ingenting.

Komedien var instrueret af den tyske instruktør Herbert Fritsch. Han fortæller i et interview på teatrets hjemmeside, at han begyndte sin iscenesættelse med scenografien og gik videre derfra. Han ville vide, hvad stykket vil fortælle ham, forklarer han og siger videre:

”Jeg foregiver ikke, at det, der foregår på scenen, betyder noget.”

Kunstneriske floskler får frit løb her. En rigtig kunstner tænker åbenbart ikke på publikum, men udelukkende på sit ”kunstneriske projekt” og sig selv. Og noget så plat, gammeldags og provokerende som et budskab kan man slet ikke forholde sig til, for det er simpelthen et nummer for groft.

Det var måske også derfor, at jeg fandt opsætningen temmelig intetsigende. Den havde netop ikke noget på hjerte, og hvad skal vi så med alle farverne og larmen? Det var meget sjovt med scenografien og kostumerne den første halve time, og Henrik i skikkelse af skuespilleren Peter Plougborg leverede en ganske komisk figur, men derefter var det også svært at holde koncentrationen.

Holberg er gået over i vores teaterhistorie som en ordets dramatiker. Det er i replikkerne, hans kunst ligger, og det er gennem dem, hans bedste komedier lever. Når han ikke er god, og det er han langtfra altid, så afslører det sig hurtigt på scenen. På Odense Teater forsøgte man sig for få år siden med komedien ”Den vægelsindede”. Det gik ikke godt. Satireparret Louise Mieritz og Ditte Hansen havde uden større held forsøgt at aktualisere stykket. Men det er i bund og grund en dårlig komedie, der hænger skidt sammen. Holberg har tydeligvis ikke hold på dramaturgien, hverken i den ene eller anden version af komedien, som han selv lavede. Det stykke kan man godt lade ligge på et dårligt depot, for det er så mølædt fra begyndelsen, at det ikke er værd at bruge tid og kræfter på.

Der er en grund til at de gamle travere som ”Jeppe på bjerget”, ”Erasmus Montanus” og ”Barselstuen” er de flittigst læste og opførte. Det er den slags Holberg-stykker, der duer. Det har Grønnegårdsteatret i København vist gang på gang. Her har man med respekt for ordets teater, som Holberg dyrkede, sat det ene stykke op efter det andet med stor succes.

Gennem de seneste 10 år har man blandt andet spillet ”Den politiske kandestøber”, ”Den stundesløse” og ”Jeppe på bjerget”, og det har virket. Man har været tro mod den oprindelige tekst, fordi den er stærk nok til at bære igennem, selv med snart 300 år på bagen. Her har publikum både fået lavkomik af bedste slags og den kritiske idé, som Holberg altid lod skinne igennem.

Holberg ville noget med sine komedier. Han foregav, at det betyder noget, dét, der foregår på scenen. Han ville opdrage og belære – og fornøje. Og det kan man faktisk stadigvæk gøre, uden at det virker anmassende, skolemesteragtigt og håbløst ude af trit med en tidsånd, der ikke vil lade sig belære af noget eller nogen. Grønnegårdsteatret har bevist det.

Der gror ikke mos på rullesten. De bedste Holberg-stykker er som den slags sten. Man kan rulle dem direkte fra arkiverne og ind på scenen, og dér er de stadig så gode som nye.

I klummen Liv&Litteratur skriver kulturkritikerne Mai Misfeldt, Henrik Wivel og Lars Handesten på skift hver lørdag om forbindelserne mellem eksistens og litteratur – både historisk og aktuelt.