Indtil for ganske nylig var det mest i smogfyldte asiatiske storbyer, man fik øje på dem. Men som coronapandemien har bidt sig fast, er mundbind også blevet almindelige i gadebilledet herhjemme. Til tryghed for nogle og frustration for andre. For virker de overhovedet? Hvem beskytter de? Og hvem skal bestemme, om vi har dem på?
Lige nu er der i mere end 130 lande i forskellig grad krav eller anbefalinger om at bære mundbind. Og det har både i England, Tyskland og Danmark for nylig ført til demonstrationer. Alligevel tyder coronaprognoserne ikke på, at vi slipper af med mundbindet lige foreløbig, og det er heller ikke første gang i historien, mundbindet møder modstand. Så lad os begynde et andet sted.
Historiske kilder vidner om, at den romerske videnskabsmand Plinius den Ældre allerede for 2000 år siden brugte hud fra dyreblærer som maske for munden, når han knuste kviksølvsulfid til at bruge i dekorationer. Det skriver London-museet Wellcome Collection. Siden da har forgængere til det moderne mundbind antaget forskellige former og farver, måske på mest iøjnefaldende vis som 1600-tallets fugleskræmselslignende pestmaske med det spidse næb.
Men grundstenen for at bære mundbind i nyere tid blev lagt for omtrent 160 år siden. Nemlig da den franske kemiker og bakteriolog Louis Pasteur i 1861 ved brug af mikroskopet endelig kunne bekræfte mistanken om, at der flyver bakterier og mikroorganismer rundt i luften. Den opdagelse blev første skridt på vejen til et helt forandret syn på smitteveje. Hvor sygdom i den vestlige verden før var blevet tolket som en intern ubalance i kroppen, blev det som noget nyt sat i forbindelse med host, spyt og de bakterier, vi rører ved. Det fortæller Malthe Kouassi Bjerregaard, der er museumsinspektør på Medicinsk Museion i København, der forsker i og udstiller den medicinske kulturarv.
Der skulle imidlertid gå næsten 40 år, før mundbindet rykkede ind på hospitalerne. I slutningen af 1800-tallet begyndte enkelte læger i Europa og USA at iføre sig kirurgiske handsker og mundbind, når de opererede. De første kendte eksempler stammer fra den franske kirurg Paul Berger, der under en operation i 1897 ville undgå, at dråber fra personalet kunne inficere patienten, og derfor tog mundbind på.
I Nordkina under et lungepestudbrud i 1910 var den malaysiske læge Wu Lien-Teh blevet inspireret af mundbindene fra Europa. Han fik så den idé at tage to stykker bomuld og proppe flere lag gazebind ind imellem dem, og dermed havde vi prototypen på det, der langsomt kom til at blive den mundbindsmaske, vi kender i dag.
Men lægernes overgang til at bruge mundbind var langsom og glidende, og faktisk skal vi helt frem til omkring 1935, før fotografier af operationsscener fra Tyskland og USA afslører, at omkring 70 procent af alle operationer blev foretaget med mundbind på. Og selvom der blev skrevet artikler om, at mundbind kunne redde liv, var langtfra alle læger tilhængere af den praksis.
”I 1930’erne var der mange læger, der syntes, det var noget pjat, og krævede bevis for mundbindets effekt. Det er på mange måder det samme, vi snakker om i dag: Hvor er beviset for, at det blokerer for virus, og at det er bedre end ingenting? Der er også mange eksempler på, at læger brokkede sig over, at det var voldsomt irriterende at arbejde med mundbind og handsker på. Nogle læger sagde, at de ikke kunne arbejde under de forhold og tog i protest udstyret af,” siger Malthe Kouassi Bjerregaard.
Men i 1918 skete der noget, der for første gang gav civilbefolkningen mundbind på. Den spanske syge hærgede store dele af verden fra 1918 til 1920. Selvom man ikke dengang kunne se, at pandemien var en slags fugleinfluenza, observerede man trods alt, at smitten var luftbåret. Og derfor begyndte folk flere steder i verden, navnlig i USA, at bære mundbind.
Faktisk var der i efteråret 1918 udstedt maskepåbud i syv amerikanske byer, herunder San Fransisco, Seattle og Indianapolis, hvor der vankede bøder på fem eller ti dollars og helt op til ti dages fængsel til mundbindsnægtere.
Klummeskribenten Alma Whitaker skrev i dagbladet Los Angeles Times den 22. oktober 1918 om maskernes indflydelse på samfundet og de lokale berømtheder – sidstnævnte undgik efter sigende masker, fordi det var ”fælt” pludselig at gå ugenkendelig rundt.
”De store restauranter er de sjoveste seværdigheder med alle tjenere og gæster maskerede, sidstnævnte løfter lige deres skærm for at putte en mundfuld mad ind,” skrev Anna Whitaker, der heller ikke selv var meget for at iføre sig mundbind.
