Nationalmuseet bruger flere og flere penge på formidling, mens pengene, der bruges på forskning, til sammenligning kun er steget en anelse i løbet af de seneste år.
Nationalmuseets driftsudgifter til formidling er næsten fordoblet fra cirka 70 millioner kroner i 2015 til 138 millioner kroner i 2021, mens udgifterne til forskning i samme periode kun er steget en smule fra 51,6 til 56,9 millioner kroner.
Det viser tal fra Nationalmuseets økonomiafdeling, som Kristeligt Dagblad har fået indsigt i.
"Grunden til, at formidlings-budgettet er så meget større – og er vokset i perioden – skyldes flere ting", siger direktør på Nationalmuseet Rane Willerslev.
"Formidlingsudgifterne dækker over både udstillinger, udlån af genstande til andre museer og at holde de mange museer, der administreres af Nationalmuseet åbne. Samtidig er entre og egenindtægter blevet en langt større del af Nationalmuseets økonomiske grundlag, og det lægger også til grund for de forholdsvis større driftsomkostning til formidling,” siger han.
”På trods af to procent-besparelser og to besparelsesrunder, så ligger budgettet på forskning og bevaring nogenlunde stabilt, og samtidig er det lykkedes at få ganske betragteligt eksterne forskningsmidler, som danner grundlag for en voksende gruppe af projektansatte forskere”, siger Rane Willerslev og tilføjer:
”Nationalmuseets slotte og besøgssteder huser i dag ikke forskere, men driften for slottene går alligevel fra 2016 ind under formidlingsposten i budgettet.”
En kendsgerning er det imidlertid, at Nationalmuseet står til at måtte undvære forskerekspertise på flere centrale områder efter den seneste fyringsrunde, og flere kritiske røster fra museumsverden kritiserer den manglende ekspertise.
“Man har skåret ind til benet, så det slår fliger af knoglen, og nu er man jo nærmest i gang med også at suge af marven,” siger Peter Hambro Mikkelsen, souschef og afdelingsleder på Moesgård Museum ved Aarhus, der betegner udviklingen som trist og bekymrende:
"Nationalmuseet skal som det øverste kulturhistoriske museum i Danmark helst være en stærk og central institution blandt danske museer, som kan bære den faglige fane højt og forrest - og det er svært, når man mangler centrale fagpersoner.”
En del af kritikken går på, at formidling i form af for eksempel podcast har undgået sparekniven, mens centrale videnspersoner inden for stenalder-, besættelses- og landbohistorie er afskediget. Ifølge museumsdirektør på Nordjyske Museer Lars Christian Nørbach er de seneste afskedigelser den foreløbige kulmination på en mangeårig udvikling.
"Det er ikke nyt, at museer skal orientere sig mere i retning af formidling og de aktiviteter, der kan give indtægter. Jeg har fuld forståelse for, at det er vigtigt at formidle, men nu er vi nået dertil, hvor formidlingen sker på bekostning af grundstammen," siger han og tilføjer:
"Stjerneeksemplet er, at der ikke længere er en ekspert i ældre stenalder. Nationalmuseet skal være et pejlemærke for os andre og have de fremmeste eksperter, men det gælder ikke længere på dette område."
Claus Bundgård Christensen, lektor i historie på Roskilde Universitet og ekspert i besættelsestiden, siger i forlængelse heraf, at han finder det "bekymringsvækkende," hvis Nationalmuseet vægter formidling frem for forskning:
"Det er af afgørende betydning, at der er nær forbindelse mellem forskningen, samlingen af genstande og formidlingen, og det kan der kun være, hvis forskningen og fagfolkene ikke skæres unødvendigt,” siger han.
Rane Willerslev erkender, at afskedigelserne af af fageksperter nu er nået dertil, hvor der opstår problemer. Men han peger på, at faldende offentlige tilskud kombineret med økonomiske tab under corona-nedlukningen har gjort det uundgåeligt:
"Vi kan faktisk ikke fyre flere, så vi beder til, at det heller ikke bliver nødvendigt."