Nogle perioder er mere interessante end andre og sætter sig vedvarende spor. Perioden 1890-1920 var en sådan.
Tænk bare på Sigmund Freud, Thomas Mann, Rainer Marie Rilke, Emil Nolde, Vasilij Kandinsky, ja, man kunne blive ved.
Inden for musikken skete der også afgørende nybrud, og det har cand.mag. og teolog Eva Marie Jensen skrevet en bog om i form af "Død og evighed i musikken 1890-1920".
I en række partiturnære analyser viser hun, hvordan musikken – som svar på sekulariseringen af samfundet – blev det sted, hvor man beskæftigede sig med eskatologiske spørgsmål, altså om menneskets skæbne efter døden.
Mahler er hendes hovedvidne i denne musikhistoriske gennemgang, da symfonien med hans egne ord "må være som verden. Den må rumme alt". Mahlers kristne, kosmiske symfonier ses altså som et svar på den affortryllelse, der sker i perioden, da de stædigt forsøger at formidle det uudsigelige. Og hun viser i det hele taget på forbilledlig vis, hvordan koncertsalen blev en slags kirkerum for en kort stund grundet en række værker, der satte metafysikken i højsædet.
Eva Maria Jensen får også påvist, hvordan komponisternes ambition om at tage bolden op, hvor kirken så at sige slap, tvang dem til at udvide og forny det musikalske formsprog. Det gamle slog ikke til mere, når kunstnere nu ikke længere blot var et underholdende indslag for borgerskabet, men blev profeter og sandsigere på samme måde, som præsterne tidligere var.
Men denne trang til at formidle noget nyt i musikken, gjorde den "tekniske" side af sagen væsentlig for mange komponister og resulterede slutteligt i tolvtonemusik og uløselige idéer (som Skrjabins "Mysterium") – og at metafysikken røg i baggrunden til fordel for de rent kompositoriske eksperimenter. En interessant og vigtig pointe.
Nu hedder bogen "Død og evighed i musikken", og det skal forstås meget konkret. Eva Marie Jensen viser, hvordan de to begreber kom til udtryk i musikken: Brugen af tam-tam (eller gong) symboliserer for eksempel døden, hvor harpe, klokker og celeste er udtryk for evigheden.
I afsnittet bruges der også en del plads på at se på litteraturens og billedkunstens fremstilling af døden i perioden, men nedslagene er for overfladiske og virker for tilfældige.
Thomas Mann og Joseph Conrad nævnes en passant, men der måtte gerne være gået helt anderledes i dybden i dette afsnit med for eksempel en digter som Rilke, der havde stor betydning i perioden med sine metafysiske digte om splittelsen mellem individ og verden – et emne, Mahlers værker også tematiserer.
Musikken spiller endvidere en afgørende rolle i Thomas Manns romaner, og det måtte også gerne være uddybet kraftigt for at give en bedre forståelse af kunstnerens rolle som den ny tids præst (og gerne analyseret nærmere i forhold til Wagners kunstreligion, der dannede skole for hele periodens opfattelse af kunstnerrollen).
I bogen foretages der også en række grundige analyser af Mahlers 2. symfoni ("Opstandelsessymfonien"), Elgars oratorium "The Dream of Gerontius" og Schönbergs "Die Jakobsleiter", som man umiddelbart får mest ud af, hvis man er i besiddelse af et vist nodekendskab.
Det er nok også umiddelbart de færreste, der har Elgars oratorium eller Schönbergs værk liggende i hukommelsen, og det ville derfor for bogens bredere formidlingsmæssige sigte have været at foretrække, at der var blevet valgt mere kendte værker. Men det ændrer ikke ved, at analyserne er sobre og meget oplysende for den interesserede læser. Eva Maria Jensen kan sit stof og viser fint vej ind i værkerne ved hjælp af breve, nodeeksempler, bibelcitater og tekstanalyser af de sungne tekster.
Desværre foretages der dog en lige lovlig skrap tematisk afgrænsning, som udelukker, at der bliver set på andre skelsættende ting i den periode, bogen omhandler. I den sammenhæng er det bemærkelsesværdigt, at Stravinskij stort set er fraværende, da hans "Le Sacre du Printemps" i 1913 ændrede musikhistorien fuldkommen med nogle "dyriske" rytmer, der emmer af liv og kropslighed, men primært satte døden ind i en rituel ramme.
SE TEMA: Klassisk musik
Slutteligt havde det været oplysende, hvis samfundsudviklingen i perioden var blevet inddraget: Sekulariseringen er jo ikke kun en mental udviklingsproces, men skyldtes den forbedrede velstand, der satte ind i perioden, og som fik folk til at gå uden om kirken og på torvet i stedet.
Disse indvendinger skal dog ikke få folk til at gå uden om bogen, der rummer masser af spændende stof, man kan diskutere med længe. Bogens sidste 100 sider viser i øvrigt det videnskabelige sigte, da de rummer (uoversatte) sangtekster til de analyserede værker samt breve, noter, litteraturliste, ordforklaringer og registre.
Eva Marie Jensen: Død og evighed i musikken 1890-1920. 356 sider. 300 kroner. Museum Tusculanums Forlag.