Mange musikelskere vil kende Henrik Engelbrecht som en vidende og elegant musikformidler, der altid er i stand til at give et koncist og overskudsagtigt oplæg til en koncert – eller holde et foredrag om de mange emner inden for opera, musik og historie, der står hans hjerte nær.
I en ny bog med titlen ”Arven efter Lumbye” skildrer han den musik og de musikere, der fra 1843 – det år, den kære, gamle have åbnede – og frem til 1944 har sat deres præg på dette særlige og meget karakteristiske element i Tivolis historie.
Med et fint kunstgreb begynder han i kapitlet ”Nazisternes hævn” med slutningen, terrorbombningen af Tivoli i 1944, hvorefter fortællingen skrider kronologisk frem med et væld af farverige skildringer af skiftende tiders musikliv.
Støttet af et enestående og vidtspændende billedmateriale giver Engelbrecht læserne et solidt indblik i mange facetter af musiklivet, og undervejs lykkes det ham at tegne en række miniportrætter af kendte og ukendte skikkelser med forbindelse til Tivoli.
Engelbrecht mestrer kunsten at tegne et portræt med få, men træffende ord, som når han i en billedtekst til den 53-årige konge Christian VIII skriver, at han har ”tynde ben og en mave, der vidner om en sund interesse for mad i rigelige mængder” – eller når han om Tivolis grundlægger Georg Carstensen fastslår, at han, efter at caféerne har lukket ved midnatstid, tit tager vennerne med hjem til ”mere seriøst druk og måske lidt natmad”.
Carstensen går først i seng ved 3-4-tiden, hører vi, og så stiller hans tjener en flaske rødvin på natbordet, så han har noget at læske sig med, når han vågner i løbet af natten og formiddagen.
Senere i 1800-tallet møder vi den karismatiske, men måske ikke særligt begavede dirigent Balduin Dahl, der skulle blive en myte i musiklivet i Tivoli og i det mindste var begavet nok til at fremme Carl Nielsen, den unge fynske komponist, hvis opus 1, ”Lille suite for strygere”, netop fik sin urpremiere under Balduin Dahls taktstok i 1888, hvor den lille fynbo med strithåret selv sad foran sit nodestativ som en af violinisterne i Tivolis Koncertsal.
Vi møder store sangere som tenorerne Lauritz Melchior, der havde et noget ambivalent forhold til Tivoli, og den unge Jussi Björling, der til gengæld på det nærmeste fik et kærlighedsforhold til Tivoli og kom igen år efter år – til københavnernes store fryd.
Et af de mange spændende fotos i bogen viser Jussi Björling i 1933 selvbevidst stående i haven, velklædt og udstyret med stok og hat, ikke meget mere end en snes år gammel. Allerede dengang godt på vej til at blive verdens bedste tenor – er vi stadig mange, der mener.
I begyndelsen af det 20. århundrede blev Danmark ”beriget” med et fænomen, der stadig eksisterer: Ekstra Bladet. En af pionererne i dette organ var Frejlif Olsen, der også fungerede som en frygtet koncertanmelder. Hans stil var skruppelløs, og Henrik Engelbrecht har ganske ret, når han konstaterer, at Olsens stil ofte overskred grænsen for, hvad en redaktør i det 21. århundrede ville tolerere.
Om den dengang kendte Wagner-sopran Johanne Brun konstaterede frække Frejlif i en anmeldelse:
”Fruen er ikke helt ung længere. Hun har tilmed sin Fedme at kæmpe med. Fru Johanne Brun vejer vel nok 230 Pund nu, man kan ikke kalde hende et Fnug, et Støvgran, en Molekyle …”
Engelbrechts sans for detaljerne betyder heldigvis ikke, at han ikke er i stand til at trække de store linjer op. Han har – som tidligere musikchef i Tivoli – virkelig fundet mange godbidder frem fra arkiverne, og ”Arven efter Lumbye” er i hele sit udstyr og layout selv noget af en godbid. Forfatteren har grundigt styr på det hele – også en nødvendighed i betragtning af, at han selv er bogens forlægger.