Der var engang et lille museum, der havde store drømme. Det begyndte som et beskedent byhus midt i Odense i et fattigfolkskvarter, som ingen regnede for noget, men det var alligevel et helt særligt hus. For her blev verdens største eventyrdigter født den 2. april 1805, og da H.C. Andersens eventyr senere rejste verden rundt, begyndte hans eventyrlystne læsere også at valfarte til digterens barndomshjem for selv at se, hvordan den geniale forfatter engang havde boet under fattige kår.
Ligesom ærten i ”Prinsessen på ærten” kom alle eventyrdigterens ejendele på museum, så man kunne se alt fra hans originale papirklip til natpotte på nært hold. Men historien måtte kunne fortælles bedre, mente man. Og i 1929 fik museet sin egen mindehal inspireret af selveste Pantheon i Rom. Det blev en ægte kuppelsal, der senere fik tilført freskomalerier af Niels Larsen Stevns – blandt andet med den storslåede scene fra fakkeltoget i 1867, hvor H.C. Andersen som en anden hjemvendt EM-helt blev udnævnt til æresborger i Odense. Større blev det ikke. Troede man. Men mens årene gik, drømte museumsfolkene alligevel om at udvide museet og gøre det til en attraktion i verdensklasse, så der blev rejst midler til at lave et kæmpemuseum på 5600 kvadratmeter omkring det lille hus og kuppelsalen, som heldigvis fik lov at stå. Intet var godt nok til H.C. Andersen, og opgaven med at tegne det nye supermuseum blev givet til den verdensberømte japanske arkitekt Kengo Kuma og hans tegnestue i Tokyo. Men projektmagerne skulle grueligt meget igennem. Først kom der naboklager, og da kommunen havde givet tilladelse til at bygge, som bygherrerne drømte om, kom der pludselig en verdensomspændende pandemi, som forsinkede projektet yderligere. Men i sidste uge åbnede H.C. Andersens Hus endelig dørene for Dronningen og publikum – uden at være blevet helt færdigt.
Udefra ser det heller ikke ud til, at museumseventyret – endnu – er endt lykkeligt. Man aner godt nok de dynamiske bygninger, der stikker op i bybilledet som eventyrlige hobbithytter. Engang skal det efter planen ende som en smuk offentlig museumspark til glæde for hele byen. Men nu er der stadig en rodet byggeplads omkring museet, som først bliver helt færdigt i september, hvor håndværkerne er i fuld gang. Indenfor er langt det meste til gengæld færdigt, og i øjeblikket åbner museet i stedet dagligt dørene fra klokken 14, så de besøgende alligevel kan få et smugkig til halv pris. Det passer tilsyneladende ikke helt et par fra Struer, som er mødt op klokken 13 denne tirsdag, da Kristeligt Dagblad ankommer som aftalt for at tale med museets formidlingsansvarlige ”Creative Director”, Henrik Lübker, som træder velklædt ud af personaledøren og direkte ud til en overhaling af turisterne fra Struer, som vist føler sig som den lille pige med svovlstikkerne i sommersolen.
”I kan ikke være bekendt at lade os stå sådan her udenfor. Vi er stået tidligt op og kørt fra Struer. Andre museer åbner klokken 10,” siger den utilfredse jyde, hvad den formidlingsansvarlige kun kan beklage – og lader turisten vente.
”Ja, det var jo en lidt hård start. Det er også ærgerligt, at vi stadig er i gang. Men af forskellige grunde har vi været meget interesseret i at åbne blødt allerede nu,” fortæller Henrik Lübker indenfor og tilføjer, at ”det, man viser til de fine, selvfølgelig også skal være tilgængeligt for alle andre”, så når Dronningen så museet i sidste uge, skal andre også kunne opleve det. Men det svarer måske lidt til, at hun indviede en bro, som man kun kan åbne i ét spor, før den er helt færdig, erkender han.
