”Jeg kunne lige forestille mig min redaktørs desorienterede ansigtsudtryk, når han kiggede op fra manuskriptet og sagde: ’Jeg burde ikke spørge dig, eftersom du har skrevet historien, men har den her historie overhovedet nogen pointe?’ Pointe? Det havde den vist ikke.”
Sådan står der i ”Shinagawa-abens bekendelser”, den sidste novelle i Haruki Murakamis seneste udgivelse på dansk, ”Første person ental”, som flittigt refererer til kunsten og vores opfattelse af den, og som gang på gang betoner det tilfældige og skæbnebestemte, der definerer vores liv og på mange måder også ligger implicit i novellens natur.
Novellerne i ”Første person ental” har, som titlen antyder, jegfortællere. Vidunderligt uafklarede og rådvildt sitrende jegfortællere, der formentlig låner karaktertræk fra forfatteren. Og hvis man har hang til selvbiografiske læsninger, kan man godt begive sig ud i den slags uden at begå vold på teksterne, der ofte fortælles af en aldrende mand med en helt særlig adgang til sit yngre jegs manglende evne til at orientere sig i verden og til den særlige eksistentielle tøven, der måske navnlig hører ungdommen og kunsten til.
Dog skiller en enkelt sig ud, nemlig ”Shinagawa-aben” fra 2005, som det danske forlag har medtaget i samlingen, selvom den ikke var med i den oprindelige version. Den har en kvindelig tredjepersonsfortæller og foregriber handlingen i historien om den talende, navnestjælende abe i ”Shinagawa-abens bekendelser”. Og den beslutning kan man argumentere både for og imod. For, da den fungerer som et bagtæppe for bekendelserne. Imod, da den ikke holder, hvad titlen lover, hvilket skal være den tilgivet, men mest af alt fordi man som læser faktisk kommer til at savne de finurligt tøvende jegfortællere, der i høj grad bærer novellerne i ”Første person ental”, der for de flestes vedkommende deler tematik, stemning og tone og aldrig for alvor kaster sin læser ud på nyt vand.
Mindre kan imidlertid også sagtens gøre det. Det er en fornøjelse at læse Haruki Murakamis på mange måder klassiske novellekunst med bratte indgange, åbne udgange, skæbnesvangre omslag tilsat et behændigt skvæt leg med virkelighed og fantasi samt masser af løse ender, der selv efter endt og grundig læsning stritter lykkeligt som garnets ender på en pompon. Præcis som sin danske oversætter, Mette Holm, er Haruki Murakami veloplagt og drevent legesyg i sin tvangfri omgang med bevidstheder. Og som han lader sin jegfortæller i novellen ”Fløden” sige, så er det, som om det virkelige og det uvirkelige har det med at bytte plads, og hans konklusion kunne udmærket tjene som en lille manual til Murakamis verden:
”Sådan er det nogle gange. Der sker noget uforklarligt, noget, der slet ikke giver mening, og det foruroliger en. Men i stedet for at spekulere for meget over det og prøve at forstå det, så er det bedre bare at lukke øjnene og bare komme igennem det. Lidt ligesom man gør, når en stor bølge skyller ind over en.”