Lalleglad revystemning i musical om Skagen

Trods den ædle hensigt bliver musicalen om Skagensmalerne en næringsfattig farce

Det kan ikke undgå at ærgre, at ”Lyset over Skagen” fejler så forrygende. Alt er der jo: Historien. Dramaet. Skuespillet. Sangerne. Alligevel bliver kontrasten mellem det dystre bergmanske ægteskabsdrama, undergangsmotivet og den nærmest manisk lalleglade revystemning for stor og skæmmende. –
Det kan ikke undgå at ærgre, at ”Lyset over Skagen” fejler så forrygende. Alt er der jo: Historien. Dramaet. Skuespillet. Sangerne. Alligevel bliver kontrasten mellem det dystre bergmanske ægteskabsdrama, undergangsmotivet og den nærmest manisk lalleglade revystemning for stor og skæmmende. – . Foto: Jens Peter Engedal.

Historien om den berømte kunstnerkoloni fra Skagen spænder fra 1891 til 1905, hvor vi møder en række af de fremtrædende malere fra tiden. Krøyer og Ancher. Deres respektive hustruer, Marie og Anna. Også digteren Drachmann er der blevet plads til, omend i en noget iltfattig, underligt uudnyttet rolle. Omdrejningspunktet er det kendte ægteskabsdrama mellem det forpinte malergeni P.S. Krøyer og hustruen Marie Krøyer, der selv nærer kunstnerambitioner, og som med tiden forelsker sig i den svenske charlatan-komponist Hugo Alfvén. Et tragisk trekantsdrama, der ikke alene truer det krøyerske ægteskab, men hele kunstnerlivet og den frugtbare idyl i oasen mod nord.

Omkring det hårdt prøvede par er et skagensk sammenrend af fiskere, kunstnere og det harmoniske ægtepar Anna og Michael Ancher. Historien er instinktivt interessant og rummer så megen dramatisk potentiale, lidelse, lidenskab og forliste ambitioner, at det næsten umuligt kan slå fejl. Alligevel kuldsejler forestillingen desværre i sentimentale sødsuppebesyngelser, fjollet koreografi og alt for overfladiske personportrætter af de ellers så facetterede kunstnere. Tekstligt bevæger vi os i et faretruende floskuløst terræn mættet med rimsætninger som ”Skagen er sagen” og videre derudad ad banaliternes boulevard.

Heller ikke Kim Sørensens ensformige kompositioner formår at løfte den ferske tekst. Tværtimod er det svært at skelne den ene sang fra den anden i de lange kæder af trættende trefjerdedelsrytmer, hvoraf minimum halvdelen giver indtryk af kaloriefattigt fyldstof mellem de mere medrivende scener. I det hele taget savner ”Lyset over Skagen” sammenhæng og harmoni. De hyppige, abrupte sceneskift giver forestillingen et ujævnt og rapsodisk præg og en følelse af, at man har gabt over for meget uden at tage højde for handlingens overordnede forløb. Ekskurser og blinde sideveje forvirrer unødigt.

Skuespillerne derimod gør et læsterligt arbejde for at løfte det utaknemmelige materiale. I rollen som den ulyksalige Marie Krøyer er unge Silke Biranell både sangligt og dramatisk betagende – alligevel mangler der det sidste i personinstruktionen for at fremmane myten Marie Krøyer. Det emancipationstema, der antydes, når fru Krøyer drømmer om kunstnerisk realisering i egen ret, får heller aldrig for alvor lov at folde sig ud, men fiser ligesom umærkeligt ud i sandet.

Jesper Lundgaard står derimod ud med sin imponerede stemmepragt i rollen som den slagfærdige Michael Ancher, mens den centrale figur som den plagede P.S. Krøyer indtages af Thomas Ambt Kofod med så stor indlevelse og nuancering, at hans portrættering og sammenbrudsskildring udfolder hans egen fængslende forestilling i forestillingen, aftenens ubestridelige lyspunkt. Nicoline Siff Møller gør en afdæmpet, men statelig og værdig Anna Ancher, hvorimod Anders Bircows usjove onemanshow i skiftende roller som først fisker, siden italiensk kok nemt kunne undværes.

Det kan ikke undgå at ærgre, at ”Lyset over Skagen” fejler så forrygende. Alt er der jo: Historien. Dramaet. Skuespillet. Sangerne. Alligevel bliver kontrasten mellem det dystre bergmanske ægteskabsdrama, undergangsmotivet og den nærmest manisk lalleglade revystemning for stor og skæmmende. Tekst og partitur halter håbløst efter de dygtige spillere, der får beundringsværdigt meget ud af det lidt, de er givet.