Usædvanlig var torsdagens koncert med Odense Symfoniorkester på flere måder. For eksempel indledte man med fem sange af en kvindelig komponist. Det var så uvant for institutionen, at det ellers fyldige programhæfte helt glemte at skrive om Alma Mahlers musik. I stedet fyldte man spalterne med en indføring i hendes berømte kærlighedsliv. Det giver altså minuspoint fra start.
Så kan man selvfølgelig mene, at Alma Mahlers fem lieder, alle skrevet inden mødet med den besynderlige Gustav Mahler i 1901, heller ikke krævede den store introduktion. Hun var knap 20 år dengang, og bortset fra en ferm sangbarhed er der ikke de store kunstneriske løfter at spore i værkerne.
Oversættelsen fra sang og klaver til orkester, som vi hørte denne aften, blev begået af finske Jorma Panula i forbindelse med en cd-indspilning for et par årtier siden. Helt glat og sødmefuldt klingede musikken, men var der spor af Alma Mahler som kunstnerisk individ? Egentlig ikke; hun skrev kun ganske få værker, og orkestermusik holdt hun sig fra. Men mange orkestre må jo synes, det er et godt stunt at kunne præsentere det ulykkelige ægtepar sammen på symfoniske programmer. Koncerten torsdag bar da også overskriften “Alma og Gustav”. Kært.
Liederne vuggede egalt, af og til med en pudsig afslutning. Ved siden af dirigent Christian Kluxen, som var hasteindkaldt på grund af sygdom, stod den svenske sopran Camilla Tilling. Hun var sympatisk indlevende og gestikulerende, men vokalen var alt for anonym til at ruske liv i de enkle sange.
Et kvarter varede således første del af koncerten. Usædvanligt. Pausen var længere. Torne eller modhager var der ingen af, men hvis man én dag skulle falde for denne sødme, var det heldigvis denne. Umiddelbart inden koncertstart lød det fra telegrambureauerne, at den russiske hær netop havde indtaget Tjernobyl.
Jeg skal gerne indrømme, at torsdag var en vanskelig dag at sætte sig op til koncert. Krig havde igen meldt sin ankomst i Europa, og dagen var gået med en lind strøm af dårligt nyt. Efter pausen ventede imidlertid Gustav Mahlers 4. symfoni. Hvad bedre til at sætte tingene i perspektiv end en komponist, hvis musik var forbudt af det nazistiske styre? Meget er på spil for tiden, inklusive altså dette. Igen.
Mahlers 4. er, trods sin transparens og ligefremme brug af snebjælder, en vanskelig symfoni. Lidt flyvsk. Musikken standser hele tiden op, flytter fokus og splintrer den fælles klang. Det kan give et noget ujævnt indtryk, hvilket også var tilfældet i Odense. Musikerne mistede ligesom færten af hinanden, mens instrumenteringen skiftede mellem kammerformat og orkestral storladenhed.
De dansante elementer blev lidt kantede, hornene havde en svær aften, og til tider savnede man det sensuelle eller livfulde i den noget stive tilgang. Det blev også en lang gennemspilning, sammenlignet med kendte indspilninger: Et tegn på, at man ikke helt var nået dertil, hvor man kunne tage tyren ved hornene.
Tæt på gribende blev dog alligevel tredjesatsens berømte finale, hvor en noget langstrakt adagio med vægt på strygerne forvandles til en himmelflugt med opadvendte horn, stolte trompeter og harpeklang. Et kort øjeblik glemte man krigen og troede igen på lykkelige slutninger. Dog kun indtil dystre slag mod harpen rungede ildevarslende som afslutning på værket efter fjerdesatsen, hvor Camilla Tilling var vendt tilbage som solist. Christian Kluxen holdt en lang pause, inden han lod os klappe. Stilheden var markant. Historien gentager sig.
Alma Mahler: 5 lieder, arr. for orkester. Gustav Mahler: Symfoni nr. 4. Odense Symfoniorkester og Camilla Tilling, dirigeret af Christian Kluxen. Odense Koncerthus.