Multihuset Hjertet i Ikast giver husrum til alle

I et særligt samarbejde mellem skoler, kultur- og erhvervsliv har Ikast skabt kulturhuset Hjertet, der åbner på lørdag. Det henvender sig ikke mindst til skolebørn fra 40 forskellige nationaliteter og deres familier, der arbejder i egnens internationale virksomheder

Det nye multihus Hjertet i Ikast er tegnet af C.F. Møllers Tegnestue og finansieret af blandt andet Realdania og Ny Carlsbergfondet. – Fotos: Ikast-Brande Kommune.
Det nye multihus Hjertet i Ikast er tegnet af C.F. Møllers Tegnestue og finansieret af blandt andet Realdania og Ny Carlsbergfondet. – Fotos: Ikast-Brande Kommune.

Umiddelbart har folkedans, blindes arbejde og bøjning af engelske verber ikke meget med hinanden at gøre. Men det har det i den midtjyske by Ikast. Det samme har hundeførere, cricketspillere og folk, der gerne vil fejre en børnefødselsdag. Fællesnævneren for det hele hedder Hjertet og er et nybygget multihus, der ikke er set magen til noget sted i Danmark. Huset er blevet taget i brug hen over sommeren, og på lørdag er der officiel indvielse.

I Ikast kalder de Hjertet for en vild vision, der er blevet til virkelighed. Visionen om et multihus opstod for otte år siden, hvor Ikast-Brande Kommune havde et ønske om at samle den private og den kommunale indsats over for mennesker med særlige behov på arbejdsmarkedet.

På samme tid stod Ikast Rideklub over for at skulle flytte, og en social gartnervirksomhed havde brug for at udvide. Det viste sig svært at skaffe midler, men da byens internationale skole nogle år senere meldte sig på banen med behov for flere lokaler og faciliteter, kom der skred i tingene.

”Det lykkedes at få det hele til at hænge sammen i et fælles projekt,” fortæller Lone Neldeberg, der er teamleder i kommuens afdeling for erhverv og fritid.

Bag projektet står Realdania, Ny Carlsbergfondet, International School Ikast-Brande, lokale virksomheder og kommunen. De er tilsammen garanter for, at der nu står et 3600 kvadatmeter nybygget hus i den udkant af Ikast, der ligger tættest på nabobyen Herning.

30 af kommunens omkring 200 forskellige foreninger og interessegrupper har allerede taget lokaler og faciliteter i brug, og mange dropper jævnligt forbi, for er et lokale ikke i brug, kan man benytte det. Husets café er på samme måde åben for alle, og har nogen lyst til at holde en børnefødselsdag her eller et møde med sin læsegruppe, så er det muligt, når blot man er åben over for, at alle andre også kan vælge at slå sig ned.

I området omkring huset er der blandt andet skaterbane og anlæg til petanquespil, og overfor kommer rideklubben og Gartneriet Garland til.

”Huset har fået en fantas-tisk start, og vi håber på, der vil opstå en ny form for fællesskab, når så mange forskellige aktiviteter er samlet ét sted. Tidligere holdt mange af kommunens foreninger til i spredte klasselokaler og andre steder i byen. Det, at man mødes her på tværs af alt muligt, vil forhåbentlig knytte nye forbindelser,” siger formand for folkeoplysningsudvalget i Ikast-Brande Kommune Peter Overgaard Sørensen.

Ikasts nye multihus Hjertet er blevet taget i brug hen over sommeren, og på lørdag er der officiel indvielse.
Ikasts nye multihus Hjertet er blevet taget i brug hen over sommeren, og på lørdag er der officiel indvielse.

Når det nye multihus har fået navnet Hjertet, skyldes det Niels Laurits Thygesen, der er formand for International School Ikast-Brande. Han lancerede i sin tid navnet som arbejdstitel til det ambitiøse projekt, og siden er det hængt ved.

”Det er et fantastisk hus, der ligger som et samlingspunkt for alt muligt, ligesom et hjerte. Og så signalerer navnet det vigtigste af alt, nemlig hjerterum,” siger han.

Der er åbent fra klokken 7 til 22 hver dag, og det hele hviler på en udstrakt grad af tillid til brugerne.

Niels Laurits Thygesen ser blandt andet Hjertet som et kulturelt integrationsprojekt, der tæller skoleeleverne fra omkring 40 forskellige nationaliteter og deres familier, der især arbejder på egnens store, internationale virksomheder og byens øvrige befolkning inden for alle aldergrupper.

”Vi har skabt noget unikt ved at løfte i flok. Både stærke og svage kræfter er med, og det giver en fantastisk rummelighed,” siger han og tilføjer, at der allerede har været vist interesse for huset fra andre af landets kommuner.