Musical om ufoer ender i kunstnerisk ingenmandsland

"Ingenmandsland" på Mungo Park rummer interessante betragtninger over tro, tvivl og meningskonstruktion, men det sker med anstrengende musiske fortolkninger, og med stykket har teatret bevæget sig ud et sted, hvor det ikke kan bunde

"Ingenmandsland" er en rodebutik af idéer og greb, som den ellers skarpe instruktør Anna Malzer med fordel kunne have luget ud i, skriver anmelder Kathrine Maria Amann.
"Ingenmandsland" er en rodebutik af idéer og greb, som den ellers skarpe instruktør Anna Malzer med fordel kunne have luget ud i, skriver anmelder Kathrine Maria Amann. . Foto: Rumle Skafte.

At Mungo Park ikke er bange for at kaste sig ud på dybt vand, er en velkendt sag. Det er velsagtens teatrets dna siden grundlæggelsen i 1990’erne, hvor den dadaistiske teatertrup Dr. Dante indrettede sig i en gammel møbelfabrik i Allerød. Siden er hangen til eksperimenter og afsøgning af nye scenekunstneriske egne ikke formindsket, og under teatrets siddende direktør, Anna Malzer, har den nordsjællandske scene succesfuldt etableret sig som et levende, virkelighedsnært teater, der giver stemme til dem, vi helst ikke vil høre fra.

Således er det på mange måder oplagt, når Mungo Park indvier deres nye, store teatersal med noget så aparte som den nyskrevne musical "Ingenmandsland" om konspirationsteori og ufoer – uden orkester, dansere og storslået scenografi. Ønsket har tydeligvis været at nytænke genren, gøre den tidssvarende og mindre fremmedgørende pompøs og glat, men det står desværre også klart, at man denne gang har bevæget sig ud, hvor man ikke kan bunde.