Prøv avisen
Interview

Musiker: Shakespeare var klicheernes konge

”Jeg har forsøgt at spejle skønheden fra Shakespeares sonetter i min egen musik,” forklarer den 30-årige komponist og sanger Mie Rank Brunberg. Foto: Leif Tuxen

Den 30-årige komponist og sanger Mie Rank Brunberg fik allerede lyst til at lave musik til Shakespeares sonetter som barn. Nu udgiver hun albummet ”Centuries of SummerDays – The Sonnets of Shakespeare”

Shakespeare var ikke den første, der brugte metaforer til at beskrive kærligheden. Den slags er Højsangen i Det Gamle Testamente jo for eksempel fuld af. Men næstefter Bibelen er Shakespeares forfatterskab nok den samling tekster, der har sat sig mest markant i sproget i den vestlige kulturkreds.

Mange af de klicheer, der fylder ikke bare engelsk, men blandt andet også dansk, stammer fra ham. For da Shakespeare skrev dem for 500 år siden, var det originale billeder.

Han beskrev sin elskede som skønnere end en sommerdag og sammenlignede kernefamilien med strengene på et instrument, hvor hver streng først giver rigtig mening, når de smelter sammen i én harmoni med de andre strenge. Han skrev om uddøende gløder, visne blomster og ruiner som dengang friske forfaldsbilleder og digtede svulstigt om den første forelskelse som en solopgang, der forgylder bjergene, når den rejser sig.

”Det, ville jeg måske synes, var lidt kvalmende, hvis jeg selv havde skrevet det. Men der er en grund til, at de blev klicheer. For de fungerer. Shakespeare var klicheernes konge. For det var ham, der fandt på mange af dem. Derfor besluttede jeg mig for at prøve at omfavne Shakespeares klicheer, imens jeg forsøgte at finde mit eget originale sprog som tekstforfatter,” forklarer Mie Rank Brunberg, som er aktuel med sin egen musikalske fortolkning af 12 af Shakespeares sonetter på albummet ”Centuries of SummerDays – The Sonnets of Shakespeare”.

”Flere af Shakespeares sonetter minder mig faktisk en del om popsange, når han for eksempel skriver om at lukke øjnene, når man godt ved, at man lever i en sød løgn, fordi man dybest set er bange for ensomheden. Men hos ham virker den slags pointer mere dybe og originale, end hvis det var Eric Clapton, der havde skrevet dem.”

Ud af Shakespeares 154 kendte sonetter har hun valgt sit eget håndplukkede dusin ud fra sin egen personlige smag.

”Jeg har faktisk bare valgt dem, jeg syntes lød pænt, så der ligger ingen akademiske overvejelser bag. Det eneste, der binder dem sammen, er min mavefornemmelse,” siger hun og griner, inden hun tilføjer, at de berømte sonetter har fulgt hende, siden hun var barn.

”Jeg hørte allerede en af Nils Lindbergs fortolkninger af en af Shakespeares sonetter, da jeg var 12 år gammel. Dengang syntes jeg, at teksten var virkelig pæn, mens melodien irriterede mig. Og med al respekt for Nils Lindbergs musik har det nok dæmret i mig siden, at jeg syntes, at Shakespeares sonetter også fortjente en anden slags musik, så jeg har nu forsøgt at spejle skønheden fra Shakespeares sonetter i min egen musik.”

Først da hun kom på konservatoriet, begyndte hun at skrive musik til de første sonetter. Og da hun skulle afslutte sit sidste halve år på konservatoriet under sidste års store Shakespeare-år, begyndte det for alvor at tage fart. Og det hjalp også med både crowdfunding og interesse fra forskellige koncertsteder, da folk hørte, at den unge musikers ”makker” var Shakespeare.

”Alle har en holdning til Shakespeare. Og i begyndelsen var det også angstprovokerende for mig at skulle skrive musik til sådan en genial digters tekster. Nu skal man huske, at alt han skrev ikke var genialt. Men ofte er det alligevel kommet bag på mig, hvordan han formår at dreje ordene, så pointen bliver vendt i de sidste linjer.”

Det sidste har flere erfarne Shakespeare-kendere hjulpet hende til at få øjnene op for, så de middelalderlige engelske gloser pludselig åbnede sig på en ny måde for hende.

”Det har både givet mig en større poetisk oplevelse og en større forståelse for den kultur, som jeg står på skuldrene af. Hvis jeg gerne vil kalde mig tekstforfatter, musiker og komponist, så synes jeg også, at jeg har en forpligtelse til at vide, hvad der kom før mig. Derfor gik jeg også på det klassiske konservatorium, selvom jeg synger rytmisk. Og som kirkesanger har det været en stor berigelse for mig at lære de danske salmer at kende,” siger hun og smiler, inden hun tilføjer:

”Det har også givet mig en større ro i at synge om de store ting i livet. Jeg voksede op med et dogme om, at alting skulle være nyt og ironisk. Men hvis man skal skrælle det helt ned, så handler livet om kærlighed. Det var også, hvad en kæderygende flygtningedreng i hættetrøje sagde til mig, da jeg for noget tid siden var med i et projekt om at lave musik med flygtninge. ’Det største i livet er kærlighed, mand!’, sagde han. Det forstod både Shakespeare og de gamle danske digtere også. Og hvis de turde skrive om det, tør jeg også.”

Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen
Foto: Leif Tuxen