Prøv avisen
Ny musik

Musikere, der tror på foråret

"Hvor skal vi sove i nat" synger Simon Kvamm i det første nummer på sit nye band Hugorms EP, ”Folk skal bare holde deres kæft”, som Kristeligt Dagblads anmelder tildeler tre stjerner. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Nye musikudgivelser rummer rastløs rock, klima-pop og wellness. Og Keith Jarrett brummer stadig ved klaveret

Lyset i de mørke sprækker
Læderjakken sidder stramt på coverbilledet, og under Hanne Boels brunsorte pandehår skinner hendes øjne. Hun er tilbage, og alle overflødige lag er fordampet i twilight-zonen på ”Between Dark and Daylight”. 11 sange skrevet i samarbejde med Jacob Bellens, Anders SG (Alphabeat) og Emil Falk. 11 R’n’B- og soulede stemninger, der bærer tekster om brændende sole samt værdien – og udfordringen – af at være til stede her og nu. Musikerne tæller jazzbassisten Anders ”AC” Christensen og den amerikanske trommeslager Kenny Wollesen (Tom Waits, Bill Frisell). Så er grunden lagt til sfæriske numre som ”Holy Grail” og ”Baby, Baby, Baby”, der vokser for hver lytning, hvor den selvsikre menneskelige sårbarhed lyser i de mørke sprækker. Efter ni års albumpause er Hanne Boel ikke kun tilbage i cool form. Hun tør vise os nye tricks gemt i læderjakkeærmet.

De smadrede følelsers kassemester
Heller ikke Peter Sommer er til poppens lette overflader. Ligesom på albummet ”Elskede at drømme, drømmer om at elske” (2018) synger Sommer om virkeligheden, der bider i haserne. ”Stærk strøm hen over ujævn grund” er måske ikke 24 karat guld som forgængeren. Her er rapporter om kunsten at ville hvile i sig selv, men også om følelser, der ikke vil makke ret, og uegennyttighedens kunst. Hjertet gør som en hund, og et sorgfuldt Nick Cave-kor pryder åbningsnummeret ”Lad mig forlade dig før du forlader mig”, hvor Sommer synger om angsten for at investere og citerer Jacques Brels ”Ne me quitte pas”.

De smadrede følelsers kassemester har skabt et meget lytteværdigt album, men ikke et mesterværk på højde med ”Til Rotterne, Til Kragerne, Til Hundene”.

Nyt fra planeten Pop
I snart 40 år har de beboet planeten Pop. Og selvom sæsonerne skifter, lyder Neil Tennant og Chris Lowe, som de plejer: højenergi og dunkende beats tilsat melankoli. ”Hotspot”, Pet Shop Boys’ 14. album, kredser om ankomster, afsked, klimatanker og livet, der knager bag pompen og pragten. Men derfor kan sjælen sagtens spille på highhat. Og det gør den. Meget af tiden. Åbneren ”Will O’ the Wisp” og ”Hoping for a Miracle” kører på 1980’er-synthesizer-benzin.

”Happy People” er hittet, hvor der synges om lykkelige mennesker i en trist verden. I ”Wedding in Berlin” runger bryllupsklokker og orgel og fejrer LGBTQ+-bryllypper, men det er en fad afslutning – slet ikke på niveau med popveteranernes vanlige standard.

Hovedet på sømmet
Engelske Richard Dawson fortsætter brit-traditionen og siger tingene direkte i fjæset. På ”2020” pakkes udgydelserne ikke ind i avispapir, selvom emnerne har dunst af gammel fisk. Finurlige observationer høres i ”Heart Emoji”, og Dawson synger om Brexit-landets ve og vel, han kaster med halve og hele sætninger; om hele og halve kongeriger. Socialrealisme går hånd i hånd med poetiske kvæk, som slår benene væk under én. Holder man af kunstnere som Magnetic Fields, Bonnie ”Prince” Billy og Sun Kil Moon, bør man lytte til Dawson. ”The Queen’s Head” spræller, og det gør faktisk hele albummet. Det rammer hovedet på sømmet.

Moderne hymner
Den fynsker sangskriver Signe Svendsens fjerde album, ”Det forlyder”, fortsætter, hvor hun slap på ”Rift” (2016). Sangene emmer af rytmisk præcision og fører lytteren gennem dagdrømmerier, cigaret-tung tristesse og magi i store mængder. Den erfarne guitarist Lars Skjerbæk har produceret sangene, som emmer af folkemusik. Michael Falch synger med på ”Langsom musik”, og et elektronisk beat kører i ”Frosten slipper”. Disse moderne hymner swinger.

Et kollektivt åndedrag
Sidst i 2016 tilbragte tre musikere en uge i et studie i Københavns Nordvestkvarter: Ambientmusikeren og producerlegenden Brian Eno, eksperimentalkunstneren Laurie Anderson og den elektroniske musiker (og Stockhausen-elev) Ebe Oke. Projektet lykkedes på foranledning af bibliotekaren Lars Kjelsted, som også faciliterede et arrangement med Eno og Anderson på Københavns Hovedbibliotek.

Resultatet er en række meditationer, hvor de tre musikeres egoer er visket væk til fordel for et kollektivt åndedrag på 44 minutter – af tyste stemmer, bølgende synthesizere og wellness-lyde, der fungerer som modgift til verdens larm. Musikken ånder og kan sammenlignes med det japanske fænomen træbadning, som handler om at gå stille rundt i en skov og åbne sanserne. Laurie Andersons elektriske violin er en perfekt (natur)guide. Synd, at det lille danske selskab kun udgiver 500 vinyler af ”Dokument #2”.

Jarrett brummer under månen
74-årige Keith Jarrett danser ved flyglet, fornemmer man i denne optagelse af en solokoncert i München i 2016, den sidste på Jarretts europaturné. Han har længe været huskunstner hos ECM-plademærket, som fejrer 50-årsjubilæum. Og også her brummer Jarrett og breder sig over freejazz, blues og nocturner. Selv de tre standarder, der slutter albummet, lyder som musik spillet i måneskin. ”Somewhere Over the Rainbow” – som Jarrett har fremført så mange gange før – er en stille rus og grund nok til at erhverve sig denne samling improvisationer til hylden med Jarrett-koncerterne fra Köln, Paris og Wien.

Rastløs Hugorm
”Hvor skal vi sove i nat”, synger Simon Kvamm i åbningsnummeret på sit nye band Hugorms EP, ”Folk skal bare holde deres kæft”. Og rastløsheden lurer i det (også genremæssigt) vildtvoksende græs: trioen veksler mellem triphop, grunge og hårdkantet The Prodigy-rock. Hvor Nephews sidste album bevægede sig i et abstrakt rum, væk fra de ”Va Fangool!”-agtige blæsende omkvæd, er Kvamm tilbage som en råbende sjæl i flammer. Også hans percussive måde at synge på er intakt, selvom der blødes op med rigelig brug af auto-tune.

Men Hugorm er ufarlig; spring roligt dette Kvamm-intermezzo over. Nephew savnes allerede.