Selvom det var undtagelsen frem for reglen, var der, alt imens flere end en halv million amerikanere døde under den spanske syge, også mundbindsmodstandere, som brokkede sig over både udseende, komfort og frihed. De mødtes utilslørede til antimaske-møder og demonstrerede, skriver The New York Times, der også beretter om, at rebeller i San Fransisco jublende mødtes og stampede på mundbind, da byens fire uger lange maskepåbud udløb den 21. november 1918. Kirkeklokkerne ringede, drinksene var gratis, og isbutikker gav gratis is. Som den spanske syge udviklede sig, kom der dog flere runder med påbud om at bære mundbind.
I Danmark er der derimod ikke noget, som tyder på, at man brugte mundbind under den spanske syge. Der har heller aldrig været krav eller lovgivning om at bruge mundbind. Derfor, tolker Malthe Kouassi Bjerre-gaard, kan myndighedernes nylige krav om, at man nu visse steder i landet skal bære mundbind i offentlig transport, føre til stædighed og en logik om, at ”vi har jo aldrig brugt det før, så hvorfor skal vi så gøre det nu?”
I dag såvel som for 100 år siden handler demonstrationer mod mundbind om en vis grad af mistillid til eksperter og autoriteter, fortæller Malthe Kouassi Bjerregaard:
”Hvis man føler, at man gør det rigtige ved at holde afstand og vaske hænder ofte, så føler man sig måske påduttet at bære mundbind. Det strider med den grundlæggende tanke om, at man skal have ret over sit eget liv.”
Og netop den tanke er især fremtrædende i Vesten, fortæller Malthe Kouassi Bjerregaard. Når mundbindene længe har været fast inventar i asiatiske gader og stræder – især efter 2003, hvor sars-udbruddet ramte Sydøstasien – hænger det delvist sammen med kulturelt forskellige opfattelser af individet i forhold til fællesskabet.
”Er individet hævet over fællesskabet? Eller er fællesskabet vigtigere end en selv? Forskere peger på, at i mange asiatiske lande har man den mentalitet, at individet ikke er over fællesskabet. Du tager din maske på for at beskytte andre mod smitte, hvor vi i Vesten i højere grad har individet i fokus og måske derfor har sværere ved at acceptere krav om mundbind,” siger Malthe Kouassi Bjerregaard.
Dermed er vi ved kernen af mundbindsdiskussionen – både den, der foregik for 100 år siden, og den, vi har i dag – hvem er det egentlig, du beskytter, når du monterer elastikremmene bag ørerne? Dig selv eller flokken?
”Tilbage i slutningen af 1800-tallet skulle mundbindet jo beskytte patienter fra lægens bakterier, og senere hen blev det så til beskyttelse for lægen mod de meget smitsomme patienter. Det er den underlige balance, som også er i debatten om mundbind. Gør vi det for dem på plejehjemmet, dem med autoimmune sygdomme eller for os selv? Hvor lægger man snittet?”, siger Malthe Kouassi Bjerregaard.
Han tilføjer, at ligesom under den spanske syge famler lægevidenskaben sig i dag frem under coronapandemien. Ganske vist er der videnskabelige undersøgelser, som slår fast, at mundbindet har en effekt. Men det afhænger af, hvordan man fortolker data, og det kan i øvrigt være lige meget, hvis ikke folk selv tror på effekten, siger Malthe Kouassi Bjerregaard.
”Vi glemmer let den del med, at mennesker er mennesker, der har holdninger og følelser. Vi skal tro på, at masken fungerer. Ellers giver det ikke nogen mening, for så vil man bare tage den af, hvis den kradser.”
I det hele taget er det en stor omvæltning for befolkningen at skulle vænne sig til, at sygdom – hvis altså ikke der snart kommer en vaccine, eller den famøse flokidentitet træder i kraft – skal håndteres i civilsamfundet.
”Vi har i høj grad vænnet os til, at sygdom er noget, der kan ordnes på hospitalerne. Vi har ligesom fjernet det fra vores samfund, så derfor behøver vi ikke opføre os anderledes herude. Det er en adskillelse, som er ved at ændre sig.”
Men ikke bare stædighed, komfort og frihed har været elementer i mundbindsdebatten. Det har materialet også. I 1940’erne lavede man blandt andet mundbind af osteklæde, da det var åndbart og – nok først og fremmest – tilgængeligt. I 1960’erne kom syntetiske materialer for alvor til USA og fik hurtigt magten over mundbindet. Siden dengang er mundbind primært blevet fremstillet af ikke-vævet materiale, som kun kan bruges en gang.
”Nogle historikere peger på, at vi gik utroligt hurtigt fra stofmaskerne til engangsmaskerne, bare fordi industrien var så interesseret i det, og det var nemmere. I 1960’erne og 1970’erne skete der et kæmpe skift fra de genanvendelige sprøjter, mundbind og så videre, som man steriliserede og vaskede, til det brug og smid væk-hospitalsvæsen, vi kender i dag, fordi det var nemmere. Men giver det mening i det lange løb?” spørger Malthe Kouassi Bjerregaard.
Nej, er der i hvert fald nogle, der vil svare. Måske er det derfor, man på internettet kan finde talrige vejledninger til at sy, strikke og hækle sine egne mundbind.
Indtil for nylig har Sundhedsstyrelsen kun anbefalet de CE-mærkede mundbind til engangsbrug, men på et pressemøde i mandags sagde direktør Søren Brostrøm, at et godt stofmundbind er bedre end intet mundbind.