Musikteater, når det er bedst

”Den evige ild”, baseret på Ken Folletts bestsellerroman, er en episk musicalhistorie, der formår at gøre den store verdenshistorie menneskelig og nærværende

Alt i alt er det velgørende til en forandring at opleve en musical, der ikke forsumper i uvedkommende, verdensfjern sødsuppe, men som rent faktisk vil sit publikum noget, skriver anmelderen. –
Alt i alt er det velgørende til en forandring at opleve en musical, der ikke forsumper i uvedkommende, verdensfjern sødsuppe, men som rent faktisk vil sit publikum noget, skriver anmelderen. – Foto: Robin Skjoldborg/Bellevue Teatret

1500-tallets England står i flammer. Sønderlemmet af striden mellem protestantisme og katolicisme. Konkret mellem to af historiens største kvinder: Maria Stuart og dronning Elizabeth I. Elizabeth har netop overtaget tronen efter halvsøsteren Marie I – hende den blodige – på et tidspunkt, hvor landet er i dyb krise som følge af Maries drabelige rekatoliseringspolitik.

Efter tronskiftet vender landflygtige protestanter i hobetal hjem til England, og de religiøse konflikter blusser op på ny. Katolikkerne vil ikke anerkende Elizabeth som retmæssig majestæt, men planlægger i al hemmelighed et blodigt komplot, som skal sætte hendes skotske slægtning Maria Stuart på tronen i stedet.

Det er denne uforsonlige strid, der danner forlæg for Ken Folletts mastodont af en succesroman ”Den evige ild”, og som nu er blevet til en højspændt historisk musical på Bellevue Teatret. Det danske dramatiske treenighed Svanekier, Høg og Aagaard har hverken sparret på effekter eller detaljer i den vidtforgrenede fortælling. Vi kommer omkring kærlighedsforviklinger, brud, børn, familiekonflikter, storpolitiske magtkampe, religiøse intriger. Snart er vi i England, snart i Frankrig, så i Skotland, så under den blodige Bartholomæusnat i Paris, hvor de protestantiske huguenotter blev nedslagtet som rotter i gaderne, dernæst til Krudtsammensværgelsen i England og Maria Stuarts skæbnesvangre henrettelse i 1587. Den ene massakre afløser den anden – ”krig følger altid krig”, som der alarmende gentages som stykkets refræn.

Og man har villet have det hele med. Derfor trækker forestillingen ud og bliver for lang. Alt for lang desværre. Takket være et dygtigt, velspillende og velsyngende ensemble og et kludetæppe af medrivende historiske konflikter når man dog næsten ikke at kede sig i Arne Jacobsens ellers så kropsfjendtlige sæder. Instruktør Mads M. Nielsen har formået at få historien til at flyde umærkeligt fra det personlige til det storpolitiske og vævet det hele sammen til et blomstrende broderi af skæbner og begivenheder, private tragedier, almindelige liv og religiøse opbrud. En tydelig kronologisk tråd er bevaret igennem det hele, og publikum parkeres, trods de talrige sidespring fra hovedsporet, aldrig i en blindgyde. Og det er i sig selv en bedrift, det massive stof taget i betragtning.

Vigtigt er det også, at man for det meste ikke forfalder til at trække lette dramatiske point hjem, men derimod har holdt sig forholdsvist stringent til de historiske fakta. Så når de to rivaliserende kusiner – Maria Stuart og dronning Elizabeth – som er hele konfliktens snurrende omdrejningspunkt, aldrig krydsede klinger ansigt til ansigt i virkeligheden, gør de det heller ikke på Bellevuescenen. Og gudskelov for det.

Scenografien gør til gengæld sit for at få den tre timer lange historielektion til at glide nemmere ned. Med en rustik drejescene, der snart agerer dunkel korridor, barrikade og vuggende træskib i den engelske kanal og snart et bloddryppende skafot, har Benjamin La Cour skabt en smidig, sansemættet billedfortælling, der straks hensætter os til en 1500-tals skueplads, og som sikrer, at den lille Bellevue-scene udnyttes til fulde. Det er faktisk kun en klædelig fordel, at scenens beskedne omfang skaber en naturlig scenografisk begrænsning, så det hele ikke som så ofte drukner i udvendigt udstyrsoprustning og effekter.

De historiske figurer, dronninger, adelsmænd, præster og spioner bliver vakt til live med de sangstærke skuespilleres kyndige karaktertegning. Med Xenia Lach-Nielsens scenestjælende, karismatiske Elizabeth, med Monica Isa Andersens sødmefulde, egensindige Maria Stuart, med Søren Bechs fænomenalt modbydelige præstedjævel og mange flere. Den eneste, der falder lidt igennem, er hovedfiguren – vores fortæller – Christian Collenburg i skikkelse af den retskafne Ned Willard, hvis sjælelige splittelse mellem kærlighed og tro danner rød tråd forestillingen igennem. Han er ikke helt den helteskikkelse, sådan en fortælling ellers har brug for som bærende kraft. Dertil er hans karaktertegning for vaklende til for alvor at vække sympati. I det hele taget er det ikke de dybe psykologiske portrætter, der kendetegner ”Den evige ild”.

Derimod er den spækket med gedigen, svulstig musicalmusik i Andrew Lloyd Webber-traditionens ørehængerstil, dog kyndigt krydret med folkemusikalske instrumenter. Og nå ja, et par af kærlighedsballaderne kunne man nok godt have undværet, men ellers understøtter sangene handlingsforløbet fint uden at virke for meget som et forkvaklet forsøg på musikalsk kandisering af en drabelig verdenshistorisk konflikt.

Alt i alt er det velgørende til en forandring at opleve en musical, der ikke forsumper i uvedkommende, verdensfjern sødsuppe, men som rent faktisk vil sit publikum noget. Som både leverer historisk indsigt og aktualitet. Mere af det.