Musikkens mange revolutioner

Fremragende bog fra Karl Aage Rasmussen om det 20. århundredes mangeartede musikformer

Karl Aage Rasmussen: Musik i det tyvende århundrede. En fortælling. 368 sider. 399 kroner. Gyldendal
Karl Aage Rasmussen: Musik i det tyvende århundrede. En fortælling. 368 sider. 399 kroner. Gyldendal.

Komponisten Karl Aage Rasmussen har længe haft fat i et glimrende oplysningsprojekt som forfatter til forskellige bøger om musik. Han har et indgående kendskab til europæisk og amerikansk kompositionsmusik, navnlig musikken i det 20. århundrede, som han nu har skrevet en solid bog om.

Dette omfattende emne er ikke helt nemt at gribe an, fordi de kulturelle strømninger har været så fulde af kontraster og modsætninger, at entydige tendenser nødigt lader sig indkredse. Ved indgangen til det 20. århundrede havde filosoffen Nietzsche som bekendt erklæret, at Gud er død. I musikkens verden måtte man desuden indse, at det nu heller ikke var tilstrækkeligt at harmonisere musikken gennem hidtil kendte fastlagte normer. En ny selverkendende epoke, hvor videnskaben var det sikreste pejlemærke, var indledt. Det blev modernismens århundrede, musikalsk som eksistentielt.

LÆS OGSÅ: Musikken vokser, når den deles med andre

Forfatteren har inddelt bogen i tre hovedafsnit adskilt af de to verdenskrige og bundet forskellige kompositoriske retninger og begivenheder sammen i kapitler. Nogle komponister nævnes kort, andre går igen i flere kapitler. Stravinskij repræsenterer for eksempel både en russisk-avantgardistisk periode, en tydelig neoklassisk og en dodekafon (tolvtoneteknisk), mens Schönberg holder sig mere snævert til det senromantisk-ekspressive, det atonale og det dodekafone.

Holdningerne til Schönbergs og Stravinskijs skelsættende, men meget forskellige musik kom til at præge århundredet kraftigt. Tendensen blev understreget, da filosoffen og musikmennesket Theodor W. Adorno i 1949 udgav bogen "Den ny Musiks Filosofi". Her konkluderede han ud fra en marxistisk-sociologisk tankegang, at kunsten måtte være troværdig og autentisk for at give mæle til den historiske nødvendighed. Dette udsagn var meget på linje med Schönbergs egen selvforståelse, da han sagde: "Musik skal ikke smykke, den skal være sand".

Adornos bog blev et vigtigt argument for den serielle musiks nødvendighed, og den blev et musikpolitisk kampskrift i tiden efter Anden Verdenskrig. Men eftertiden har også vist, at Stravinskijs musik var væsentlig mere slidstærk og fornyende end først antaget.

En tredje væsentlig og ret elegant revolution af musikken kom fra Paris. Debussy var ikke alene inspireret af Wagner, Tjaikovskij og Mussorgskij, men også af asiatisk musik. Ad den vej fandt han ind til en musik, der var uafhængig af modulationer og indbyrdes relaterede akkordforbindelser. Hans kompositioner klang som et vuggende hav og blev betegnet som impressionistiske og til tider symbolistiske.

Endnu en fornyelse kom fra Amerika, hvor komponister som Charles Ives og Henry Cowell arbejdede med pionerånd, mens Ferruccio Busoni, Edgard Varèse og andre futurister kom med radikale bud på den nye tids musik.

Karl Aage Rasmussen kommer godt omkring i stoffet. Store bevægelser som for eksempel Schönbergs og hans to elever, Alban Berg og Anton Weberns, indbyrdes forhold og forskellige tilgang til tolvtonemusikken er glimrende beskrevet med gode pointer og anekdoter. Noget lignende gælder perioden efter Anden Verdenskrig, der udløste en hel kanonade af radikale kompositionseksperimenter. Her var Olivier Messiaen en nøgleperson. Omkring ham kom talentfulde kunstnere som Pierre Boulez, Karlheinz Stockhausen og Luigi Nono, der dannede de første intensive hold i Darmstadtskolens sommerkurser. Efterhånden vendte interessen sig mere væk fra selve det musikalske materiale og hen mod værkernes indhold og budskab.

I den forbindelse virker beskrivelsen af György Ligetis musik ligefrem befriende. Midt i kompleksiteten opstod absurd musikteater, ny enkelhed (Pelle Gudmundsen-Holmgreen) og minimalisme (amerikanere som Steve Reich og Philip Glass). Andre komponister fandt deres egne lovmæssigheder i musikken, for eksempel Per Nørgård. Og postmoderne tendenser drejede opmærksomheden hen på den måde, velkendt stof kunne bearbejdes. Sjostakovitjs musik og hans forhold til statsmagten indgår naturligvis også i historien, hvad enten man har tiltro til Solomon Volkovs bog om Sjostakovitj, som han smuglede ud og udgav i Vesten, eller ej.

Der er tæt mellem snapsene i Karl Aage Rasmussens fortælling om det 20. århundredes musik. I den forstand er den ikke ligefrem let tilgængelig, hvis man vil læse det hele i et stræk. Bogen er til gengæld god og let at orientere sig i, hvis man vil slå ned på enkelte komponister eller perioder.

kultur@k.dk

Karl Aage Rasmussen: Musik i det tyvende århundrede. En fortælling. 368 sider. 399 kroner. Gyldendal