Prøv avisen
Interview

Forholdet mellem orkester og dirigent er som et ægteskab. Det gør fortolkningerne mere personlige

Succes kan også være problematisk, for som Adam Fischer siger i en kommentar til forløbet om Danmarks Underholdningsorkester: ”Jeg er så stolt af mine musikere og taknemmelig over vores publikum, der hele tiden har bakket trofast op om os. Men jeg er på det rene med, at det kan rumme en fare for andre orkestre, al den stund det kan få visse tåbelige politikere til at tænke, at når Danmarks Underholdningsorkester har kunnet overleve, så kan vi også skære andre ensembler væk.” – Foto: Jonas Skovbjerg Fogh/Ritzau Scanpix

Kristeligt Dagblad var med, da Danmarks Underholdningsorkester forleden blev lovprist i den legendariske koncertsal Wiener Musikverein. Orkesterets modgang har svejset os bedre sammen, fortæller dirigent Adam Fischer

Wiener Musikverein er en af de meste legendariske koncertsale i verden. Ikke mindst på grund af alle de fænomenale musikere og dirigenter, der har optrådt her, lige siden den imponerende bygning, tegnet af den danske arkitekt Theophilus Hansen, blev indviet i 1870. Desuden er dens ”Goldene Saal”, Wienerfilharmonikernes hjemmebane, lovprist for sin fine akustik.

Kolossale prismelysekroner hænger ned fra det overdådigt udsmykkede loft, og fra nicher og vægge stirrer skulpturer og buster af forne tiders store komponister ned på de udøvende på scenen. Det er på én gang ærefrygtindgydende og inspirerende.

Heldigvis var inspirationen mere fremherskende end ærefrygten for Danmarks Underholdningsorkester (DU), der under ledelse af sin karismatiske chefdirigent Adam Fischer med et rent wienerklassisk program begejstrede det forvænte publikum i en sådan grad, at det langvarige bifald efter koncerten udmøntede sig i en halv snes fremkaldelser af Fischer og to dacaponumre givet for fuld skrue: Haydns ouverture til operaen ”La fedeltà premiata” og Mozarts Figaro-ouverture.

Men inden det kom dertil, talte Kristeligt Dagblad efter orkesterets to koncerter i Østrigs næststørste by Graz med Fischer om det musikalske ”ægteskab” mellem orkester og dirigent, som efterhånden er blevet en myte i dansk musikliv.

Fischer taler lige så livfuldt og engageret, som han dirigerer, og nikker bekræftende:

”Sammenligningen med et ægteskab om forholdet mellem orkesteret og mig opstod for fire år siden. Jeg havde i begyndelsen af 2015 arbejdet sammen med DR UnderholdningsOrkestret, som det dengang endnu hed, i over 17 år, men nu havde man bestemt, at det skulle opløses. Jeg var ærligt talt fortørnet over det, og det blev ikke bedre af, at jeg fra Kulturministeriet fik at vide, at jeg ikke skulle tage mig det så nært. Det behøvede skam ikke være noget problem. Man lovede at lægge sig i selen for at skaffe mig andre musikere, så jeg kunne få et nyt orkester. Jamen hvad tænkte de folk dog på? Det ville svare til, at man havde sagt: ’Vi bliver desværre nødt til at tage Deres kone fra Dem, hr. Fischer, men bare rolig, vi skal nok skaffe Dem en ny.’ Jeg kender ikke de nærmere begrundelser for, at Danmarks Radio valgte at skippe os, men det står klart, at noget var gået skævt i København.”

Fischers tonefald kan bedst beskrives som hovedrystende, men bliver mærkbart varmere, da han fortsætter:

”Orkesteret var dengang truet på sin eksistens, men modgangen kom til at svejse musikerne sammen. Et ordsprog siger jo, at det, man ikke dør af, kan man blive stærkere af. Vi har i nu fire år fortsat vores udvikling, og det langvarige samarbejde mellem orkesteret og mig rummer en række fordele, når vi skal indstudere de forskellige værker. Jeg kan langt lettere vurdere, hvordan musikerne vil reagere på den fortolkning, jeg foreslår, behøver ikke i detaljer forklare dem mine tanker om, hvordan jeg vil have spillet det ene og det andet. Musikerne kender udmærket mine idéer – nogle gange endda bedre end jeg selv!”

