Gennem to år med corona-epidemien er de fleste mennesker blevet bekendte med sundhedsfaglige begreber som kontakt-tal og inkubationstid. Og forskere fra andre felter end naturvidenskaben er begyndt at anvende epidemiologiens begreber og regnemetoder.
For nylig har forskere fra McMaster University i Ontario, Canada, eksperimenteret med de epidemiologiske regnemodeller for at finde ud af, hvordan sange spreder sig og hvilke genrer af musik, der er de mest smitsomme.
Det viser sig, at der er god grund til at begrebet landeplage kan bruges både om smitsomme sygdomme og ørehængende hits.
Undersøgelsen tog udgangspunkt i data om downloadet musik fra England, som umiddelbart viste, at popmusik var klart den mest populære genre. Men da forskerne kørte dataen gennem de epidemiologiske regnemodeller, viste det sig, at numre fra popgenren ikke bredte sig lige så hurtigt som numre fra andre genrer. Popmusik er med andre ord ikke særlig smitsom.
”Man kunne have forventet, at popmusik har det højeste kontakt-tal, da denne musikgenre er den mest spillede i radioen, ved offentlige begivenheder, på tv og i film. Men dens kontakt-tal er langt overgået af genrer som electronica, rock og rap/hiphop,” skriver forskerne.
Blandt de mindst smitsomme genrer er metal-, reggae- og countrymusik. Electronica-genren – elektronisk musik, ofte komponeret på computer – er den ubestridt mest smitsomme, viste beregningerne. Men de enkelte landeplager er også hurtigere til at rase ud igen.
”Dataen viser, at størstedelen af downloads af electronica-musik skete i en kortere periode end popsange, hvilket betyder, at disse sange ser ud til at vinde popularitet hurtigere end i andre genrer, men også at de brænder hurtigere ud i deres modtagelige befolkningsgrupper,” skriver forskerne.
Forklaringen på, hvorfor netop electronica er den mest smitsomme genre, ligger ikke gemt i musikken selv, men i det netværk, hvori musikken deles og spredes, vurderer forskerne:
”Netværket af electronica-fans er muligvis stærkere forbundet end fans af andre musikgenrer, som for eksempel pop. Electronica-fans brænder måske også mere for deres yndlingssange og yndlingsbands end popfans og taler derfor om og promoverer deres yndlingssange mere,” skriver forskerne.
Der kan ligefrem være tale om en slags superspredere i de forskellige musikmiljøer.
”Superspredere kan være mennesker, der ofte og i stærke vendinger udtrykker deres passion for en sang på sociale medier,” skriver forskerne.
Brugen af epidemiologiske regnemodeller uden for naturvidenskaben er ikke ny, fortæller Rasmus Kræmmer Rendsvig, adjunkt ved Center for information og boblestudier på Københavns Universitet.
”Forskere fra mange andre fag er interesseret i de her regnemodeller, fordi de kan sætte sociale udvekslinger på formel. For eksempel hvordan en idé, en praksis eller et stykke musik spreder sig gennem et netværk, og hvad der gør, at ikke alle er lige modtagelige,” siger Rasmus Kræmmer Rendsvig.
Han peger dog på, at der er store forskelle på spredningen af sygdomme og andre fænomener:
”Når vi snakker sygdomme, kræver spredningen fysisk nærhed, og det er ikke et aktivt valg. Og der er mange forskellige forhold, man skal medregne. Er man immun i et vist stykke tid eller særlig modtagelig for smitte? Når det gælder spredning af idéer, information og praksisser, behøver der ikke være en fysisk nærhed, og man kan ofte vælge, hvad man vil smittes med og videregive,” siger Rasmus Kræmmer Rendsvig.
Han forklarer, at de epidemiologiske udregningsmodeller heller ikke kan bruges til at skabe særlige smitsomme ideer eller melodier:
”Musikbranchen ved allerede en del om, hvordan man ved hjælp af forskellige greb kan gøre en melodi mere catchy. Det er dog noget andet at forudsige, hvordan den smitter fra menneske til menneske. For smitte handler i høj grad om, hvad der sker mellem mennesker. Og netop det kan udregningsmodellerne gøre os klogere på,” siger Rasmus Kræmmer Rendsvig.