Musiksamlingen er blevet levende, men sangene er blevet baggrundslyd

Streaming har i løbet af 10 år ændret måden, popmusik komponeres på og lyttes til. Centralt i udviklingen står den svenske gigant Spotify — et musikalsk overflødighedshorn med millioner af popnumre, som har været med til fundamentalt at ændre menneskers forhold til musik

Spotify er blevet så magtfuld, at man ser eksempler på, at etablerede kunstnere tilpasser deres musik, så den passer bedst muligt ind i Spotify-formatet.
Spotify er blevet så magtfuld, at man ser eksempler på, at etablerede kunstnere tilpasser deres musik, så den passer bedst muligt ind i Spotify-formatet. . Foto: Ritzau Scanpix. Grafisk bearbejdning: Ole Munk.

Engang var en musiksamling for de fleste en stribe LP’er eller CD’er, man havde stående på hylden, som velkendte, afholdte venner, der samtidig kunne fortælle en historie til andre om, hvem deres ejer var. Den fysiske pladesamling er ikke ophørt med at eksistere, men i stadig større grad er musiksamlinger blevet til digitale playlister, hvor der ud over vennerne findes millioner af fremmede musiknumre. Til gengæld er musiksamlingen blevet levende i den forstand, at den aktivt foreslår os, hvad vi skal høre.

At det forholder sig sådan har de fleste nok opdaget, men en række forskere beskriver nu, hvad færre er klar over. Selvom klassisk radiolytning og fysiske pladesamlinger stadig er vigtige musikkilder, har streaming i løbet af 10 år formået at skabe gennemgribende forandringer i lytningen, kompositionen og hele forståelsen af, hvad musik er og skal bruges til.

”Musik er blevet allestedsnærværende. Det er tilgængeligt hele tiden, til gengæld er mere lytning blevet passiv. Musikken kommer i en uendelig strøm, som man bare kobler sig på, og hvor det vigtige ikke er den enkelte sang, men den stemning, den er med til at skabe, forklarer Anders Reuter, musikforsker ved Københavns Universitet og forfatter til ph.d.-afhandlingen ”Pop Processing: The Digitalization of Musical Time and Space”.

Her er en beskrivelse af disse forandringer, som tager afsæt i tre betydningsfulde popmusik-udspil, som alle kom for 10 år siden i efteråret 2011.

Fra stilarter til stemninger

Det var nemlig i efteråret 2011, at den ukendte canadisk sangerinde Carly Rae Jepsen indspillede en sang, der strøg til tops på hististerne og siden skulle få status som årtiets omkvæd. ”Call Me Maybe” var titlen på sangen, som af forskere fremhæves for sine ørehænger-kvaliteter, men også sin opbygning. Sangen bryder med gængs komposition ved, at akkord-rundgangen ikke kommer ”hjem”, men forbliver uafsluttet og understøtter tekstens stemning af nervøs akavethed.

Genremæssigt betegnes Jepsens sang om den forfjamskede pige, der giver en fremmed fyr sit telefonnummer, dance-pop, teenage-pop eller bubblegum-pop . Men sådanne genrebetegnelser er på retur og afløses af playlister med bestemte stemninger eller moods . ”Call Me Maybe” optræder i samlingerne Lyden af 10’erne og

Sange der kan synges i brusebadet .

”Fokus er flyttet fra, hvem der har lavet musikken og hvordan, over til det mere kontekstuelle og funktionelle: Hvad kan denne musik bruges til? Er musikken god at være aktiv og danse til eller er den mere egent til en romantisk middag?”, forklarer Rasmus Rex Pedersen, der er lektor ved Roskilde Universitet og forsker i digitalisering af kulturprodukter.

Baggrunden for skiftet er ifølge forskeren, at de færreste er så aktive i det specifikke valg af musik, som man tidligere var, når man fra musiksamlingen pfremdrog et album og dermed havde valgt 10-12 sange i træk af en bestemt kunstner. Det er svært at vælge, når man har millioner af sange på ”hylden”, så det lader man computeren om ud fra, hvilken stemning man ønsker. Men dermed er musikken også blevet mere et valg af baggrundslyd end et valg af en tekst og en melodi, man ønsker at høre.

Skal man slappe af, vælger man en playliste, der hedder Chill . Har man en lang biltur foran sig, er playlisten Your daily drive oplagt. Mange kan godt lide musik til middagsmaden, og derfor er Dinner music lige nu en af de mest populære kategorier overhovedet.

”Kvalitetskriterier i forhold til musik er noget helt andet, når man orienterer sig imod, hvad der er den relevante sammenhæng og beder computerens algoritmer finde ud af resten,” siger Rasmus Rex Pedersen.

Fra vers/omkvæd til hook/drop

Det var også i efteråret 2011, at popsangerinden Rihanna udsendte sangen ”We Found Love in a Hopeless Place”, som de næste 10 uger lå uafbrudt på førstepladsen på den amerikanske hitliste. Sangen, som den allerede dengang etablerede sangerinde fra Barbados havde lavet i samarbejde med den skotske disc jockey Calvin Harris, rummer en central historie om, hvad der rent kompositorisk er nyt. Sangen har nemlig ikke et omkvæd i gængs forstand, og verset er hurtigt glemt. Det, man husker, er én tekstlinje, et hook, som gentages fire gange, og det efterfølgende drop, som er instrumentalt, forklarer Anders Reuter.

