Prøv avisen

Munk og magtesløsheden

Kaj Munk (1898-1944) opfattede sine skuespil som talerør for et livssyn, hvor samfundets lov og magt skal underordnes Kristus.Billedet her er fra 1930’erne. Foto: .

Hvis man vil forstå Kaj Munks skuespil, bliver man nødt til at interessere sig for hans kristne tro, mener cand.mag. Henrik Nygaard Andersen, redaktør af bogen Kaj Munk. Opgørets dramatiker, der udkommer i dag

I udlandet beundres Kaj Munk som digteren, der udfyldte tomrummet efter Ibsen og Strindberg, og som patrioten, der døde for fædrelandet.

I Danmark, derimod, har man været loren ved ham i et halvt århundrede. Ny bog opfordrer danskerne til at give Vedersø-præsten en chance.

Der er brug for friske øjne på Kaj Munks liv og værk. Hvis man vil forstå hans skuespil, bliver man nødt til at beskæftige sig med hans kristne tro. Den, der ikke vil det eller ikke er klar over, at det er nødvendigt, kommer aldrig ind til det centrale i Munks dramatik, siger initiativtageren til bogen Kaj Munk. Opgørets dramatiker, 38-årige cand.mag. i dansk og idéhistorie Henrik Nygaard Andersen, Aalborg.

Han var kun omkring seks år, da han fik lov at se Carl Th. Dreyers filmversion af Kaj Munks skuespil Ordet på tv sammen med sine forældre og bedsteforældre. Filmen gjorde dybt indtryk. Mange år senere skrev han speciale om Kaj Munk og de svage mænd. Censor var Kaj Munks ældste søn, teologen Arne Munk.

Jeg har altid været optaget af spændingsforholdet mellem litteratur og kristendom. Kaj Munk opfatter skuespillene som talerør for et livssyn, hvor samfundets lov og magt skal underordnes Kristus. Ja, hvor ikke engang demokratiet er noget værd i sig selv. Kun Guds nåde frelser os. Og den kan kun komme til, hvor det enkelte menneske erkender sin afhængighed af Gud, siger Henrik Nygaard Andersen.

Mange har ment, at Munk var betænkeligt fascineret af den stærke mand, diktatoren. Foruden Munk-citater med demokrati-kritik og hyldestord til Hitler har man henvist til flere af hans skuespil. Senest har den svenske instruktør Lars Norén langet ud efter Munk i forbindelse med opsætningen af Ordet på Det Kongelige Teaters nye skuespilhus i København. Der findes altså også udlændinge, som følger den danske tradition.

Men kigger man nærmere på Munks stykker, er den stærke mand kun tilsyneladende stærk. Fordi han netop kun er stærk i kraft af sig selv, ikke i kraft af Gud. Derfor må han bukke under på magtens tinde. Anderledes med det svage menneske, der i sin magtesløshed får kraft fra Gud og består, lige så længe Gud vil. I skuespillene lader Kaj Munk ofte Gud oprejse en svag mand til helt efter at have nedbrudt hans selvrådende styrke.

Når magthaveren må bukke under, er det fordi han er svag i forhold til kærligheden. Ingen kan overvinde kærligheden, for kærligheden er Gud, mener Munk. Alt det leger han med i stykker som En idealist og Han sidder ved smeltediglen, og det er vanvittig spændende, siger Henrik Nygaard Andersen.

Han har fået en del unge bidragydere med i bogen. Det, håber han, vil gøre flere af deres jævnaldrende interesserede i at læse Kaj Munk og få rede på misforståelserne.

Nogle af Kaj Munks mest udskældte bemærkninger stammer fra en tale på Ollerup Gymnastikhøjskole i 1940.

Her nedgjorde han demokratiet og hyldede Hitler. Bedre blev hans eftermæle ikke af, at referenten fra Svendborg Avis, efter besked fra chefredaktøren, udelod tysk-kritiske afsnit af talen. I et læserbrev i Information efter krigen fortalte Nielsen, at han blandt andet udelod Munks opfordring til at udvise kulde mod tyskerne, for der er meget, man ikke kan skrive i en legal avis, når sømbeslåede støvler tramper hen over landet, og parolen er loyalitet mod en Stauning-regering.

I sin Munk-biografi fra 2000 nævner den nuværende udenrigsminister, dr.phil. Per Stig Møller (K), at mens universitetsmarxisterne gav Munk dødsstødet som forfatter i Gyldendals Litteraturleksikon fra 1974 og mindede om, at han i uheldig grad blev påvirket af nazistisk og fascistisk tankegang, hørte man aldrig noget om, at Martin Andersen Nexø, Otto Gelsted, Hans Kirk og Hans Scherfig i uheldig grad var påvirket af kommunistisk og stalinistisk tankegang.

Selvom Munk senere fordømte både Hitler og nazismen, mens de andre til deres død forsvarede deres fejltagelse, ramte dommen kun Munk. Ham tilgav man aldrig.

Fordommene havde domineret synet på Munk og hans forfatterskab i flere årtier inden. Jeg tror, kirkeminister i befrielsesregeringen Arne Sørensen fra Dansk Samling havde ret, da han i 1946 kom med denne forklaring: Når nuslepeterne vistnok selv oprigtigt tror, at Kaj Munk har været nazist, er det fordi de ikke tror på Gud. Når Kaj Munk påstår, at Hitler var større end P. Munch (radikal udenrigsminister i Stauningregeringen, red.), så forargedes de og noterede det op, men når Kaj Munk næstefter forudsagde, at Guds fod vil tvære både Hitler og Mussolini ud i støvet som usle myrer, så noteredes det aldrig op, for den fod tilskrev de ingen som helst realitet.

Gud eksisterede simpelthen ikke i mange af kritikernes forståelsesunivers, siger Henrik Nygaard Andersen og tilføjer, at det gjorde Gud måske nok i højskolefolk som Jens Arnfred, Knud Hansen og Hal Kochs univers.

Men når de kritiserede Munk, var det fordi de var glødende tilhængere af den samarbejdspolitik, Munk mente var uforenelig med det kristne evangelium. Hvordan, spurgte Munk, skulle Danmark kunne samarbejde med et Tyskland, som udrensede det jødiske folk, Kristus selv kom fra?

Som endnu en vigtig kilde til forståelse af Munk og misforståelserne nævner Henrik Nygaard Andersen Tom Kristensen. I en kronik i Politiken, også i 1946, skriver forfatteren og litteraturkritikeren: Midt i en tid, hvor næsten alle danske kunstnere var afkristnede, opstod der en præst med digteriske evner, der nærmede sig det geniale (...). Han virkede splitttet, for han var både kristen og moderne og diktatorvenlig og national, ligesom han både var præst og journalist og digter; men vil man ind til eksplosionens glødende midtpunkt, må man ind til hans kristne oplevelser.