At Mungo Park ikke er bange for at kaste sig ud på dybt vand, er en velkendt sag. Det er velsagtens teatrets dna siden grundlæggelsen i 1990’erne, hvor den dadaistiske teatertrup Dr. Dante indrettede sig i en gammel møbelfabrik i Allerød. Siden er hangen til eksperimenter og afsøgning af nye scenekunstneriske egne ikke formindsket, og under teatrets siddende direktør, Anna Malzer, har den nordsjællandske scene succesfuldt etableret sig som et levende, virkelighedsnært teater, der giver stemme til dem, vi helst ikke vil høre fra.
Således er det på mange måder oplagt, når Mungo Park indvier deres nye, store teatersal med noget så aparte som den nyskrevne musical "Ingenmandsland" om konspirationsteori og ufoer – uden orkester, dansere og storslået scenografi. Ønsket har tydeligvis været at nytænke genren, gøre den tidssvarende og mindre fremmedgørende pompøs og glat, men det står desværre også klart, at man denne gang har bevæget sig ud, hvor man ikke kan bunde.
At udførelsen mislykkes, er ærgerligt, for idéen er egentlig god og velvalgt. Interessen for parallelle universer og alternative virkeligheder oplever en sand opblomstring i øjeblikket, ligesom coronaepidemien og den generelle politiske splittelse har gødet jorden for konspirationsteorier og anderledes virkelighedsopfattelser. Timingen er altså gunstig, og tilgangen er også opløftende original. Dramatiker Nanna Plechinger Tüchsen går til emnet med en vanlig vilje til at bryde med al forudindtagethed og korrekt kassetænkning. Og det klæder denne form for politisk teater, som vi ser så meget af for tiden, og som næsten altid er søvndyssende forudsigeligt med sin præfabrikerede prædiken for menigheden.
Sådan er det ikke i Tüchens tekst, der hele tiden nysgerrigt og nuanceret udfordrer sin egen position. Mest interessant er dens udforskning af mangfoldighedsbegrebet, tolerancens grænser. For hvordan er det overhovedet muligt at nå hinanden på tværs af ekkokamre, verdensbilleder og meningsafgrunde?
I "Ingenmandsland" møder vi den unge Orhan, civilingeniøren, der forsøger at komme overens med sit ophav. Efter faderens selvmord finder Orhan en båndoptager blandt hans efterladte ting med en mystisk lydoptagelse om aliens og ufoer, som faderen nærede en ihærdig interesse for. I bestræbelsen på at forstå faderens skæbnesvangre ufofascination opsøger Orhan podcasteren, den kække Lily, der på agnostisk vis har gjort det til sin sag at faktatjekke ufohistorier. Sammen drager de ud i en slags betydningsmæssigt ingenmandsland, hvor de møder enspænderen og ufojægeren Finn Heino, der udfordrer deres verdensbillede – og vice versa.
Finest skildret er mødet mellem Orhan og Finn, nuancerigt og indfølende spillet af Alexander Mayah Larsen og Henrik Prip, der forenes i den tabte tro. Den faderløse søn og den fordrevne eremit. Her lykkes det glimtvist at åbne de dybere lag af fortællingen, som faktisk rummer interessante betragtninger over tro, tvivl og meningskonstruktion i en fortvivlende tomhed. Men alt for ofte forpasses chancen for at udfolde emnets fulde potentiale. I stedet er man faldet i verfremdungsfælden, som hele tiden sørger for at presse et "sjovt" indslag ind, når det hele bliver lidt for alvorligt.
Særskilt anstrengende er dog musikken. Med de generelt skrantende fortolkninger af nyere popmusik, numre som Medinas "Kun for mig", Poul Krebs’ "Sådan nogen som os" og "Alle skuffer over tid" af The Minds of 99, går der musikaften på efterskolen i den, og indslagene bliver aldrig rigtigt integreret i historien, men får lov at flagre lidt rådvildt i vinden.
Det rådvilde er imidlertid ikke en fejl, men forestillingens kunstneriske ambition og benspænd, skal man tro pressematerialet, der stolt beretter, at ingen af skuespillerne mestrede de anvendte instrumenter, før man gik i gang med prøverne. Som publikum ville jeg egentlig foretrække rigtige musikere, frem for denne knappe mestring af instrumenterne. Det rå og amatøristiske forplanter sig tillige i scenografien, hvor vi er ude i den gammelkendte backstage-æstetik med tilfældigt skrammel, dinglende lysstofrør og plasticstole, som så længe har hærget de hjemlige scener.
"Ingenmandsland" er en rodebutik af idéer og greb; nogle gode, andre virker forcerede. Den ellers skarpe instruktør kunne med fordel have luget ud i indfaldene og fokuseret mere indgående på persontegningen og på at folde den relevante historie om samhørighed og afstande ud, der ligger lige der under verfremdungsøvelserne og de halvkvædede coverballader.
Ingenmandsland. Instruktør: Anna Malzer. Dramatiker: Nanna Plechinger Tüchsen. Scenografi: Frederikke Dalum. Medvirkende: Henrik Prip, Alexander Mayah Larsen, Laura Kjær og Søren Birch Plum. Spiller på Mungo Park til den 20. januar