Vi har så travlt med at lægge mærke til fjolserne omkring os, at vi overser, at vi selv er de største fjolser.
Det er et af budskaberne i Michael Kviums udstilling ”Fools”, der lige nu kan opleves på kunstmuseet ARoS i Aarhus. Men i stedet for at formidle det budskab på en vægtekst, der kan hænge ved siden af Kviums til tider groteske afbildninger af alverdens skæve eksistenser, kan man som museumsgæst opnå den forståelse ved selv at bidrage til udstillingen. Ganske enkelt ved at tage en ”selfie” (foto af sig selv) med nogle af Kviums ikoniske rekvisitter - et kranie, et æg eller en citron - på hovedet. Billedet kan man sende til museet fra sin telefon, og så dukker det kort tid efter op på en stor interaktiv projektion på en væg.
”Vi oplever stor interesse for tiltaget, herunder ældre damer, der står selv, dybt koncentrerede, med et kranie på hovedet og tager billeder af sig og så bagefter råber 'se mig, se mig, nu er jeg et fjols', når billedet i femten sekunder kan ses oppe på projektionen,” siger museumsinspektør Pernille Taagaard Dinesen.
Kviums udstilling åbnede i oktober og runder nu 100.000 besøgende, og der er blevet taget og sendt over 6000 selfies til museet.
Brugerinddragende formidling er de senere år blevet mere udbredt på museer, teatre og andre kulturinstitutioner i ind- og udland og er tilsyneladende ganske populært blandt gæsterne, siger specialkonsulent Ida Brændholt Lundgaard fra Kulturstyrelsen.
”Udviklingen skyldes blandt andet den stigende udfordringen fra digitale medier og andre kulturtilbud. Der sker et markant skift i museumssektoren fra at fokusere på genstande til at sætte mennesker i centrum,” siger hun.
Styrelsen har de seneste år haft formidling med brugerperspektivet som indsatsområde og samarbejdet med alle statslige og statsanerkendte museer om en fælles undersøgelse af brugerne, der blandt andet viser, at de gerne vil engageres og deltage.
Med den aktuelle Kvium-udstilling har inddragelsen af publikum nået nye højder på ARoS og ud på de sociale medier. Udviklingen skyldes, at det ligger dybt i vores kultur, at vi gerne vil sætte vores eget præg på kunsten, mener Pernille Taagaard Dinesen.
”Man ser andre steder i samtidskunsten, at det handler om at definere, hvad beskueren selv står for. Hvad giver det her kunstværk mig, som betragter udstillingen? Kunsten er optaget af det, fordi vi som mennesker har brug for at sætte vores eget personlige præg på vores omgivelser. Vi har brug for at se os selv implementeret i budskabet. Sådan er kulturen i dag. Det er ikke pirrende nok kun at læse en vægtekst for at finde ud af, hvilke tanker kunstneren har tænkt. Vi vil selv være med til at tænke,” siger hun.
I USA og Storbritannien er brugerinddragelse også udbredt på museer og teatre. Brooklyn Museum og MoMA i New York arbejder eksempelvis blandt andet med publikum gennem sociale medier. Og The Royal Shakespeare Company i London har lavet en stor begivenhed omkring forestillingen ”En Skærsommernatsdrøm”, der blev udført i løbet af en hel nat i en skov og samtidig transmitteret på nettet. Teatret engagerede publikum ved at give forestillingen et digitalt liv både før, under og efter selve opførelsen. Og Shakespeares karakterer fik deres eget liv på de sociale medier. Projektet nåede over en weekend ud til 30 millioner brugere.
Brugerinddragende kunst er udtryk for et oprør, der har været undervejs i et stykke tid, mener professor i kunsthistorie ved Aarhus Universitet Jacob Wamberg.
I det 20. århundrede har europæiske museer traditionelt været præget af ”white cube”-formidling. Altså at et museum består af firkantede, hvide og angiveligt neutrale rum, hvor den dagsorden, der altid er, holdes skjult. Når brugerne bliver trukket ind i kunsten, ophæves denne tilsyneladende neutralitet, fordi omgivelserne bliver synliggjort, siger han.
”Avantgarde-kunst har tidligere gjort op med den på overfladen neutrale formidling ved at prøve at bryde ud af den indhegning, som museerne har repræsenteret. Og med en ret stor forsinkelse er museerne begyndt at følge efter og tænke anderledes om værkernes præsentation. Man er blevet mindre bange for at gøre museet til en aktiv aktør,” siger han og forklarer, at oprøret også betyder, at museer nu taler mindre autoritativt til brugerne end tidligere.
”Før var der nogle ting, der skulle formidles til brugerne. 'Sandheden' - med stort 'S'. På grund af en radikalisering af kunsten og et opgør med denne tankegang er der ikke længere nogen samlende fortælling. I stedet vil man møde publikum der, hvor det er. Samtidig er der også et kommercielt perspektiv: Hvordan får man så mange som muligt ind på museerne?”, siger Jacob Wamberg.
På ARoS er man glade for Kvium-udstillingen, hvor brugeren og dennes individuelle oplevelse er indtænkt i selve konceptet. Det samme gælder Olafur Eliassons regnbuepanorama, der kroner ARoS, som netop hedder ”Your Rainbow Panorama”, påpeger Pernille Taagaard Dinesen.
Om museet også på fremtidige udstillinger vil opfordre folk til at tage ”selfies”, kan hun dog ikke sige noget om endnu.
”Vi er meget fokuserede på aspektet med at involvere folk og engagere dem i at sætte et personligt aftryk. Men det skal give mening for den enkelte udstilling, og vi må aldrig gå på kompromis med kunsten,” siger hun.
Det sidste er vigtigt, mener Jacob Wamberg, for museerne skal passe på med ikke at kompromittere deres rolle som kunstformidlere ved at blive ren forlystelse.
”Det er fint nok, at kommunikationen bliver mere interaktiv, at der bliver brugt nye teknologier, og at beskueren bliver indregnet. Hvis det altså er i samklang med gedigen formidling. Men jeg har en bekymring ved udviklingen, fordi der også er en eller anden form for minimumspensum, der skal nå ud over rampen. Moderne kunst har mange betydningslag - det er faktisk selve idéen med det moderne kunstbegreb - men ikke ubegrænset mange, og der er altså nogle af disse lag, som skal peges ud for beskuren,” siger han.