Prøv avisen

Musen, hans søn og Auschwitz

Jøder som mus, holocaustlitteratur som tegneserie. Velkommen til ”Maus”, et særegent stykke føljetonlitteratur, der begyndte for 40 år siden i år. Vi sætter fokus på værket i anledning af den årlige Auschwitz-dag. – Tegning: Art Spiegelman.

Nyklassikeren Maus er historien om en overlevende fra Auschwitz og hans fremmedgjorte søn, der forsøger at forstå sin fars oplevelser. Tegneserien satte nye standarder for såvel grafisk fortællekunst som holocaustlitteratur. I år er det 40 år siden, Art Spiegelman påbegyndte sit værk, som vi sætter fokus på i anledning af Auschwitz-dagen i dag, den 27. januar

"Jøderne er utvivlsomt en race, men de er ikke mennesker," skrev Hitler. I tegneserien "Maus – en overlevende fortæller" er jøderne tegnet som mus, nazisterne som katte.

Det er i år 40 år siden, at Art Spiegelman påbegyndte sin banebrydende, Pulitzer-prisvindende tegneserie om sin far, Vladek Spiegelman, der overlevede Auschwitz. Tegneserien er i dag obligatorisk pensumlitteratur på mange high schools og universiteter i USA. Den blev færdiggjort i 1991 og foregår i to spor: Det ene handler om faderens oplevelser før, under og efter Auschwitz. Det andet handler om selve den lange skriveproces, hvori sønnen forsøger at komme til rette med sin far, hans historie og traumet holocaust.

De fleste anbefalinger af Maus indledes med samme konstatering: Lad alle forudfattede meninger ligge – Maus er intens litteratur. Ikke på trods af, at det er en tegneserie om holocaust fortalt med dyr i stedet for mennesker, men netop derfor.

Det, der drev Art Spiegelman til at skrive Maus, og det, der driver fortællingen i Maus, er en og samme sag: et ønske om at forstå.

Forfatterens forældre overlevede begge Auschwitz, og det satte naturligvis et præg på Art Spiegelmans barndom og opvækst. Alle fire bedsteforældre, de fleste fætre, kusiner, mange venner, bekendte og Arts storebror, forældrenes førstefødte, var blevet dræbt i krigen. Men det var ikke noget, man talte om. Ikke bare i familien, men i USA i det hele taget havde det fulde omfang af Hitlers Endlösung endnu ikke sat sig i den fælles bevidsthed om krigen. I dag er holocaustlitteratur næsten en genre for sig. Sådan var det ikke i de første år efter krigen. Hovedværket om krigens rædsler var for mange amerikanere Time Life-billedbøgerne med Winston Churchills erindringer, og heri bliver forbrydelserne begået mod jøderne blot nævnt i en bisætning blandt andre ofre for nazibarbarisme.

Når Spiegelman-forældrene talte om at sulte, kvitterede høflige amerikanere med anekdoter om rationering og benzinmangel. Art Spiegelman siger i interview­bogen Meta-Maus:

"Som barn husker jeg, at mine venner spurgte min mor om tallene på hendes arm, og hun svarede, at det var et telefonnummer, hun ikke ønskede at glemme. Og jeg vidste, at nogle af mine forældres amerikanske venner sagde Tch, tch, tsch, åh, de har haft sådan et hårdt liv. Men jeg havde ikke rigtig nogen fornemmelse af, hvad det var, og jeg vidste ikke, hvad de venner var klar over eller ej.".

I sin opvækst så Art Spiegelman dog, hvordan hans forældre var blevet mærket. Vladek Spiegelman kviede sig højlydt ved at lade en tændstik gå til spilde; han talte konstant sine penge, fødevarer, søm, alt. Han havde overlevet Auschwitz ved at gemme alt, hvad han fandt, og det holdt han aldrig op med, selvom han blev velhavende. Moderen begik selvmord i 1968 uden at efterlade sig et afskedsbrev. Art Spiegelman endte på psykiatrisk hospital i en årrække, da han kom i 20erne.

Spiegelmans omverden begyndte at få øjnene op for det fulde omgang af nazitidens jødeudryddelser i forbindelse med Eichmann-processen i 1962 og måske i endnu højere grad, da tv-serien Holocaust blev vist på amerikansk tv i 1978. Den fik folk til at tale; den brød tabuet. Også for Art Spiegelman, som allerede havde tegnet sine første Maus-sider, men nu tog mod til at tale med sin far om det.

"Historien i Maus er ikke bare historien om en søns problemer med sin far og heller ikke historien om, hvad hans far gennemlevede. Det er om en tegneserieskabers forsøg på at leve sig ind i, hvad hans far gennemgik," siger Art Spiegelman i Meta-Maus og fortsætter senere:

"Bogen er en tekst om min kamp," mein Kampf.

Maus handler altså på én gang om holocaust og om at komme overens med holocaust. Både som overlever og efterkommer, men også, når læseren overtager værket, som anden- og tredjehåndsvidne.

