Professor: Murens fald blev begyndelsen på uhæmmet grådighed og opløst solidaritet

Kommunismens sammenbrud kunne have ført til, at alt blev godt. Men i stedet har det ført til storhedsvanvid, grådighed og tiltagende overvågning og kontrol i Vesten. Sidstnævnte må gøre en gammel Stasi-medarbejder grøn af misundelse

Da kommunismen brød sammen, kunne alt eller dog temmelig meget være blevet godt. I stedet gik det meste galt, skriver professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard.
Da kommunismen brød sammen, kunne alt eller dog temmelig meget være blevet godt. I stedet gik det meste galt, skriver professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard. Foto: Julian Radzik/Nf-Nf/Ritzau Scanpix.

Den 9. november 1989 hørte jeg i en eller anden transmission, at Berlinmuren ville blive åbnet. Jeg ringede straks til min ven i Østberlin, inden alle ledninger – så mange var der ikke – blev optaget, og spurgte: Har du hørt det? Han svarede muntert: For en gangs skyld var vi selv først med nyheden.

Det var nemlig ikke ualmindeligt, at østtyskere, som ønskede at følge med i, hvad der foregik i deres land, måtte ty til vesttyske kilder. Det var til gengæld heller ikke svært. Vesttysk tv kunne modtages i næsten hele DDR, dog ikke i det sydøstligste hjørne, som derfor også i folkemunde hed ”de intetanendes dal”.

Det var gået stærkt i ugerne forud: mandagsdemonstrationer – den største med cirka 70.000 deltagere i Leipzig den 9. oktober – og magtskifte. Erich Honecker blev afsat som DDR’s leder den 18. oktober. Den 4. november fandt en gigantisk demonstration sted på Alexanderplatz i Berlin. Men stadig var der ingen, der kunne tro, at Muren bare sådan ville blive gennemhullet, og sandsynligvis skete det også ved en fejltagelse.

Der var intet pres vestfra, for alle var bange for, hvad der ville ske, hvis og når det vaklende DDR-styre brød sammen. Jeg har til dato ikke mødt nogen, som tør prale af at have forudsagt det, der skete den 9. november, endsige at alt kom til at foregå uden blodsudgydelse.

Kort efter Murens fald sagde Willy Brandt de berømte ord:

”Nu vokser det sammen, som hører sammen.” For Brandt havde en tysk genforening altid været målet, og hans politik gødede jorden ved at gøre det umuligt for regimet i øst at fremstille Vesten som en fjende, der blot ville erobre. Hvad der siden skete, kom for mange østtyskere til at tage sig netop sådan ud. Der blev ikke tid til, at noget kunne vokse sammen. Den ene del af Tyskland blev overtaget af den anden, og der blev ikke sten på sten tilbage af DDR.

At regimet forsvandt, var én ting. Men at hele samfundet også forsvandt, var en anden ting, som har trukket sine spor frem til i dag og vil blive ved med det en rum tid endnu. Formelt skabtes den tyske enhed af en traktat mellem to suveræne stater. Reelt annekterede den ene stat den anden. 40 års liv i DDR blev nedskrevet til nul og det ramte alle – partimedlemmer og dissidenter og det store flertal midt imellem.

I de andre postkommunistiske lande var det den samme befolkning, som på det samme territorium skulle skabe noget nyt. Erfaringer kunne bruges. Østtyskernes erfaringer kunne ikke bruges, vesttyskerne ordnede det hele. Østtyskerne blev sat ind i et nøglefærdigt hus, hvor væggene var malet, møblerne sat på plads, billederne hængt op.

Det var bekvemt de første 14 dage, men så ikke længere. Den afmægtige frustration gik først til venstre. Men da venstrepartiet viste sig konstruktivt og gik i regeringer, blev det ofte set som en del af fremmedgørelsen, og protesten vandrede mod højre.

Da kommunismen brød sammen, kunne alt eller dog temmelig meget være blevet godt. I stedet gik det meste galt. Vestens sejr i den kolde krig førte ikke alene til storhedsvanvid, men betød også, at bagsiden af vort eget system, som vi af konkurrencegrunde havde holdt lidt styr på, blev forside.

Da først konkurrenten var væk, kunne vi i Vesten opføre os, som det passede os:

Uhæmmet grådighed (som ødelægger moralen), udsalg af samfundets arvesølv til private interesser (som opløser solidariteten), vulgarisering af den offentlige debat (som skaber ufordragelighed), lyst til militære eventyr (som er gået gruelig galt) og tiltagende overvågning og kontrol (som må gøre en gammel Stasi-medarbejder grøn af misundelse).

Godt at Muren faldt. Skidt, at vi ikke var bedre til at forvalte vores overlegenhed. ”Man bliver dum af at sejre,” som Günter Grass sagde.

Klummen ”Eftertanken” skrives af professor, forfatter og tysklandsekspert Per Øhrgaard og bringes i avisen hver anden fredag.