”Vi ville virkelig gerne have været færdige med det hele, men vi er blevet ramt af den ene forsinkelse efter den anden. Først kunne vi ikke få nogen folk til Danmark på grund af indrejserestriktioner. Det forsinkede byggeriet en del. Og så kom alle følgevirkningerne af coronakrisen med varemangler, som førte til yderligere forsinkelser. Først var der mangel på limtræstømmer og senere aluminium, som vi skulle bruge til skinner i loftet. Og så kom varemanglen på mikroprocessorer, som måske var det værste, for dem skulle vi bruge til vores intelligente audio-guides, som hele udstillingen var bygget op omkring, så vi måtte i sidste øjeblik sadle om og bruge en mobilbaseret teknologi i stedet,” siger han og tilføjer, at den GPS-bårne app endnu ikke er helt finjusteret.
Men i næste uge skulle det hele begynde at virke helt optimalt, så de indtalte fortællinger, der er knyttet til forskellige genstande på udstillingen, begynder, når de skal.
”Kan du høre noget? Ellers er du på den!”, lyder det kækt i høretelefonerne, der i hvert fald fungerer i lobbyen lige nu, mens vi går ind på udstillingen. Det er (børnebogs)forfatteren Kim Fupz Aakeson, som har skrevet de danske museumsformidlingstekster, så der er noget til alle aldre. Men alene den dynamiske, hjørneløse arkitektur skulle gerne virke indbydende for alle, forklarer Henrik Lübker.
”Det er virkelig et ’gesamtkunstwerk’, som Wagner kaldte det. Det er et helhedsværk. Alt er tænkt sammen med arkitekturen, så man også fysisk bliver ledt ind i H.C. Andersens eventyrverden. Og man går faktisk gennem gange på over 100 meter med oplevelse,” siger Henrik Lübker, da vi træder ind i det første halvnøgne rum, hvor kulisserne er hvide og enkle som et papirklip.
”Vi bruger helt bevidst en meget minimalistisk æstetik,” siger den kreative chef, som ikke er bange for at virke som skrædderen i ”Kejserens nye klæder”.
For tanken med den simple scenografi i denne del af udstillingen er at aktivere den besøgendes egen fantasi, forklarer han.
”Her har vi ladet os inspirere meget af H.C. Andersens egen brug af kollager og skitser, som netop kalder på fantasien. Man skal jo også bruge mere fantasi, når man læser en bog eller ser et teaterstykke, end når man ser en film, og kollageæstetikken her giver netop plads til de besøgendes egen forestillingsevne. Det er også noget af det, der gør museet enestående. Normalt, når man går på museum, overhobes udstillingerne med naturalismeeffekter, så man skal se, hvor ægte det virker. Men jo mere man forsøger at få det til at ligne, jo mere fake ser det ud. Her går vi en anden vej ved hele tiden at pege på fortællingen og konstruktionen af fortællingen,” siger han og nikker mod H.C. Andersen, der flimrer i form af en række arkivfotos på en skærm for enden af rummet, men her er trods alt mere at se.
For eksempel en kulisse af Odense Å nær barndomshjemmet, hvor H.C. Andersen som barn sikkert sad og drømte sig væk i åvandet.
Her får man samtidig udstillingens første lektie i, at eventyret findes overalt, da fortællerapp’en bliver aktiveret. Først hører man vaskekoner brokke sig over det hårde arbejde, men så træder H.C. Andersens drengestemme frem og udbryder, hvor fantastisk alting er, fordi der findes eventyr i alting. Overalt er der noget dejligt at opleve og noget godt at høre. Men det kræver ekstra forestillingsevne herinde, hvor høretelefonerne stadig ikke virker optimalt, og der er ovenikøbet kun rengøringslys på udstillingen, som altså først åbner om en time denne dag. Men der er masser af andre forsøg på at aktivere museumsgæsternes medbragte sans for magi på udstillingen, der begynder med en biografisk del, som man selv må digte med på.
”Idéen med det her første rum med de flimrende arkivfotos af H.C. Andersen er, at vi meget hurtigt gerne vil sætte en kontrakt op med læseren om, at man ikke råder over sandheden her. Når Andersen har skrevet 3,5 selvbiografi, så er det ikke, fordi vi fik den sande Andersen, men 3,5 forskellige måder han har vist sig selv på. Han er digter. Og her begynder vores leg med hans historie også,” siger Henrik Lübker, mens han fører os videre gennem de snørklede gange, hvor der står genstande, som hver især aktiverer fortællerapp’en med nye historier – fortalt fra genstandenes synspunkt, ligesom H.C. Andersen gerne gav liv til ting i sine eventyr.
