Mumimor med meget mere

Den første store retrospektive udstilling med Tove Jansson i Danmark viser hendes rigt facetterede virke som kunstner, forfatter – og ekstremt markant kvinde

Illustration fra Mumifar og havet. 1965.
Illustration fra Mumifar og havet. 1965. Foto: Jari Kuusenaho/Gl. Strand

Tove Jansson (1914-2001) er verdenskendt som Mumitroldenes mor. Men hun var så meget mere, en strålende skribent, en markant satiriker, en frigjort kvinde med kikkerten for alt andet end det blinde øje. Hun så verden i markant forstørrelse, alt det grumme, alt det farlige, men også alt det skønne, sjove og dragende, der gør livet værd at leve.

Mumitroldene sover som bekendt om vinteren med fyrrenåle i deres store tykke maver. Nu er det sommer, så troldene er vågnet op – og mens Mumimor laver en kop te, kan vi andre drikke med og gå på opdagelse i hendes univers. Kunstforeningen Gl. Strand har koblet sig på en nordeuropæisk vandreudstilling om Tove Jansson, og den hænger rigtig godt i lokalerne i København.

Her er plads og rum til at folde hendes viltre fantasi ud over tre etager med markante nedslag i alt det forskellige, hun gav sig i kast med igennem sit liv som skabende, udøvende og aktivistisk kvinde.

Sommer er det, midsommer. Så hvorfor ikke starte med ordene. Hendes egne i netop ”Sommerbogen” fra 1972, hvor den ældre vise Tove Jansson er rejst ud i den finske skærgård til en lille ø. Her lever farmor og Sophia og nogle gange far under enkle og primitive forhold i kimingen, hvor havet møder himlen med sol, storm og regn som en del af døgnets rytme.

Artiklen fortsætter under annoncen

Her møder ungdom alderdom i et liv på kanten af civilisationen, og den dybeste menneskelige visdom fødes i pigen, der jo af samme grund bærer navnet Sophia. Farmoderen er mentor, Sophia er læreunge – tilsammen skaber de en verden, der både rummer naturens ubønhørlige nøgternhed og den magi, der opstår i mødet med dens væsen.

Tove Jansson er til stede i både farmor og Sophia. Hun er både den erfarne voksne, der ved, hvordan man gebærder sig under primitive forhold, og den ubefæstede Sophia, der tager alt i naturen ind med vidtåbne sanser.

Med tiden fik Tove Jansson sin egen lille bitte ø i den finske skærgård. Hun byggede sin egen hytte på øen Klovharun i forlængelse af det univers, hun allerede havde skabt i blandt andet ”Mumifar og havet” fra 1965.

Mumitroldene opstod efter Anden Verdenskrigs ragnarok som kunstnerens vision om noget andet og mere eventyrligt i verden. En længsel hos Tove Jansson ind i kunsten og forestillingen om nogle fabelvæsener, der i en dal på en afsidesliggende ø skaber deres eget. Helt eget. En humanitet.

Ikke at mumierne er fuldkommen lykkelige, de er også ængstelige og hjemsøges af dystre kræfter, men de er i alle henseender afvæbnende.

Tove Jansson bar øen, dalen og troldeskoven med de vindkrogede fyrretræer i sit hjerte, ja, den var hendes hjerte, og den store sommer mellem de isskurede klipper og holme blev en vital del af hendes væsen.

Hun satte en kile ned i klippen og huggede stjernestøvet fri af dens hårde kerne. ”Den finske skærgård er det landskab, jeg elsker mere end alle andre,” som hun skriver i sine ”Notater fra en ø” (1996).

Hendes vision fra den mindste plet i havet har vist sig sindsudvidende, ja global i sin virkning. Mumitroldene er et internationalt brand af vidtrækkende – også økonomisk – betydning. Men det er det alene blevet, fordi der stod en kunstner bag. En kunstner, der dybest set udelukkende ville det ene: at skabe kunst. Tove Janssons primære passion var malerkunsten.

Mumimor var i den henseende privilegeret. Hun var datter af billedhuggeren Viktor Jansson og grafikeren og tegneren Signe Hammersten-Jansson og voksede op i et atelier, så at sige. Kunsten var fra den spæde begyndelse en del af hendes liv. Og fra en tidlig alder opfattede hun sig som kunstner.

Udstillingen i Gl. Strand viser en række af hendes maleriske selvportrætter. Som i en cinematografisk livsfrise skildrer de faserne i hendes liv. Alderen sætter sine mærker i ansigtet, iscenesættelsen varierer, men ét er sikkert: Selvbevidstheden. Tove Jansson synes ikke på noget tidspunkt i tvivl om sit værd, som kvinde og kunstner, som skabende menneske.

Det velgørende ved den retrospektive udstilling er, at den ikke slipper taget i maleren Tove Jansson – eller for den sags skyld satirikeren, der i 1930’erne gjorde grin med både Hitler og Stalin i et Finland, hvor det historisk set ikke var det nemmeste at gøre.

Billedkunstneren, bladtegneren og den lesbiske feminist Tove Jansson er Mumis egentlige mor, og hun brygger også andre og stærkere drikke end te. Mumitroldene vokser ud af hendes samlede kunstnerskab og er samtidig en integreret del af det.

Udstillingen følger en Tove Jansson, der som yngre maler er stærkt inspireret af Bonnard, Gauguin, Matisse samt nordiske kunstnere som Munch og landskvinden Helene Schjerfbeck. Og som tegner har kigget på Hokusai – intet under at Mumitroldene er populære i mangaens hjemland, Japan.

Med tiden, alderen og erfaringerne udvikler der sig en velgørende hensynsløshed hos Tove Jansson. Den præger hendes skrift i de sene værker, der alle bærer erindringens karakter, og det præger hendes oliebilleder fra de modne år, hvor hun skildrer havet ekspressivt, oprørt – og selvspejlende.

De harmoniske linjer i Mumitroldene, som hun kunne tegne op som i én hengiven bevægelse, får et modsvar i bølger og klipper sat på lærred med heftige strøg og skraveringer og uegalt blandede farver.

Men Mumi og maler skal ikke ses som modsætninger. Allerede i den dystopiske ”Kometen kommer” (1946) er mumierne tæt på druknedøden. Den store bølge er aldrig langt væk, døden og undergangen ej heller, men så dukker øen ud af havet igen ved sommertid, den lille hytte på næsset åbnes, og der kan bades i det stille blanke vand under solen af børn som voksne. Tove Jansson selv svømmende med blomsterkrans i håret. Dejlig udstilling, livsbekræftende og berigende.