Musik fra det indre eksil

Violinist Lisa Batiashvili får ros for cd med værker af komponister, der led under Sovjetdiktaturet

Der var ikke meget sjov og ballade ved at bo i det kommunistiske Sovjetunionen. Man vendte sig bort fra samfundet og gik i indre eksil, og lyden af den følelse kan høres på en ny, vidunderlig cd med den 31-årige violinist Lisa Batiashvili. Foto: Colourbox.
Der var ikke meget sjov og ballade ved at bo i det kommunistiske Sovjetunionen. Man vendte sig bort fra samfundet og gik i indre eksil, og lyden af den følelse kan høres på en ny, vidunderlig cd med den 31-årige violinist Lisa Batiashvili. Foto: Colourbox. Foto: FRANCOISE TALLIEU.

I det stille hjørne

FEM UD AF SEKS STJERNER

Der var ikke meget sjov og ballade ved at bo i det kommunistiske Sovjetunionen. Man vendte sig bort fra samfundet og gik i indre eksil, og lyden af den følelse kan høres på en ny, vidunderlig cd med den 31-årige violinist Lisa Batiashvili, der voksende op i Georgien. På cd'en finder man en række værker af komponister, der led under diktaturets barske kulturpolitik, og ingen var mere udsat end Sjostakovitj. Hans første violinkoncert skrevet kort efter Anden Verdenskrig udgør en stor del af cd'en, og den spilles med hjerteblod, men alligevel stramt og med sitrende tilbageholdenhed af den unge kvinde, der går smukt i sync med Bayerns Radios Symfoniorkester under Esa-Pekka Salonens ledelse. De forstår at spille en så tilpas tilbagetrukken rolle, at Batiasvilis store, lidelsesfulde, præcise, jeg var lige ved at sige humanistiske, tone smukt får spillerum til at modellere dette melankolske univers. De langsomme, vægtløse forløb i førstesatsen afløses af perfekt afviklede hurtige i andensatsen, uden at der nævneværdigt rokkes ved det alvorlige udtryk. Den originale, letflydende tone, hvormed tredje-satsens solokadence eksekveres, er også ekstremt udtryksfuld og musikalsk inderlig, og man ånder knap før fjerdesatsens relativt afdæmpede burleske. En lille pause i det indelukkede univers får man med Sjostakovitjs hyggelige lyriske vals fra Seven Doll's Dances. Batiashvilis eget fødeland er repræsenteret ved Giya Kanchelis mystiske, sarte "V & V", der i en enkelt drømmeagtig sats bygger sit helt eget originale klangrum. De to sidste værker på cd'en består af et samarbejde mellem pianisten Hélène Grimaud og Batiashvili selv i Arvo Pärts poetiske og repetitive "Spiegel im Spiegel", der er et smukt udtryk for Pärts minimalistiske kompositionsteknik. Hele det interessante program afrundes med en fin udgave af Rachmaninovs Vocalise op. 34, nr. 14. Anbefalet.

Lisa Batiashvili: Echoes of Time. Bayerns Radios Symfoniorkester. Dirigent: Esa-Pekka Salonen. Deutsche Grammophon. 477 9299.

Ladet med skønhed

SEKS UD AF SEKS STJERNER

De bedste til at fortælle historier med musik er dem, der er bedst til at frasere, det vil sige bedst til foredrage et musikstykke med de rette pauser, understregninger og så videre. Det er det, der skaber betydning – og genkendelse i lytteren. En sådan er Bejun Mehta, der er kontratenor, et stemmeleje, der på vores breddegrader oftest får folk til at tænke på Andreas Scholl, som har fejret på triumfer på operaen. Men Bejun Mehta er fra en anden planet – mere troværdig, naturlig og følelsesmæssigt intens, hvad man kan opleve på en ny cd, hvor han synger Händel-arier skrevet til datidens store kastratvirtuos Senesino og med musikledsagelse af Freiburger Barokorkester under ledelse af René Jacobs. Den er opbygget, så de mere løsslupne veksler med de mere melankolske sager, og det er især i sidstnævnte, at Mehta viser sit mesterskab. Hans stemme er varm, luftig, inderligt empatisk, og så kan den forme de mest utrolige koloraturer og en næppe hørbar sotto voce, der emmer af tyst kærlighedslængsel. Det er stort og uendeligt smukt, den måde, menneskers omfattende følelsesregister sættes i spil på her, og som han på en enkelt strofe får formidlet alt lige fra opgivelse til håb. Det er til seks stjerner i sig selv, som han kan variere sin stemme i det uendelige, men når så Freiburger Barokorkester samtidig spiller med samme varme, sprøde rytmesans og henførte klang, ja, så står man banalt sagt med en udgivelse til den øde ø. Blandt højdepunkterne hører "Voi, che udite il mio lamento" fra Agrippina, "Stille amara" fra Tolomeo samt titelnummeret, der alle viser Händels eminente evne til at skrive melodier, der skaber resonans i lytteren. Og ja, jeg ved godt, at det i nogens ører sikkert lyder naturstridigt, at en mand synger i et så højtliggende tenorleje, at det minder om kvindestemmens alt – det kan nemt lyde kunstigt, patetisk – men det gør det altså ikke her, hvor man bliver sjældent bevæget. Jeg kan ikke anbefale denne udgivelse nok.

Ombra cara – Händel-arier. Kontratenor: Bejun Mehta. Dirigent: René Jacobs. Freiburger Barokorkester. Harmonia Mundi. HMC 902077.

kultur@k.dk