Myten om manden, der solgte sin sjæl til Djævelen, lever endnu

Oscar-kandidaten "The man who sold his skin" er en flot allegori over myten om Faust

Filminstruktør Kaouther Ben Hania slår med sin krabask mod denne verdens falskhed og forførelse. Billedet stammer fra filmens cover.
Filminstruktør Kaouther Ben Hania slår med sin krabask mod denne verdens falskhed og forførelse. Billedet stammer fra filmens cover.

I 2007 lavede den belgiske kunstner Wim Delvoye en rygtatovering på en schweizisk tatovør, Tim Steiner, og kunstværket ”Tim” blev solgt til en galleriejer fra Tyskland for 150.000 euro (cirka 1.115.000 kroner). Galleriejeren kan få udleveret kunstværket, når Steiner dør!

Denne mærkelige historie bruger den tunesiske filminstruktør Kaouther Ben Hania (født 1977), i sin nyeste film ”The man who sold his skin”. Filmen blev Oscar-nomineret i år i samme kategori som Thomas Vinterbergs ”Druk”, hvor den danske film jo løb med prisen.

Den tunesiske film er en udgave af den udødelige Faust-myte. Gennem århundreder har myten om mennesket, der solgte sin sjæl til Djævelen, været fortalt. Det er oprindeligt en tysk folke-fortælling, der dukker op i slutningen af 1500-tallet. Siden tog blandt andre Goethe og Thomas Mann fat i historien. Herhjemme skrev J.P. Jacobsen den allegoriske fortælling ”Doktor Faustus” i 1886.

I sin film lader Kaouther Ben Hania myten foregå i Syrien i 2011, hvor borgerkrigen lige er begyndt. Den unge mand Sam Ali er forelsket i den unge kvinde Abeer, og hun i ham. Problemet er bare, at hendes familie vil have hende gift med Ziad, der er syrisk diplomat i Bruxelles. Han er et godt parti, så Sam Ali har ikke en chance. Galt går det ham, da han i sin forelskelsesrus deklarerer sin kærlighed til hende i et tog, hvor han siger ”Revolutionen leve! Vi vil have frihed, og jeg vil giftes med Abeer!”.

Det høres af det effektive syriske sikkerhedspoliti, der arresterer ham. Det lykkes dog for ham at flygte til Libanon, hvor hans liv går i stå! Abeer følger nemlig faderens vilje og bliver gift og bosætter sig i Belgien med Ziad. Hvordan skal Sam klare det? Han kan jo ikke komme til Europa.

I Beirut møder han den internationalt anerkendte kunstner Jeffrey Godfrey, da han på grund af sult snyder sig ind til ferniseringen af kunstnerens billeder. Jeffrey er en mørk karakter med sorte øjne. I samtalen med Sam siger han:

”Nogle gange tror jeg, at jeg er Mefistofeles. Livet er meningsløst. Vi er intet, mindre end ingenting, men jeg sælger mening. Jeg vil have din ryg!”.

Med ham indgår Sam en aftale. Sam skal være et levende kunstværk, der optræder på udstillinger rundtomkring i verden. Han får et luksusliv og mulighed for at møde Abeer igen, men han sælger sig selv.

På Sams ryg tatoverer Jeffrey et visum til Schengen-landene, så kan han rejse over grænser, for som han siger: ”Varers bevægelighed er mere tilgængelig end menneskers.” Sam er blevet en vare! Djævelen har nedskrevet Guds værk til noget, der kan erhverves for penge. Sam bliver senere solgt på en auktion. Det er en af filmens mange raffinementer.

Kaouther Ben Hania slår med sin krabask mod denne verdens falskhed og forførelse. I det er også den politiske byld i Syrien, men hun har en skøn slutning på historien om Sam.

Er der en vej ud af det djævelske? I Goethes ”Faust” er det den forsmåede og bedragne kærlighed, legemliggjort i Gretchen, der redder Dr. Faust. Kaouther Ben Hania har haft øret tæt på den udlægning, og hun lader manden, der solgte sit skind, komme ud af sin håbløshed på en overraskende måde.

Jeg forstår godt, at den kom langt i årets Oscar-løb. Den fortjener virkelig at blive set. Desuden er det jo interessant at se, hvad Thomas Vinterberg var oppe imod.