I dag er det 60 år siden, at den sidste åbne grænse i Tyskland blev lukket, først med pigtråd (efter sigende delvis indkøbt i vest) og siden med en mur, som udbyggedes mere og mere. Berlinmuren var det håndfaste symbol på Europas deling og den kolde krig.
Og så blev den faktisk om ikke begyndelsen til enden, så enden på begyndelsen. Vesten var overlegen i den kolde krig undtagen ét sted: Berlin var efter aftalerne i Jalta i februar 1945 delt i sektorer som resten af Tyskland i zoner. Men hele byen lå langt inde i den sovjetiske zone, det senere DDR. Russerne havde med en blokade i 1948-1949 og senere med diverse trusler forsøgt at få vestmagterne ud af byen. Vestberlin var en torn i øjet og blev det med den stigende velstandskløft mere og mere. Østtyskere flygtede eller flyttede i stort tal vestpå, ikke mindst de veluddannede. Det kunne ingen stat holde til i længden.
Det østtyske regime plagede derfor russerne for at få lov at lukke grænsen. Men Sovjetunionen veg tilbage for en grænselukning, som ville være et brud på de gamle aftaler. I den sovjetiske optik havde det altid været Vesten, der havde brudt aftalerne. Det ville man ikke selv, og man satsede stadig på hele Berlin.
I juni 1961 mødtes supermagternes ledere Khrusjtjov og Kennedy i Wien. Det kom næppe ligefrem til en aftale mellem de to ledere om at lukke grænsen i Berlin. Men kort efter topmødet kom der amerikanske signaler, som i hvert fald kunne tolkes som en stiltiende accept. Imens tog afvandringen til, og den 13. august blev grænsen så lukket.
For de fleste var det et chok, de havde ikke set det komme. Berlinere i både øst og vest var spærret inde, og det var naturligvis værst for dem i øst. Vesten protesterede højlydt. Men man kunne snart se, at grænselukningen på sin egen brutale måde betød afspænding. Den var nemlig foruden at stabilisere DDR også et signal om, at Sovjetunionen havde opgivet at få kontrol med hele Berlin.
En af de første til at se den side af sagen var Vestberlins overborgmester Willy Brandt, som i de følgende år udformede den ”østpolitik”, han sammen med sin udenrigsminister Walter Scheel og sin forhandler Egon Bahr fik mulighed for som kansler at gennemføre fra 1969: Forsigtig imødekommenhed over for øst skulle fremkalde de forandringer hos modparten, som kunne forvandle den kolde krig til en slags fred og derved muliggøre en tysk genforening. Den var og blev det langsigtede mål.
Et chok for de fleste, skrev jeg. De mest opmærksomme anede, at noget var i gære. Midt i 1960’erne mødte jeg på et kollegium i Vestberlin en student fra Potsdam, hvis forældre den 11. august havde rådet ham til at tage til Vestberlin – nu! Det havde han ikke fortrudt. Et perspektiv udefra leverede til gengæld den nigerianer, jeg i 1967 mødte i Kiel. Som alle udenlandske studerende havde han fået en tur til Berlin for at se Muren. Han kom opbragt tilbage: ”I mit land er der borgerkrig (Biafra-krigen), tusinder dør hver dag. Og så vil de have mig til at synes, at den mur er det værste i hele verden!”.
For Vesttyskland fik grænselukningen den konsekvens, at tilstrømningen af ofte veluddannet arbejdskraft pludselig gik i stå. Det tvang Vesttyskland til at reformere sit skolesystem, som også i høj grad trængte til det. Og i en tid, hvor økonomiske sanktioner florerer, er det værd at huske, at den 13. august 1961 ikke kan aflæses i den tysk-tyske handelsstatistik. Det var business as usual hen over al pigtråd. Vesttyskland ville ikke foretage sig noget, som kunne ligne en accept af den tyske deling. Derfor var DDR i øvrigt også fra EF’s grundlæggelse en slags medlem ad bagdøren.
Og selv fra østtysk side veg man tilbage fra at bryde alle broer. De u-banelinjer, som løb fra vestsektor til vestsektor under Østberlin, standsede ikke ved de østberlinske stationer. Men perronerne blev ikke fjernet, og gadenettet blev heller ikke lagt om. Da Muren faldt i 1989, var det nok at sløjfe forhindringerne og lægge lidt ny asfalt på selve grænsen.
Klummen ”eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklands-ekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.