Museer takker ja til halv-pris ordning

De fleste museer vil søge Folketingets sommerpakketilbud om halvering af entréprisen, men der er dog delte meninger om ordningen

ARoS-direktør Erlend G. Høyersten er skeptisk over for ordningen: ”Vi er naturligvis glade for, at man vælger at støtte kulturen. På kort sigt kan ordningen have en effekt, men vi er bekymrede for, at den ikke virker på langt sigt, da det kan påvirke villigheden til at betale fuld pris efterfølgende," siger han. Arkivfoto.
ARoS-direktør Erlend G. Høyersten er skeptisk over for ordningen: ”Vi er naturligvis glade for, at man vælger at støtte kulturen. På kort sigt kan ordningen have en effekt, men vi er bekymrede for, at den ikke virker på langt sigt, da det kan påvirke villigheden til at betale fuld pris efterfølgende," siger han. Arkivfoto. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix.

Der skal ikke være pengene, der afgør, om familien skal på museumsbesøg i sommerferien. Det er blandt andet tanken bag den del af Folketingets sommerpakke, der giver de danske museer mulighed for at give besøgende adgang for halv pris i skolernes sommerferie, der begynder i dag. Samtidig fungerer ordningen også som et plaster på såret efter coronanedlukningen, hvor museerne mistede mange penge i tabte entréindtægter.

Ordningen åbnede for ansøgninger i torsdags, og direktør for Organisationen Danske Museer Nils M. Jensen vurderer, at langt de fleste museer vil forsøge at få del i de ialt 186,5 millioner kroner, der er afsat. Han tvivler dog på, om der er penge nok, og derfor opfordrer han sine medlemmer til at søge hurtigst muligt.

”Med tanke på, hvor mange besøgende museerne kan forvente i skolernes sommerferie, er det afsatte beløb ikke ligefrem svimlende. Derfor vil jeg opfordre de museer, som har tænkt sig at benytte ordningen, til hurtigt at få en ansøgning afsted. Ganske vist er ansøgningsfristen først i september, men vi kender ikke perspektiverne, hvis beløbet viser sig at være utilstrækkeligt,” siger han.

Kunstmuseet ARoS er et af de museer, der søger hjælp til, at kunne sælge billetter for halv pris, men direktør Erlend G. Høyersten er skeptisk over for ordningen.

”Vi er naturligvis glade for, at man vælger at støtte kulturen. På kort sigt kan ordningen have en effekt, men vi er bekymrede for, at den ikke virker på langt sigt, da det kan påvirke villigheden til at betale fuld pris efterfølgende. Det ville måske være bedre at give støtte til indholdet i stedet for til entrébilletter,” siger han.

ARoS havde før modregningen af hjælpepakker et indtægtstab på 11 millioner kroner under forårets nedlukning.

På Djursland er Britta Andersen, som er museumsdirektør på Danmarks Herregårdsmuseum, mere begejstret:

”Vi er rigtig glade for, at vi med ordningen kan tilbyde historiske oplevelser af høj kvalitet til en meget billig pris hele sommerferien. Vi håber, det vil få rigtig mange til at besøgte museet, både turister og de mange lokale, som skal holde ferie hjemme i år,” siger hun.

Museet mister denne sommer alle deres grupperejsende gæster og forventer heller ikke at få besøg af mange udenlandske turister.

Astrid la Cour, der er direktør for fem museer på Frederiksberg, deriblandt Bakkehuset og Storm P. Museet har også tænkt sig at søge Folketingets halv pris-ordning.

”Jeg kan godt være i tvivl om, hvor mange flere besøgende vi får ind på den konto, og i hvert fald bliver det svært at bedømme effekten. Det her museumsår kan ikke sammenlignes med nogle andre år,” siger hun.