Hjerneforsker: Musik kan gøre os klogere på hjernen

Ny forskning skal se nærmere på, hvad der sker i hjernen, når vi er musikalske sammen med andre. Blandt andet skal man undersøge, hvorfor det giver mening at sidde foran tv og synge med på virtuel fællessang, fortæller hjerneforsker Peter Vuust

Foto: Stephen Freiheit.
Foto: Stephen Freiheit.

Musik kan frembringe gamle minder såvel som nye dansetrin. Og så kan det gøre os klogere på, hvordan menneskets hjerne fungerer.

Navnlig det sidstnævnte optager jazzbasist og hjerneforsker Peter Vuust. Han er leder af Center for Music in the Brain, som er et samarbejde mellem Aarhus Universitet og Det Jyske Musikkonservatorium og netop har fået 46 millioner kroner fra Danmarks Grundforskningsfond.

Men hvor centret de seneste fem år har forsket i, hvordan musik påvirker hjernen hos den enkelte, skal den nye bevilling bruges til at undersøge, hvad der sker i hjernen, når vi sammen med andre lytter til, synger og spiller musik.

”Bevillingen giver os mulighed for at kaste os over nogle nye spændende og vilde ting. Hvordan er det egentlig, musik giver mening? Hvordan er det, vores hjerner kommunikerer? Hvorfor er det meningsfuldt for os at sidde foran fjernsynet og synge med på virtuel fællessang?”, siger Peter Vuust.

Som så mange andre danskere fandt Peter Vuust i foråret pludselig sig selv siddende foran fjernsynet om morgenen skrålende med på tonerne fra chefdirigent Phillip Fabers klaver. Men det øgede fokus på fællessang, som blomstrede op under corona-nedlukningen, har nu ikke været direkte motivation for Peter Vuusts kommende forskning. Ansøgningen blev nemlig sendt afsted for et år siden.

Alligevel kalder han det ”rettidigt”, at coronakrisen fik sat fokus på, hvordan musik kan skabe fællesskaber. Og som en vaskeægte videnskabsmand har han allerede nu nogle stramt formulerede hypoteser for sin forskning.

”Hvis der er en evolutionær fordel ved musik, så handler det om harmonisering – at musik tillader os at være sammen, samtidig med at vi har vores egen enkelte stemme,” siger han og uddyber:

”Hvis man sætter folk til at klappe i takt, vil deres hjernefrekvenser blive synkroniserede. Man kan sige, at musikkens puls får de forskellige hjerner til at svinge i takt. Ofte kommer vi også til at bevæge vores kroppe i takt, og det skaber en følelse af samhørighed. Faktisk er det videnskabeligt bevist, at vi underbevidst synes bedre om hinanden, når vi bevæger os i takt.”

Og selvom vi ikke altid tænker over, hvor meget vi egentlig bruger musik til at regulere følelser og skabe samhørighed, er det langtfra tilfældigt, at musik er en integreret del af så mange ritualer. Fra landskampe til kirkelig liturgi.

”Nu har jeg desværre været til lidt for mange begravelser på det sidste, og jeg har tænkt over, hvor vigtigt det er, at der er musik, inden præsten begynder at tale. Vi ville ganske enkelt ikke være harmoniseret følelsesmæssigt som gruppe, hvis ikke vi først havde sunget eller lyttet til en salme sammen. Musikken hjælper os til at komme derhen, hvor vi er følelsesmæssigt i stand til at modtage præstens budskab.”

Ud over at neuro-musik-forskning, som det hedder, kan kortlægge, hvad der sker, når vi er i nærheden af toner og rytmer, kan det også gøre os klogere på, hvordan menneskehjernen mere generelt fungerer.

”At hjernen er i stand til at forudsige fremtiden, er helt afgørende for vores overlevelse. Musik skaber hele tiden forventninger for, hvad der skal ske lige om lidt. Alle kender den der fornemmelse af at høre et stort stykke musik, og man ved bare, at lige om lidt kommer det sted, hvor musikken når sit klimaks. Men musik kan også udfordre og lege med vores forventninger til fremtiden og således være en model til at forstå, hvordan hjernen fungerer generelt.”

Resultaterne skal blandt andet bruges til at opnå mere viden om aldersbetingede sygdomme som for eksempel demens og Parkinsons sygdom.

Når Peter Vuust ikke forsker i hjerner, lytter han blandt andet til jazz, pop, folk og klassisk musik, og så har han figureret som jazzbassist på over 100 plader. Med både matematik, fransk og neuromedicin på cv’et kalder han det ”et totalt tilfælde”, at hans livslange kærlighed til musik endte med at smelte sammen med hans forskning.

”Da jeg engang blev tilbudt en hjernescanner, tænkte jeg: ’Nå ja, det giver mig faktisk mulighed for at undersøge det, jeg interesserer mig allermest for.’”

Det kan han sammen med læger, psykologer og musikere på Center for Music in the Brain nu i hvert fald fortsætte med de næste fire år, hvor bevillingen løber.