Prøv avisen
Interview

Musikere: Musik kan ikke ændre verden, men den kan ændre dem, der tager beslutningerne

To tredjedele af Trio con Brio er vokset op i Sydkorea, og sætter pris på den måde kreativitet og nytænkning trives i det klassiske miljø i Danmark. ”Der er også en anden fællesskabsfølelse over musikken her end i Korea, hvor man har produceret gode solister og det var det,” siger Soo-Kyung Hong. Foto: Petra Theibel Jacobsen

Det verdenskendte dansk-koreanske kammerensemble Trio con Brio er vokset ud af et dundrende kulturmøde. Men musikken er et universelt sprog, som vi har pligt til at lære så vel børnehavebørn som garvede politikere, mener trioen

Den østrigske hovedstad, Wien, er for klassisk musik, hvad London er for musicalgenren. Et kraftcenter. Så midt i 1990’erne søgte to talentfulde sydkoreanske søstre, violinisten Soo-Jin Hong og cellisten Soo-Kyung Hong, til byen for at gå på konservatoriet for klassisk musik. Søstrene var teenagere på 14 og 15 år, og mødet med Wiens traditionsrige klassiske kultur var det første møde med noget andet end den relativt stringente musikalske opdragelse, de havde fået i Sydkorea.

Nogle år senere fik kulturmødet fuld skrue, da den yngste søster, Soo-Kyung, blev kæreste med den danske pianist Jens Elvekjær, der også var søgt til Wien. En dag ville han vise dem en dansk film, der havde fået store roser i Danmark og udlandet – ”Festen” hed filmen. Søstrene kendte dengang ikke til ret meget andet dansk kultur end H.C. Andersen og var spændte på, hvad biografturen ville bringe.

Men efter at have set ”Festen”, der med håndholdt kamera sætter fokus på den incestramte og dybt dysfunktionelle familie, var de to koreanske søstre i chok. Oveni var det hele blevet synkroniseret med tyske stemmer.

”Jeg glemmer aldrig det blik, jeg fik, da vi kom ud af biografen,” siger Jens Elvekjær.

Soo-Jin Hong gør store øjne.

”Jeg tænkte: Er det sådan, det er i Danmark? Da blev jeg for alvor bekymret for min lillesøster,” siger Soo-Jin Hong, der i dag er Jens Elvekjærs svigerinde og medsammensvorne i kammerensemblet Trio con Brio.

Trio con Brio er på sin vis både et eventyr og en dogmefilm. Tradition og kvalitet er præmissen for det hele, men samtidig fastholder trioen, at den klassiske musik, og især fremførelsen af den, skal fornyes. Og klimaet for fornyelse er noget af det, de sætter allermest pris på ved Danmark, siger Jens Elvekjær.

”Der er en underskov af musikere, som skaber en dynamik i miljøet. De har skabt nye festivaler og fungerer som en tænketank for klassisk musik. Det handler om at nå nye publikummer og have en åbenhed over for dem, man spiller for og med,” siger han.

Soo-Kyung Hong supplerer:

”Det sætter Danmark på verdenskortet. Et ensemble er ikke noget, man er, men noget, man bliver. Det, der skaber en musiker, er at komme ud at spille. Og Danmark har en ufatteligt god koncertkultur, som jeg tror, kommer af musikforeningerne og foreningstanken generelt,” siger hun.

Trio con Brio har vundet både danske og internationale konkurrencer og spillet store, fine steder som Carnegie Hall i New York. De er blevet rost af udenlandske anmeldere for den særlige tone og sensualitet, de tilfører klassiske værker. Men samtidig med den internationale succes har trioen dyrket små koncerter ude i det danske land, og i en årrække gav trioen hen ved 100 koncerter herhjemme på et år.

”Når vi fortæller kolleger i udlandet om det miljø, der er her, bliver de imponerede,” siger Soo-Jin Hong.

Trioen har især turneret i USA, og her er der ikke den samme græsrodsånd omkring klassiske koncerter, der derovre oftest finansieres af private donorer eller firmaer, forklarer Jens Elvekjær.

”I Danmark gør folk det hellere end gerne frivilligt. Og når man ikke skal give nogen et produkt, de har købt for penge, så giver det en frihed til at skabe. Som klassiske musikere er vi både skabende og reproducerende, så fornyelsen er så vigtig, når vi spiller de gamle værker. Det er utrolig vigtigt med det her kreative laboratorium,” siger han.

Både Soo-Jin Hong og Soo-Kyung Hong er blevet mødre, mens de har boet i Danmark. Og den måde, vi går til små børns kreativitet på, er også noget, der er værd at fremhæve, mener de.

”Min datter er to et halvt. Og fra børn er helt små, opdrages de til at styrke fantasien. Barnets fantasi er jo ubegrænset!”, griner Soo-Jin Hong.

”Det gjorde man i mindre grad i Sydkorea. Og det afspejler sig også i kulturlivet. Man kan prøve ting af uden at skulle føle sig flov eller usikker over det,” siger hun, og søsteren supplerer.

