Prøv avisen

Musikkens grundfortælling er guddommelig

0”Jeg blev allerede fascineret af DR’s Symfoniorkester som teenager,” siger Thomas Dausgaard, der i sidste uge stoppede som mangeårig chefdirigent for orkestret. – Foto: Christian Als.

Mit sprog er jo musikkens, så det er der, jeg søger efter de store spørgsmål, siger Thomas Dausgaard, der i sidste uge stoppede som mangeårig chefdirigent for DRs Symfoniorkester for at gæstedirigere flere andre store orkestre i verden

Musik er som livet: Den består det af målbare elementer som fysiske lyde, man kan eksperimentere med og sætte i system på nodeark. Men musik er mere end matematik. Det er også en følelse og et særligt sprog, mener Thomas Dausgaard, der i sidste uge stoppede som mangeårig og markant chefdirigent for DRs Symfoniorkester.

LÆS OGSÅ: Det er ligesom om, at den klassiske musik er større

Tit har jeg selv hørt et stykke musik, som jeg syntes var fantastisk, og når jeg så efterfølgende har fundet noderne, er jeg egentlig blevet utrolig skuffet over, at det bare var det, siger Thomas Dausgaard og lader lungerne med luft, inden han sender en ny velkomponeret sætningssonet ud fra mundens orkestergrav:

Musikken på et nodeark kan se ud af betydeligt mindre end det, man kan have ud af den. Men i det lyttende møde kan det guddommelige pludselig opstå, kommer det så.

Selv har Thomas Dausgaard skabt mange mindeværdige oplevelser som chefdirigent for DRs Symfoniorkester.

Senest skrev Kristeligt Dagblads musikanmelder Jakob Holm om Daus­gaards afskedskoncert i sidste uge, at det var en af den slags koncerter, man vil huske i mange år. Og under Thomas Daugsgaards ledelse har orkestret også fået den internationale anerkendelse og status, der i sin tid gjorde det naturligt at bygge et koncerthus i verdensklasse til orkestret.

I dag kalder Thomas Dausgaard til gengæld koncerthuset for et tveægget sværd, fordi budgetoverskridelserne på koncerthuset også er gået ud over symfoniorkestrets udfoldelsesmuligheder.

Men han kan alligevel stadig se tilbage på store berusende oplevelser i udlandet, når orkestret har været på turné i en række af verdens førende koncerthuse.

I udlandet er 47-årige Thomas Dausgaard også et varmt navn. Og han forlader også kun DR for at få mere tid til at dirigere en række af verdens førende orkestre som gæstedirigent.

Alligevel mærker man tydeligt, at DRs Symfoniorkester stadig er en del af ham:

Mit samarbejde med orkestret går 20 år tilbage, så det har givet mig utrolig mange store oplevelser, siger Thomas Dausgaard, der i sin tid fik chancen for at dirigere en torsdagskoncert, da den faste dirigent blev syg:

Jeg blev allerede fascineret af DRs Symfoniorkestret som teenager, så det var stort for mig at komme til at dirigere det. Vi skulle spille Beethovens syvende symfoni, hvor vi nåede en form for enhed i udtrykket, en fælles grund under fødderne, som var stærk. Og jeg tror egentlig, at det betyder noget helt frem til i dag. For selvom der siden er kommet mange andre musikere til orkestret, har det været en vigtig grundsten, der blev lagt i de dage.

Siden har Thomas Dausgaard præget orkestret med både små og store initiativer. Og han fremhæver selv de uformelle onsdagskoncerter, Metrokoncerterne, hvor musikerne spiller i deres dagligdagstøj, som noget særligt:

Jeg kan tydeligt huske den første Metrokoncert, hvor en mand lige bag mig nærmest råbte: Hold da op, har du set ham, der sidder deroppe med violinen og sandaler!. Og den lidt mere bramfrie tone har været rigtig skøn, siger Thomas Dausgaard, der blandt andet også har skabt dynamik i orkestret ved i en kortere periode at dele det op i to kammerorkestre:

Det betød, at ansvaret blev større for den enkelte musiker. Og vi blev faktisk hinandens konkurrenter i de to orkestre, der blev noget særligt hver for sig, selvom det var mig, der dirigerede dem begge to. Vi spillede forskellige musikstykker af Mozart, men de to kammerorkestre endte alligevel også med at få hver deres klanglige profil. Og den intense lytten og følelse af stort ansvar sad stadig hørbart i orkestret, efter at det blev samlet igen. Og jeg håber faktisk, at det stadig sidder der. For det skabte en intimitet i orkestret, fordi alle kom tæt på hinanden.

