Museet skal gøre sindet åbent for refleksioner

Direktør i Den Gamle By i Aarhus Thomas Bloch Ravns bedste fagbog forener viden med oplevelse

Thomas Bloch Ravn.
Thomas Bloch Ravn. . Foto: Erik Jepsen/Ritzau Scanpix.

Hvilken bog er din nyttigste bog?

George F. MacDonald og Stephen Alsfords ”A Museum for the Global Village” fra 1989.

Hvordan og hvornår har du brugt den?

Jeg læste den første gang i begyndelsen 1990’erne, da jeg var på Struer Museum. På det tidspunkt havde museumsverdenen den form, som den havde fundet frem til i 1970’erne, og jeg begyndte at føle et behov for at udvikle museet på en ny måde.

Det var en kollega fra Ringkjøbing-Skjern Museum, der stak mig en kopi af en artikel i hånden, som den canadiske antropolog og museumsmand George F. MacDonald havde skrevet. Den var spændende, syntes jeg og begyndte at læse hans bog. Det viste sig, at forfatteren var ved at opbygge ”The Canadian Museum and Civilization”, som var en kæmpe satsning også på verdensplan. Hans tanker var at lave museum på en ny måde, der tog mere hånd om publikum og fokuserede på historier, der var relevante for nutidsmennesker.

I dag tager jeg stadig af og til bogen frem og snuser i den. Der er ting, jeg har streget under, og citater, som har stor inspirationskraft. Det er den slags citater, man kan tygge på, og jo mere man tygger, jo mere smag får de.

Hvad har du lært af den?

Når jeg til stadighed vender tilbage til den som opslagsværk, er det, fordi forfatteren ser på museer fra forskellige nyttige synsvinkler: museet som symbol, som vision, som udstilling, som skatkammer, som erindring, som mentor, som fejring, som vært, som ressource. Det kan jeg bruge som afsæt til at tænke nyt og anderledes.

For jeg siger som George MacDonald, at vi ikke skal være bange for at give folk en god oplevelse. ”A good day out”, som han siger. Den, der ikke har forstået, at der er en forbindelse mellem underholdning og oplysning, ved ikke meget om nogen af tingene. Som museum skal vi tage folk om hjertet for at gøre deres sind åbnet for refleksion.