Denne tilføjelse bliver ledsaget af en kort latter, inden Fischer uddyber:

”En sådan gensidig forståelse bevirker for det første, at arbejdet under indstuderingen går hurtigere, og for det andet at fortolkningerne kan blive langt mere personlige. Desuden er Danmarks Underholdningsorkester jo ikke noget talstærkt symfoniorkester, og det kan i flere henseender være en fordel, man kan arbejde mere fleksibelt – det er nu engang lettere at navigere i en katamaran end om bord på en stor skude – og samtidig får den enkelte musiker selvsagt et større ansvar. Jeg dirigerer stadigvæk store symfoniorkestre i Wien, London, Chicago og Düsseldorf, men visse ting bliver lettere og mere levende med mit danske orkester. Men den mindre besætning betyder på ingen måde, at vi ikke kan fremføre en symfoni meget dramatisk.”

Det er nærliggende at spørge, om det især gælder Beethovens fjerde symfoni, der ved hver koncert har været det afsluttende værk på Danmarks Underholdningsorkesters turné til Centraleuropa. Fischer tænker sig om et kort øjeblik og siger smilende:

”Jein! – kender De dette tyske ord ’jein’? Det betyder ’ja und nein’, både ja og nej – men forholdet er nok det, at jeg med Danmarks Underholdningsorkester vælger værker, jeg ikke ville tage op med eksempelvis London-symfonikerne. Når det er sagt, må jeg vedgå, at jeg føler mig fornærmet på vegne af netop Beethovens fjerde symfoni. Mange har haft travlt med at påstå, at den er ikke lige så betydningsfuld som den tredje eller den femte, men i min verden er den lige så stor, lige så dramatisk som Skæbnesymfonien. Og den ligger så godt for orkesteret!”

Adam Fischer betoner, at han er glad for, at orkesteret efter en meget truende periode, hvor man spillede under et Damokles-sværd, har kunnet overleve i privat regi:

”Jeg er så stolt af mine musikere og taknemmelig over vores publikum, der hele tiden har bakket trofast op om os. Men jeg er på det rene med, at det kan rumme en fare for andre orkestre, al den stund det kan få visse tåbelige politikere til at tænke, at når Danmarks Underholdningsorkester har kunnet overleve, så kan vi også skære andre ensembler væk. Det her må ikke danne skole! Og hvis radiostationer i Europa ikke længere synes, at de skal have deres eget symfonior-kester, må orkestrene finde en anden form for finansiering, måske i et kulturministeriums regi. I den forbindelse skal man imidlertid huske på, at Danmark ikke har den samme tradition for privat finansiering som for eksempel USA. Så det kan blive en stor udfordring. Men vi har et fælles ansvar for kulturen.”

Danmarks Underholdningsorkester og Fischer udgiver netop i disse dage på plademærket Naxos en cd-boks med Beethovens ni symfonier. Der er just ingen mangel på indspilninger af disse skelsættende værker, men Adam Fischer er fast overbevist om, at den nye boks har en anderledes karakter end de foreliggende:

”Vi har tilstræbt en tolkning, der er så langt fra det mekaniske som overhovedet tænkeligt. Den er individuel-dramatisk, for alle Beethovens symfonier fortæller i bund og grund den samme historie, som hans eneste opera, ”Fidelio”, gjorde. Hver og en af dem handler om et menneskes hårde og lidenskabelige eksistenskamp, en kamp, der til sidst udmønter sig i forløsning og befrielse.”

Fischer nævner i en anden sammenhæng den kendte østrigske dirigent Nikolaus Harnoncourt (1929-2016), om hvem man sagde, at ”han stiller de rigtige spørgsmål, men giver de forkerte svar”.

Det er utvivlsomt ment som en respektfuld anerkendelse, for Fischer tilføjer tankevækkende, at det første – det at kunne stille de rigtige spørgsmål – i sidste instans er det vigtigste for en dirigent.

Og det er måske netop det stedse spørgende, det søgende, der kendetegner Adam Fischers egne fortolkninger.