Murakami har et stævnemøde med verdenslitteraturen

Murakamis første to romaner kommer nu i dansk oversættelse. Man er ikke i tvivl om, at det er ham, man læser. Magien og mysteriet har blot ikke indfundet sig endnu

Når man én gang har solgt sin sjæl til Murakami, kan man bare ikke få nok, skriver Nils Gunder Hansen. –
Når man én gang har solgt sin sjæl til Murakami, kan man bare ikke få nok, skriver Nils Gunder Hansen. – . Foto: Per Folkver/Polfoto.

Det er ikke et ukendt fænomen, at en stor forfatter sløjfer sine første romaner. De hører ikke med til forfatterskabet. Sådan havde Johannes V. Jensen det, og sådan har den verdensberømte japanske forfatter Haruki Murakami (født 1949) det også. ”Hør vinden synge” og ”Flipperspil 1973” udkom i 1979 og 1980. Murakami skrev dem om natten ved sit køkkenbord, mens han endnu drev en jazzbar i en forstad til Tokyo.

Da han til sin egen overraskelse vandt en debutantpris for ”Hør vinden synge”, solgte han jazzbaren og blev forfatter på fuld tid med ”En vild fårejagt” (1982) som forfatterskabets egentlige begyndelse.

Det er dog ikke sådan, at han slet ikke kan holde de to romaner ud. De er mere som kære gamle venner, man blot ikke overrender. Nu udkommer de samlet på dansk for første gang, og det er jo meget apropos, eftersom Murakami senere på måneden kommer til Danmark for at modtage Hans Christian Andersen Literature Award i Odense. Han har skrevet et særdeles interessant forord til udgivelsen, men det fremgår ikke, om det er skrevet eksklusivt til den danske udgivelse ved hans faste forlag, Klim.

Når man altid læser Murakami i oversættelse, kan det være svært at vurdere hans stil. Men han synes at skrive meget simpelt og skrabet. Hans stil er det stik modsatte af frodig. Og det får vi en forklaring på i forordet. Som ung var Murakami en ivrig litteraturlæser, men at han selv skulle være forfatter, kom som en pludselig indskydelse, næsten en mystisk åbenbaring en dag, han så en baseball-kamp. Han oplever angiveligt ofte sådanne små epifanier.

Men han anede ikke, hvordan man skrev romaner, særligt ikke på japansk, da han mest havde læst russiske romaner fra det 19. århundrede og amerikanske detektiv- romaner. Han havde meget svært ved at omsætte sine indre forestillinger til skrift og fik ved en ny indskydelse den idé at skrive på engelsk. Hans begrænsede ordforråd og hjælpeløse syntaks gjorde, at han kun kunne skrive korte og enkle sætninger, som han så oversatte til japansk, og dermed var Murakamis stil skabt: ”en neutral, flydende skrivestil uden overflødig pynt”. Han fjernede sig fra det såkaldte litterære japanske for at kunne skrive romaner med sin egen stemme.

”Hør vinden synge” og ”Flipperspil 1973” hænger sammen. En unavngiven mandlig jegfortæller og hans ven, der går under navnet Rotten, holder til omkring Jays Bar. De studerer og arbejder og har damebekendtskaber, men det hele er lidt distræt og halvhjertet, uden mål og med. Det gælder også romanerne, som kan virke en anelse kedsommelige og retningsløse.

Det mærkelige er dog, at ud over stilen er stort set alle velkendte Murakami-elementer på plads. Man er slet ikke i tvivl om, at det er ham, man læser: den lidt anonyme mandlige hovedperson, de lettere mystiske, ofte lidt tragiske og selvmordstruede unge kvinder, en vis opmærksomhed på indtagelse af mad og drikke såvel hjemme som på caféer og restauranter, anonyme og stiliserede samværsformer (de menneskelige fællesskaber er ikke fremtrædende hos Murakami, selvom en 1968-studenteraktivisme i Japan melder sig som erindring hos nogle af personerne), mange indslag om musik, såvel klassisk som jazz og pop-rock (Beatles, Beach Boys). Hvordan kan det hele være der, uden at magien er der?

Det, der mangler, er alt det mystiske, fantastiske og overnaturlige, der hos Murakami altid fremstår cool og dæmpet sammenlignet med den magiske realisme hos de latinamerikanske forfattere. Der er nogle små tilløb omkring nogle tvillingepiger, der tilsyneladende kommer ud af intet, og en kold og uhyggelig containerhal med en masse flippermaskiner, samlet af en ukendt aficionado, men det bliver ved ansatserne. Der er derfor heller ikke nogen gåde, der kan drive plottet frem. Mysteriet mangler, og monotonien tager over.

Men selvfølgelig er det en fornøjelse at læse alligevel. Når man én gang har solgt sin sjæl til Murakami, kan man bare ikke få nok. Ganske vist er det blevet sent, men musikken spiller jo stadig i jukeboxen, og mon ikke man lige kan nå endnu en enkelt lille øl og en sidste hyggesnak med bartenderen, inden han skal ud og skrive ved sit køkkenbord? For han har et stævnemøde med verdens-litteraturen.