Gennem Kim Fupz Aakesons sjove tekster får H.C. Andersens egne ejendomsdele nu også liv, så hans tynde pengepung for eksempel kan fortælle, at den skam ikke var skyld i eventyrdigterens mislykkede kærlighedsliv. Og sådan har H.C. Andersens tandbørsteskaft, champagneglas og hatteetui hver deres historie at fortælle i en stadig simpel scenografi på den første del af udstillingen.
”Prøv at se æstetikken,” siger Henrik Lübker og peger på en enkel blomst, der er bøjet i sort metal.
”I stedet for at gøre det så naturalistisk som muligt, så forsøger vi igen at få materialet til at tale med. Man kan godt se, at det er en blomst, men det er også bøjet i jern. Hvis man forsøgte at gøre det naturalistisk, ville man ende i en Lalandia delux-udgave.”
Det lyder ellers børnevenligt?
”Ja, der åbner faktisk også en hel børne-afdeling til september, men denne her skulle gerne appellere til alle over syv år. Andersen er altid i fare for at blive en af to poler. Enten bliver det totalt støvet og nørdet, ligesom det gamle museum måske var, eller også bliver det oplevelsesparkagtigt med eventyrparader til små børn. Men Andersens styrke er, at han har en flerstemmighed i sig, som gør, at du kan leve dig ind i det og forstå eventyrerne gennem hele dit liv, så du ser nye ting i eventyrerne hver gang, du læser dem. Det er det, som vi gerne ville tage udgangspunkt i. Det her skulle gerne være en oplevelse for både børn og voksne. Vi ville gerne have noget, der på overfladen var underholdende, men når vi kommer ind i eventyruniverset, så er der også elementer, hvor vi borer kniven ind. Det handler grundlæggende om eksistens. Hvad vil det sige at være i verden, hvor Gud måske giver os nødderne, men ikke knækker dem for os, som Andersen siger. Andersen giver os eventyrerne uden i virkeligheden at forklare dem,” siger Henrik Lübker, inden høretelefonerne tilfældigvis aktiverer et H.C. Andersen-citat fra ”Mit livs eventyr” med en slags tydning af forfatterskabet:
”Mit Livs Historie vil sige Verden, hvad den siger mig: der er en kjærlig Gud, der fører alt til det Bedste.”
Udstillingen fører fra den biografiske del videre over en leg med modtagelsen af H.C. Andersen som forfatter og så videre til det, der for mange nok opleves som det bedste – eventyrerne.
Her har kuratorerne sørget for, at man kan interagere med 12 af Andersens mest elskede eventyr. Man kan for eksempel dreje en nøgle i en gigantisk kunstig nattergal, studere den berømte ært (som har sin egen historie), lægge sig på stenformede puder og drømme sig op til havoverfladen som i ”Den lille havfrue” eller trykke på en knap, der stryger en tændstik og fremkalder en ny scene i ”Den lille pige med svovlstikkerne”. Her er også mulighed for at blive afvist af prinsessen i ”Klods-Hans” i en slags ”Dagens mand”-version, klædt virtuelt på som kejser, og måske størst af alt at bukke sig ned mod en filmisk sø, hvor en svane pludselig dukker op som et spejlbillede.
”Det er en dyb pointe i mange af H.C. Andersens eventyr, at man først finder sin storhed, når man bøjer sig. H.C. Andersen bøjede sig konstant ned mod det, som andre ringeagtede, men Andersen rejste det ringeagtede op i sine eventyr. Han genfortryllede alting. Det er den fornemmelse, som vi gerne vil sende folk hjem med. Det, der kan ligne ingenting, kan blive til noget. Man ender også i H.C. Andersens barndomshjem, som vi igen har ryddet for møblementet, så der er plads til, at man selv kan tænke over, hvordan alting udsprang her,” siger den formidlingsansvarlige, da vi igen står i lobbyen, hvor arkitekten har sørget for at lave et stort vindue mod H.C. Andersens barndomshjem, som således ligner et indrammet postkort fra fortiden.
Det hele begyndte engang med et beskedent byhus i Odense, men udenfor står der nu ikke kun et ægtepar fra Struer, men en hel kø af mestendels modne museumsgæster, der venter på at blive lukket ind i de nye bygninger, selvom museumseventyret altså ikke er helt færdigt.