På samme måde gav det liv og fordybelse i det store orkester, da det sidste år gennemspillede alle Sibelius syv symfonier. Og den slags initiativer er vigtige, mener han:

DRs Symfoniorkester er en utrolig vigtig spiller for kulturlivet herhjemme. Vi har jo ikke kun koncerter, men når også en hel masse mennesker gennem radioen og til en vis grad også gennem tv. Der hviler derfor meget på os. Og siden jeg begyndte at arbejde med orkestret, har jeg også sagt, at vi skulle være rollemodeller i vores tilgang til, hvad vi spillede. Det har været et stort, men også meget inspirerende ansvar, siger Thomas Dausgaard, der selv har fundet inspiration til sit arbejde i andre sammenhænge:

Jeg gik til konfirmationsforberedelse hos Preben Thomsen, og det var en meget stærk oplevelse for mig. Han var gennemsyret af en intensitet, som væltede mig omkuld. Det fik mig til at forstå, at det ikke var ligegyldigt, hvordan vi forholdt os i vores liv. Jeg forstod, at der var en meningsfuldhed og nogle stærke idealer i livet. For han holdt tingene op for os på en uhyre intens måde, og når jeg sommetider læser om mig selv, at mine koncerter opleves meget intenst, tror jeg, at jeg kan takke ham for meget inspiration på grund hans intense formidling. Det har været utroligt vigtigt for mig.

Thomas Dausgaards gehør for musik blev dog vakt endnu tidligere:

Jeg begyndte med potter og pander som lille ved siden af min far, der spillede klaver. Og dér tror jeg, at jeg oplevede, at vi havde en form for ubevidst samspil, som var lidt som en leg. Og jeg tror, at den glæde og dybe koncentration, som kan være i en leg, har været en stærk drivkraft for mig. Jeg har både spillet cello, klaver og komponeret mine egne stykker, og da jeg var 15-16 år samlede jeg mit første lille orkester, som jeg begyndte at dirigere, da jeg gik i gymnasiet. Og det hele har været båret af glæde ved at lytte til andre, der spillede, men også af at være en del af det selv. Jeg tror, at den glæde er utrolig vigtig, siger mesterdirigenten, der stadig husker sine første små stjernestunder på scenen.

Da jeg spillede cello, var jeg med i et ungdomsorkester, og det var en berusende oplevelse med min ydmyge indsats at bidrage til noget, der var større end nogen af os kunne drømme om at være, siger Thomas Dausgaard og tøver et øjeblik, inden han fortsætter:

Jeg tænker nogle gange på den norske filosof Arne Næss, der fortalte om, hvorfor han var så begejstret for at bestige bjerge. Og han sagde, at det var, fordi han følte, at han blev en del af bjerget, når han begyndte at klatre på det. Han blev en del af noget, der var større end ham. Og det rammer meget godt min egen forståelse af at blive en del af noget, der er større end mig selv gennem min rejse med musikken.

Mener du på den måde, at musik er beslægtet med det religiøse?

Musik er et meget sofistikeret sprog, som kan nå os på uforklarlige måder. Det har en uopnåelighed, som giver os en tørst efter mere. Jeg stræber altid efter at yde værkerne mere end retfærdighed og få det bedste frem i musikerne. Men der er stadig et guddommeligt element i musikken, der hverken afhænger af orkestret eller mig selv, en ekstra dimension, der opstår i mødet med publikum. Og dér til koncerten oplever jeg ofte en ny dybde og ny indsigt i værkerne, en form for indlysende naturlighed i et stykke, som jeg umuligt kunne finde på andre tidspunkter. For der er noget stort på spil i det møde.

Hvad er dit eget forhold til tro og kristendom?

Det er et fundament for mig og en inspiration til, hvordan jeg skal leve mit liv. Mit sprog er jo musikkens, så det er der, jeg søger efter de store spørgsmål. Og jeg finder meget af min oplevelse af det, der er større end mig selv, i musikken. Det er der, jeg finder det, som jeg tit oplever som en guddommelig bevægelse i et stykke, der går fra død til liv, fra mørke til lys og fra mol til dur. Det kan selvfølgelig være med til at forstærke det, hvis komponisten har været religiøs, men uafhængig af det er der nogle grundfortællinger, der bliver fortalt i musikken igen og igen som denne guddommelige bevægelse. Og det er noget af det, der virkelig siger mig noget.

Mener du på den måde, at en koncert kan blive en bøn?

Jeg var meget begejstret for den italienske dirigent Carlo Maria Giulini, som forstod at få en særlig oplevelse ud af musikken, så hver koncert nærmest blev en gudstjeneste i sig selv. Det havde en inderlighed i nogle passager som en bøn og en indbygget ydmyghed i sig, så det var tydeligt, at man var i forbindelse med noget, der var større end et menneske. På den måde følte man sig hensat til et kirkerum. Mange af mine store koncertoplevelser har jeg også haft i kirkerum, men musikken kan altså også flytte os over i kirkerummet, selvom man sidder i en koncertsal.

ohrstrom@k.dk