Museet i Aalborg er forvandlet på smukkeste vis

Kunsten i Aalborg fremstår, som var den tegnet i går og bygget i dag. Og den unikke samling af moderne dansk og international kunst fra det 20. og 21. århundrede er nu suppleret af stærke værker doneret af Ny Carlsbergfondet

Museet i Aalborg er forvandlet på smukkeste vis

I halvandet år har Aalborg og det store nordjyske opland måttet undvære sit kunstmuseum, men i den forgangne weekend genåbnede det på festligste vis. Dog gik museet ingenlunde i stå under ombygningen, som det er fremgået både af tv-serien ”Kunsten flytter ind” og talrige udstillinger rundt om i landet, hvor værker fra samlingen var sendt ud på arbejde. I weekenden strømmede publikum, kunstnere og andre professionelle fra kunstens verden til Aalborg fra hele landet for at se det renoverede kunstmuseum.

Der var stor tilfredshed hos alle dem, som Kristeligt Dagblad talte med. Den finske arkitekt Alvar Aaltos smukke, på en gang minimalistiske og poetiske bygning fra 1972 med det uforlignelige oven- og sidelys var efterhånden blevet noget slidt. Desuden var de hvide facadefliser i carrara-marmor efterhånden begyndt at ligne gamle, gulnende osteskiver, som bestyrelsesformanden, Anders Hjulmand, udtrykte det i sin tale.

Også udstillingsarealerne trængte til en opdatering klima- og forsikringsmæssigt. Det er alt sammen i orden nu, hvor museet har undergået en metamorfose og fremstår, som var det konciperet i går og bygget i dag.

Nu er der blevet plads til samtidskunst, som hyppigt udfolder sig i store og utraditionelle formater og medier, takket være det nye, 750 kvadratmeter store udstillingsrum under terræn. Publikumsfaciliteterne til både børn og voksne er blevet langt bedre end tidligere. Alt er smukt og topmoderne.

Desuden er nye værker blevet føjet til den i forvejen meget fine samling. For eksempel hører man allerede ved indgangen fra en række højttalere på det spritnye marmor den danske konceptkunstner Jens Haanings lydværk ”Tyrkiske vittigheder” fra 1994. Dette relationelle værk blev oprindelig monteret i Berlin, hvor der er en stor population af tyrkere. Således blev den forbipassserende tyske befolkning pludselig holdt udenfor, mens tyrkerne morede sig bravt. Det er et på en gang politisk, multikulturelt og humoristisk signal at sende til det nordjyske publikum.

Den faste samling, som består af 2000 malerier, skulpturer, videoværker og installationer foruden 2000 papirarbejder, er nu blevet reorganiseret og danner nye fortællinger. I sidelyssalenes køjer har man under titlen ”Let's Match” skabt en række spektakulære og uortodokse ”tableauer”, som sætter værker fra højst forskellige epoker og stilarter sammen i nye kombinationer. Her møder Tal R Henry Heerup - et for begge parter forfriskende møde - og Christina Hamre møder Rita Kernn-Larsen - også dette er et spændende møde. Museets dynamiske direktør siden 2009, Gitte Ørskou, og hendes stab har her lagt et nyt snit ned over samlingen. Det fungerer nogle steder rigtig godt, andre steder synes ”møderne” mere tilfældige og postulerede.

I den store ovenlyssal har man lagt framingen i hænderne på den dygtige udstillingsarkitekt Anne Schnettler, som har skabt en transparent kunstlabyrint i form af en stor, åben og ret rå reolagtig trækonstruktion, som værkerne hænger på. Det har man angiveligt gjort for at signalere en mere temporær, intern arkitektur, der spiller op til Aaltos evige, hvide kube. En anden grund er, at man vil vise, at kunsten i det 20. århundrede bevæger sig ad mange simultane spor. Under titlen ”Let's Get Lost” udstilles eksempelvis fluxus-kunsten i Tyskland, popkunsten i USA og konstruktivismen i Paris i samme ombæring for derved at synliggøre, at disse stilarter og kunstneriske strategier opstår samtidig, fortæller museets direktør. Denne anmelder foretrækker imidlertid mere ro til kunstoplevelsen og dermed mere fokus på de enkelte værker. Flere steder savnedes også skiltning, og så er man for alvor ”lost”.

Samlingen er imidlertid af ypperlig kvalitet. Cirka 400 værker hænger fremme, og det ene væsentlige og knaldgode værk hænger eller står ved siden af det andet. Der er højt til loftet og massevis af internationale værker af kunstnere som Robert Rauschenberg, Andy Warhol, Fernand Léger og Max Ernst med flere. Der er rigtig mange gode værker af Cobra-kunstnerne, og så er samlingen blevet optimeret yderligere, efter at Louisiana har deponeret fem vigtige værker af blandt andre Per Kirkeby og Frank Stella.

Desuden har Ny Carlsbergfondet rundhåndet doneret fem værker, for eksempel den italienske ”arte povera”-kunstner Michelangelo Pistolettos store spejlværk bestående af 11 indrammede spejle, der hænger i et separat meget smukt rum med marmorgulve. Man har senest kunnet opleve dette værk på Venedig-biennalen i 2009 og forrige år også i det privatejede galleri Andersens Contemporary på Amager. De 11 store spejle bliver rituelt smadret af kunstneren under hans performance på museet den 18. februar. Pistolettos spejlværker er på én gang en refleksion over den skrøbelige jeg-identitet i senmoderniteten og en påmindelse om den vesterlandske kulturs brutale fremfærd i verden og meget mere.

Et andet værk, doneret af Ny Carlsbergfondet, er kunstnerduoen Elmgreen & Dragsets ”Marriage” (2004), som er installeret tæt ved receptionen og straks får en til at overveje den nødvendige håndhygiejne, indtil det går op for én, at det er et kunstværk. Det består af to ens spejle og to håndvaske med nogle knudrede og krøllede afløb, som er viklet ind i hinanden, og som ikke løber ud i en rist. Et sorgmuntert billede på ægteskabet som institution på godt og ondt. Kunsten er en nyslebet hvid krystal, fyldt med spændende kunstoplevelser. Der er nok at komme efter på Kunsten med stort K. I øvrigt et noget prætentiøst og samtidig ubestemmeligt navn, som man med fordel kunne have udskiftet i forbindelse med genåbningen.

kultur@k.dk

Foto: Niels Fabaek