For at forsøge at forstå holocausts rædsler må man forsøge at leve sig ind i førstehåndsvidnernes følelser, oplevelser og tanker. Her viser det sig med Maus, at tegneseriemediets styrker og begrænsninger har fordele, når det lægges i hænderne på en medie- og virkemiddelbevidst kunstner som Art Spiegelman. En i udgangspunktet lang i hvert fald mangeårig fortælling, der konstant springer i tid og fokus og handler om både monstrøsiteter, psykologi og dokumentarisme, kunne nemt ende som forvirrende miskmask. Men tegneseriemediets begrænsninger fokuserer historien og gør den effektivt fortalt.

På det tekstlige plan er der kun plads til den allermest nødvendige information i de fysisk små talebobler og tekstbokse. Tekst må nødvendigvis destilleres som til koncise salmevers eller en avis kun bestående af overskrifter. Det sker i "Maus" ikke med en simplificering af indholdet som resultat, men derimod med minimalismens fortællemæssige klarhed. Som for eksempel i bogens beskrivelse af madrationering i koncentrationslejrene, hvor få ord siger, hvad man kunne skrive lange bøger om: Hvis du spiste, hvad de gav dig, var det lige nok til at dø langsommere.

Billedkunsten bidrager på anden vis. Normalt tegnes en tegneserie på papir, der er cirka to eller tre gange større, end det trykkes. Så minimeres fejl, når tegningen nedfotograferes. Men Maus er tegnet i samme størrelsesforhold, som den er trykt, og med pen i sort-hvid i stedet for med glatte blyantstreger og blødgørende farvelægning. Det sætter sit præg på Maus i tre henseender: Dels får billederne et mere råt udtryk, dels har der simpelthen ikke været plads til mange detaljer, så fortællingen igen destilleres. Og endelig afføder en til en-processen, at bogen får et skitseagtigt og mere autentisk dagbogspræg, som bringer mindelser om Alfred Kantors berømte notesbøger fra livet i Auschwitz. Det gør Maus til en slags dogmefilm på papir.

Men en dogmefilm med mus og katte. Hvorfor det?

Ideén var nazisternes. I propagandafilmen Der ewige Jude fra 1940 af Fritz Hippler krydsklippes billeder af jøder med rotter, og sammenligningen blev brugt ofte også på plakater i Danmark. Formålet var selvfølgelig som i Hitler-citatet, der indleder denne artikel at dehumanisere jøderne.

At udbrede opfattelsen af jøder som giftige, sygdomsbærere, farlige undermenneskelige væsener, førte til, at man kunne slå min familie ihjel, har Art Spiegelman sagt i et radiointerview.

Det var denne raceadskillelse, som han forsøgte at vise ved at give jøder musehoveder. Og det var en logisk følge, at var jøder mus og rotter, så måtte tyskere være katte. Amerikanere blev til hunde, svenskere til rensdyr og polakker til grise (et kunstnerisk valg, der førte til demonstration og bogafbrændinger i Polen så sent som i 2001, da Maus blev oversat til polsk. Hitler kaldte polakker for Schwein).

Art Spiegelman vrider stor effekt ud af dyremaskerne, som han tegner simpelt blot med ansigtsform og øjne så to mus eller to katte næsten ikke er til at skelne fra hinanden. Med sparsomme detaljer og ikke-menneskelige ansigter må læseren selv lægge følelser og mening i de tegnede figurers ansigtsudtryk. Dyre-menneskene skaber ikke et afvæbnende abstraktionsniveau, men fører tværtimod læseren et ekstra lag ind i figurerne.

At Art Spiegelman bruger dyr i stedet for mennesker, har også en effekt på, hvad han kan vise, og hvordan man som læser identificerer sig med bogens personer. Med dyr kan han vise, hvad man ikke kan vise, enten i god smag eller for ikke at frastøde læseren totalt. Mere naturtro tegninger af døende og udhungrede mennesker i tusindtal kan, selvom det var virkelighed, være for ubærligt for holocaustlitteraurens formål, at få budskabet ind: Det skete virkelig.

Selv sammenligner Art Spiegelman det med, at man ikke tegner Muhammed eller Gud i islam. Med mus kunne han tegne noget, der var for profant til direkte afbildning.

Med mus kunne han få sin læser til at fatte, hvad rædslerne i holocaust gjorde ved helt almindelige mennesker.

Videre læsning: Art Spiegelman: Maus en overlevende fortæller.bind I og II, Politisk Revy 1987, 1992; Art Spiegelman: Meta-Maus, Pantheon Books 2011; The Story behind Spiegelmans Classic, NPR, 2011 (radiointerview); Ken Tucker: Cats, Mice and History, New York Times Book Review 1985 med flere.

Handlingen i ”Maus – en overlevende fortæller” foregår i to spor. Det ene handler om sønnen af to holocaust-overlevere, forfatteren, som forsøger at komme overens med sine forældres fortid. På sin vis er han selv en overlever. Det andet spor er faderens historier fra før, under og efter Auschwitz. – Tegning: Art Spiegelman (”Maus”, bind II, side 28).
At afbilde jøder som skadedyr er ikke nogen original idé. Her ses samme koncept brugt på en dansk propagandaplakat fra besættelsestiden. – Tegning: ukendt.