”Et drop er kommet ind i popmusikken fra hiphop og elektronisk musik og tilfører en helt anden dynamik. Det er en opbygning af voksende intensitet frem mod en forløsning af energi, som er velegnet til at danse til,” forklarer Anders Reuter.

Engang var omkvædet det altafgørende i en popsang. Det var den del af sangen, som skulle fange publikum. Men ifølge Anders Reuter er betydningen af teksten skrumpet ind, og omkvædet er ofte reduceret til én linje, hvis engelske betegnelse hook refererer til, at det gerne skulle slå en klo i lytteren.

I tilfældet med Rihanna-sangen rummer titlen sangens samlede tekstlige indhold, altså et udsagn om nogen, som midt i håbløsheden fandt kærligheden.

”Andre popsange rummer måske et hook, som bare skal anslå den glade dansestemning, sangen forsøger at give videre. For eksempel Pharell Williams’ ’Happy’, som tekstmæssigt er en komplet idiotisk sang,” siger Anders Reuter med henvisning til et af de største pophits fra 2013.

Hvis den nye popmusik tekstligt er blevet mere simpel, så kan man ikke sige det samme om den musikalske opbygning. Hvor mange popsange tidligere fulgte et fast skema med vers og omkvæd og var skrevet over de samme tre akkorder, så er nutidige popsange mindre akkordbaserede, skifter måske taktart undervejs eller består af ekstra formled med navne som bridge, pre chorus, post chorus eller anti chorus .

Sange med mange vers og lange instrumentalsoloer er derimod forsvundet fra hitlisterne, og det samme er lange optakter og lange udfadninger.

”Årsagen til dét ligger dels i måden, musikken honoreres på, dels i distributionsformen, forklarer Rasmus Rex Pedersen, som uddyber, at på streamingtjenesterne trækker det betalingsmæssigt ned for kunstneren, hver gang en lytter ikke hører nummeret til ende, men klikker sig videre til næste sang. Derfor gælder det om at komponere sangene til at være korte og til ikke at kede lytteren med gentagelser.

”Der er ikke noget nyt i, at musikken er komponeret ud fra konkrete spekulationer om det medie, det skal ud til lytteren igennem. I radioens storhedstid havde popnumre en lang intro og en lang outro, så der var noget, radioværten kunne speake henover. Det er selvfølgelig ikke relevant, når man komponerer til streaming,” forklarer han.

Fra værk til produkt

Endelig var det i efteråret 2011, at en svensk streamingtjeneste, der havde opereret i fem år i hjemlandet og siden var blevet udbredt i Finland og Norge, valgte at satse hele butikken på at tilbyde sin tjeneste til en hel række lande, herunder USA og Danmark. Det lykkedes virkelig godt, og selskabet er i dag verdens største streamingtjeneste.

Navnet på firmaet er Spotify. Et helt nyt udsagnsord, som grundlæggeren, Daniel Ek, havde sat sammen af de engelske ord spot og identify, som betyder omtrent det samme. At få øje på. At identificere. At finde én enhed og vælge den ud i den store brogede mængde.

Ek har formuleret sin vision som, at streamingtjenesten både skal tilgodese brugere og skabere af musik, users og creators, og at Spotify tilbyder musik til alle. Har man ikke råd til at betale, skal man bare høre reklamer mellem sangene, så betaler annoncørerne.

Samtidig har Spotify dygtigt udnyttet at skabe følelser og stemninger omkring musikken, så mange brugere føler, at Spotify leverer akkurat det soundtrack til deres liv, som de ønsker sig. Det er Spotifys opfindelse, at musik ikke skal kategoriseres som indierock eller dansepop, mens om musik til brusebadet, køreturen eller middagsmaden.

Ifølge Jonathan West Carstensen, skribent på kulturmagasinet Atlas og forsanger og sangskriver i rockbandet First Flush, er Spotifys måde at sælge musik på forretningsmæssigt meget dygtigt gjort, men man skal ikke tro, at Spotify er så netural en formidler af kontakt mellem kunstnere og publikum, som Daniel Ek hævder.

”Spotify har aktivt omformet den måde, musikere laver musik på og den måde, publikum lytter på. Selvfølgelig har komponister også tidligere tænkt på at tilgodese deres publikum, men de mekanismer, som afgør, om et musiknummer bliver tilbudt til lytterne, har været med til at forrykke hele balancen mellem creators og users . Før var der en del musik, som var værker komponeret ud fra musikernes synspunkt. I dag er det hele hundrede procent brugernes perspektiv, hvorfor musik mere må ses som produkter,” siger han.

Ifølge Jonathan West Carstensen er der mange eksempler på, at selv populære, etablerede kunstnere inden for popmusikken tilpasser deres musik, så den passer bedst muligt ind i Spotify-formatet med hensyn til længde og komposition og til systemet med playlister til forskellige stemninger:

”For eksempel er jeg helt overbevist om, at Taylor Swifts to populære album fra 2020, ”Folkelore” og ”Evermore” aldrig havde lydt, som de gør, hvis det ikke var for Spotify. I 00’erne skulle popmusik brænde igennem som en skærebrænder for at blive et stort hit, men sangene på de to album er så ekstremt bløde, at de egner sig perfekt til Spotifys Dinner Music -playliste,”