Musikhistorie med den brede pensel

Det spillede for Copenhagen-musikerne den fredag på Frederiksberg, hvor de opførte Leningrad-symfonien

Dmitrij Sjostakovitjs værk "Leningrad-symfoni" er et af de mest markante orkesterværker i det 20. århundrede, mener Peter Dürrfeld, Kristelgit Dagblads klassiske musikanmelder.
Dmitrij Sjostakovitjs værk "Leningrad-symfoni" er et af de mest markante orkesterværker i det 20. århundrede, mener Peter Dürrfeld, Kristelgit Dagblads klassiske musikanmelder. Foto: Iris.

Fem ud af seks stjerner

Der hersker for mig ingen tvivl om, at Dmitrij Sjostakovitjs 7. symfoni er et af mest markante orkesterværker i det 20. århundrede. Den er komponeret under Anden Verdenskrig, dengang Sankt Petersborg hed Leningrad, og med en længde på fem kvarter giver den os med en bred pensel en sjælsrystende toneskildring af den russiske millionbys grusomme skæbne under nazisternes årelange belejring.

Den tyske krigsmaskine havde udmarvet befolkningen, og sult og sygdom hærgede voldsomt. Noderne blev bragt til byen med et specialbygget fly, som takket være en genial pilot undveg tyskernes raketter. Senere blev mikrofilmene smuglet til Teheran og derfra fløjet til England. Symfonien nåede endda frem til USA, hvor det i krigens tre sidste år blev til flere end 100 opførelser.

LÆS OGSÅ: Benjamin Brittens bevægende requiem

Der er ikke tale om programmusik i ordets gængse forstand, og symfonien er stramt opbygget i fire satser, hvoraf den første med betegnelsen allegretto alene varer en lille halv times tid. Den er opbygget på en måde, der ikke er alene stiller store krav til musikernes tekniske kunnen, men også er afhængig af en dirigent, der kan disponere stoffet på en måde, så det musikalske krudt ikke bliver fyret for tidligt af. Det mestrede aftenens dirigent, den 73-årige russiske maestro Dmitrij Kitajenko, aldeles forbilledligt.

Han er selv født i Leningrad og uddannet dels i sit hjemland, dels i Wien hos Hans Swarowsky. Han har været chefdirigent for både operaen i Moskva og byens store filharmoniske orkester. Kitajenko har i den grad Leningrad-symfonien under huden, og hans suveræne direktion kom ikke som nogen overraskelse, hvis man tidligere har hørt ham udfolde sig i sit kernerepertoire.

Det var måske mere forbløffende, at det udvidede Copenhagen Philharmonic med koncertmester Jon Gjesme i spidsen i den grad kunne leve op til udfordringen og give publikum i Konservatoriets Koncertsal (det gamle radiohus på Frederiksberg) en så stærk oplevelse, der ikke stod tilbage for den ellers glimrende fortolkning, man i april i år kunne høre DR SymfoniOrkestret levere i Den blå Kubus ude på Amager, anført af en anden russisk veteran, Yuri Temirkanov.

Copenhagen Philharmonic havde en fornem aften, og man lagde ikke mindst mærke til de glimrende træblæsere. Kristina Ersson, der gav publikum en kort og klar introduktion til værket, havde mange fine passager på sin tværfløjte, og Andreas Fosdal leverede som sædvanlig herligt obospil. Leningrad-symfonien rummer også flere fascinerende fagotsoli, og dem varetog Karen Lassen med ægte russisk vemod i klangen. Unge Søren-Filip Hansen stod for førsteklarinettens markante indslag, og man kunne også glæde sig over en velklingende piccolofløjte, spillet af Viveca Löfgren.

Summa summarum: Det spillede for Copenhagen-musikerne den fredag aften på Frederiksberg.