”Der er også en anden fællesskabsfølelse over musikken her end i Korea, hvor man har produceret gode solister, og det var det. Men det begynder at ændre sig nu,” siger Soo-Kyung Hong.

Efter Koreakrigens afslutning i 1950’erne har landet i høj grad været fokuseret på at bygge sig selv op. Der blev skabt en konkurrencementalitet, som i bund og grund handlede om overlevelse, mener søstrene.

”Vores forældres generation skulle bare arbejde og arbejde. Bygge nyt. Hvis man ser på Seoul i dag, er det som at se en futuristby. Men især yngre mennesker er begyndt at søge tilbage til oplysningstanken og den kultur, der var engang. De bliver mere opmærksomme på, at kulturen ikke må gå tabt,” siger Soo-Jin Hong.

De læser faktisk Grundtvig i Sydkorea. Laver højskoler og går op i bæredygtighed og økologi.

”I forhold til Danmark er der jo intet velfærdssystem og ingen, der bare kommer og hjælper dig. Der har ungdommen nok været lidt undertrykt, men nu er de begyndt at rykke på det og spørge til, hvorfor samfundet er, som det er.”

I den kontekst er det vigtigt at sige, at kultur giver et samfund mere, end hvad man kan få i kroner og øre, mener Soo-Kyung-Hong.

”Det er noget, man skal passe på og værne om,” siger hun.

På den anden side af bordet kommer Jens Elvekjær i tanker om noget pudsigt ved den nye folkelige bevægelse i Korea.

”Man har rent faktisk gjort det, at man har udnævnt levende mennesker til ’kulturelle klenodier’. Det er dén mand, der kan lave dén type hat. Eller ham, der kan synge lige præcis dén sang. Det viser, at man er gået i gang med at finde og sikre sin identitet. Det er ikke noget, der konkret er brug for nogle steder. Og alligevel er det så vigtigt,” siger han.

Hvis man skal se på, hvad vi kan blive bedre til herhjemme, er det at styrke det enkelte orkesters identitet, mener Soo-Kyung Hong. Og i det hele taget ikke bare se klassiske musikere som prototyper formet af det samme ler.

”Hvert orkester er en unik mekanisme. Og det er så vigtigt at turde være sig selv,” siger hun.

Derfor er det også farligt at gå til landsdelenes symfoniorkestre med den tilgang, at man bare kan skære ned på de faste stillinger og hive freelancere ind, når det bliver nødvendigt, mener trioen

”Danmarks Underholdingsorkester, det tidligere DR Underholdningsorkesteret, har en helt særlig stemme. Og det er dejligt at se – men det skal bevares. Hvis man skærer alle de små grene af, så bliver der kun de store tilbage. Og så er det klart, at musikken ikke udvikler sig og når nye publikummer,” siger Soo-Kyung Hong.

Og vi skal starte ved ungdommen. De helt små faktisk, som fra barnsben skal introduceres til klassisk musik. Undersøgelser har vist, at når børn er seks-syv år gamle, har de allerede en musiksmag og bestemt sig for, hvad de godt kan lide at høre.

”Men man ved jo ikke, hvad man går glip af, hvis man aldrig har fået lov at møde det,” som Soo-Jin Hong siger.

Trioen har for nylig været ude at spille for helt små børn og under koncerten skulle børnene fortælle, hvad de forestillede sig, mens de hørte musikken. Én nævnte, at han syntes, det var lidt som en horrorfilm.

”Det, vi også kan gøre bedre som kunstnere, er at komme folk i møde. At invitere folk ind, men ikke kun børn. Kulturpolitikerne skal være til stede til koncerterne. Når jeg taler med koncertarrangører i for eksempel Tyskland, så siger de, at til koncerter med Berlinerfilharmonikerne vil der nærmest altid være toppolitikere til stede,” siger Soo-Kyung Hong.

”Vi skal blive bedre til at trække dem ind i kulturens verden. Der er én eller anden klog mand, der engang har sagt, at musik ikke kan ændre verden. Men den kan ændre dem, der tager beslutningerne,” siger hun.

Til september mødes musikere fra hele verden igen til Kammermusikfestival på Lundsgaard Gode, der i år er rykket ud i landet til Lundsgaard Gods i Kerteminde. Og så er der rig mulighed til, at politikere kan komme og lytte med. Det er Trio con Brio, der har startet festivalen op som et led i arbejdet med at gøre den klassiske musik mere jordnær. Mange begavede mennesker i Danmark arbejder i øvrigt på det samme, påpeger Jens Elvekjær.

”Det er bare vigtigt, at alt ikke bliver til underholdning. Hvad nytter det at have et fladskærms-tv, når det, der kommer ud af det, bare er fyld? Det er for mig at se forskellen på underholdning og kultur. Der er det, der får tiden til at gå, og det, der udvikler og udfordrer dig.”