Munter musikalsk menu med Brdr. Price i Tivoli

Koncert med brødrene Price var bestemt appetitvækkende

Den berømte finske bassanger Kim Borg, der i august i år ville være fyldt 100 år, havde mange talenter. Han fungerede i en årrække som krigs- og hoffotograf. Desuden var han både gastronom og komponist – i den dobbelte egenskab skrev han ”Un Voyage Gastronomique” (en gastronomisk rejse), nogle madopskrifter på nordiske retter, han havde moret sig med at gøre sangbare – heriblandt de svenske köttbullar, den danske rødgrød og den finske kalakukko (indbagt fisk).

Der findes talrige andre eksempler på sammenhængen mellem musik og mad, og hvem er vel bedre i stand til at formidle dem end brødrene James og Adam Price? De styrede med sikker hånd et varieret og generøst program ved en søndagskoncert i Tivoli. Her var det en oplagt fordel, at man ikke behøvede nogen udefra til at dirigere husorkestret Tivoli Copenhagen Phil. Med sin erfaring som kapelmester og komponist var storebror James i stand til at klare tjansen på podiet allerede fra det allerførste nummer, Johann Strauss’ ouverture til operetten ”En nat i Venedig”.

Derefter gik det slag i slag med en række operettenumre, hvor man fik bistand af et par veloplagte sangere, tenoren Bo Kristian Jensen og sopranen Lisbeth Kjærulff. Meget nærliggende var det, at man havde inddraget Poul Bundgaards store hit ”Herren, som skabte alt på jord” fra Emil Reesens populære operette ”Farinelli”. Lidt mere overraskende, at vi også fik den berømte scene fra Disney-filmen ”Lady og Vagabonden”, hvor et romantisk spaghetti-måltid for to hunde udløser serenaden ”Bella Notte”. Og Rossini, den mest navnkundige gastronom blandt musikhistoriens store navne, var repræsenteret med ouverturen til ”Barberen i Sevilla”.

For dem, der har set Price-brødrenes madprogrammer i fjernsynet, blev der i høj grad tale om genkendelsens glæde. Dialogerne gled utvungent og muntert hen over scenen, og vi fik da også eksempler på James’ og Adams kokkerering. Heldigvis i en fart, der ikke ødelagde flowet i koncerten. James var ikke mange minutter om at færdiggøre nogle crepes suzettes, som en dame på første række og koncertmester Jon Gjesme fik glæde af, og Adam præsterede at færdiggøre en omelet på to minutter, mens hans storebror dirigerede H.C. Lumbyes ”Salut for August Bournonville”.

Der var masser af Tivoli-atmosfære i det godt to timer lange musikshow, sågar en kort gæsteoptræden af dansere fra Pantomimeteatret, og så var det til at leve med, at tenoren havde nogle vokale udfordringer i et par af de vanskeligste numre. Brødrenes elegance kan undertiden have et stænk af krukkeri over sig, men de bliver aldrig platte, og deres begavelse lyser igennem stort set alt, hvad de foretager sig.