Mungo Park Kolding er en succes

Mens landsteatre er kriseramte, ser det anderledes lyst ud for egnsteatret Mungo Park Kolding, der har opnået respekt i regionen og har et støt stigende besøgstal

Fra forestillingen Abekongen på Mungo Park, Kolding.
Fra forestillingen Abekongen på Mungo Park, Kolding. Foto: Palle Peter Skov, PR-Foto Mungo Park.

Dansk teater har haft bedre tider, både hvad angår økonomi og omdømme. Det Kongelige Teater er kriseramt, publikumstallet på hovedstadens scener falder, og repertoiret landet over er ikke prangende. Et lyspunkt i den ellers mørke tid for de danske scener er Mungo Park Kolding, der hverken har manglende besøg eller ondt i økonomien.

LÆS OGSÅ: Kinesisk bog om døden indtager Kolding

I 2011 opnåede teatret en fremgang på cirka 40 procent i solgte billetter sammenlignet med året før. Til sammenligning oplevede landets øvrige teatre samlet set en tilbagegang i publikumsbesøget på seks procent i løbet af sæson 2010/11. I dag har egnsteatret premiere på en helt ny og stort opsat familieforestilling, Abekongen, som er en fortolkning af en gammel kinesiske myte med særlig koreografi fra udlandet og mange effekter.

Fremgangen på Mungo Park Kolding, der åbnede i 2008, er et resultat af en målrettet indsat med at forankre teatret i Kolding, siger teaterdirektør Moqi Simon Trolin.

Det tager tid for et nyt teater at slå rødder. Vi har arbejdet tålmodigt på at udbrede kendskabet til teatret i området og har stillet høje krav til os selv for at bevise vores værd ved at undgå sikre valg, siger direktøren.

Han nævner teatrets engagement i områdets institutioner som en årsag til opbakningen, som for eksempel et ambassadørkorps blandt det lokale erhvervsliv og et samarbejde med Nordhøj, en institution for udviklingshæmmede.

Vi forsøger at være meget udadvendte og producere ting, der ikke nødvendigvis er ren teater. Vi har arbejdet meget på at vænne folk til at have et teater i nærheden. Der er løbende kommet en sympati for teatret, og folk synes ikke, vi er sådan nogle selvfede mennesker fra hovedstaden, der kommer for at tage penge fra dem, siger Moqi Simon Trolin.

Da Mungo Park åbnede i 2008, var der stor skepsis og ikke mindst hed debat i byrådet om dets tilstedeværelse, fortæller direktøren. Åbningsforestillingen Seest, om fyrværkeritragedien i bydelen af samme navn, fik meget omtale og delte vandene i byen, men tvivlen blev gjort til skamme, da politikerne i februar sidste år besluttede at forlænge kontrakten med Mungo Park yderligere fire år.

Det tog vi som et skulderklap for det hårde arbejde, som vi vil forsætte med med nye og overraskende forestillinger, der kan tiltrække nye publikummer, som for eksempel Abekongen, der både er for voksne og børn, siger direktøren.

Mungo Park Kolding er et selvstændigt repertoireteater med et fast tilknyttet ensemble og er søsterteater til Mungo Parks lige så selvstændige teater i Allerød og fra i år også i Hillerød nord for København. Teatrene bindes sammen via et paraplyorgan, der ejer retten til navnet, og et teatersyn med en tilsvarende repertoirelinje, der gør det muligt at udveksle forestillingerne og dermed øge udbuddet på begge teatre.