”Dagligt kommer de. Kommer de gående. Tavse gennem byen. Gående gennem byen. Tidløst gående. Livløst gående. Gående.” Et messende refræn, der både indleder og afslutter sceneversionen af Peer Hultbergs vældige romanværk ”Requiem” fra 1985. Og selvom Hultbergs roman er besmykket med titlen for den romersk-katolske bøn om fred for de døde, er der ingen hvile at spore i det plagende, forpinte persongalleri.
Med rekviemmet som kompositorisk formel er der ligesom i det Hultbergske tekstforlæg en kakofoni af stemmer til stede på scenen. En myriade af menneskeliv blander sig, fletter sig ud og ind imellem hinanden. Snart er vi på et kontor, snart på en bar, så på ferie, på en bænk, i en klam kælder, i en fængslende kærlighedstragedie, i alkoholikerens ensomme stue.
Heldigvis har man beskåret Hultbergs monumentale mammutroman fra svimlende 539 til bare 80 fortællinger på en måde, så iscenesættelsen ikke mister den oprindelige fornemmelse af uendelig tankestrøm. Lig Joyces navnkundige ”Ulysses”, som i øvrigt var Hultbergs helt store stilistiske inspiration, er temaet bevidsthedens flydende form – de talrige stemmer, der musikalsk umærkeligt udskifter, overtager og synger i munden på hinanden. Nogle med en helt sagte, verdensfjern hvisken, andre med en bombastisk, overrumplende røst.
Den episodiske fortælleform bindes kun sammen af en fælles rod i det dystopiske – den kollektive ensomhed. De indre monologer åbenbarer på hver sin ejendommelige vis en afgrund af afstand mellem mennesker. Alt det dulgte og fortrængte flyder momentvis op til overfladen. Mindreværdet, misundelsen, komplekserne, perversioner og længsler.
Man kunne frygte, at et så sønderrevet værk uden en egentlig fortløbende historie kun kunne blive til forceret og stift litteraturteater. Alligevel lykkes det forbilledligt for forhenværende billedkunstner Jacob Schokking at give sceneliv til de mange monologer. Det klæder den overvældende ordflod, når den sekunderes af så billedstærk og visuelt meddigtende en scenografi. Projektioner på to gigantiske lærreder, intime interviews med karaktererne og gådefuldt skyggespil sikrer intense og poetiske rum i rummet. Det fungerer, fordi det visuelle udtryk ikke forsøger at få hold på og dressere tekstens mange mislyde og strittende stemmer.
Også kostumemæssigt får det fragmenterede og flerstemmige lov at forplante sig. Stine Gudmundsen-Holmgreens kludetæppegevandter er ikke desto mindre bedre tænkt end udført, og de står desværre let lurvede og mærkeligt fremmede ud mod resten af det strømlinede scenemaleri.
Stykkets maksimalistiske billedside suppleres af det mangfoldige ensemble på scenen. Otte prominente spillere – Lise Baastrup, Andreas Jebro, Solbjørg Højfeldt, Marie Bach Hansen, Elliott Crosset Hove, Steen Stig Lommer, Olaf Johannessen, Julie Agnete Vang. Og de spiller alle hæderligt. Men én må man fremhæve. Olaf Johannesen. Med sit karakterfulde udtryk og myndighed i stemme og fremtoning formår han at fastholde, at fængsle publikum. Når han blandt andet spiller sadisten med mindreværdskomplekser, er han forrygende sjov uden at udlevere sin figur. Det er sjældent godt karakterarbejde.
Det tvangsmæssigt ensformige i de små scenesekvenser skaber en nærmest meditativ messen, som forplanter sig i publikum. Undervejs kan man ikke undgå at miste fodfæste og flyde med i Hultbergs menneskehav. Som et kalejdoskopisk spejlkammer – en stemmestrøm, der stedse skifter farver og danner nye brogede billeder.
Det er ikke mindre end mesterligt udført litterært teater. Bravo, Betty.